Mandag d. 15/12 2003
Op kl. 7:00 og med taxa kl. 8:00. Tog til Kastrup Lufthavn med ankomst kl. 11. Karl-Johan (lokalt kaldt grandpapa i Thailand!) stod på toget i Odense. Check-in og frokost og handle indtil boarding og flyafgang med MyTravel Airways kl. 13:40. I flyet bruges tiden på spisning og på at se diverse film og udsigt fra flyets to kameraer. Vi flyver i ca. 12 kilometers højde, hvor der er ca. 50 frostgrader. Ankomst til Arabiske Emirater omkring 19:30 (23:30 lokal tid). Efter en lille time flyves videre til Thailand.
Tirsdag d. 16/12 2003
Ankomst til Thailand kl. 9:30 (år 2546) lokal tid. Klokken er 3:30 om natten dansk tid. Totalt har vi fløjes i ca. 12 timer og har ikke fået sovet ret meget. Efter in-checkning i det meget varme Thailand (udvalgte familier med små børn blev trukket ud af de lange køer!) afleverede vi bagagen på en lille lastbil, mens vi selv kørte i en oppyntet bus med lyserøde gardiner til vores hotel Blue Star Orchid i Karon Beach. Hotellet ser meget diskret ud udefra, men har egnens største poolområde (med 5 meget forskellige pools).
Kim får fødselsdagsgaver (hjemmelavet kalender og malerier) af drengene. Efter frokost ved poolen får Palle og Kim en øl på en nærliggende bar, hvor vi spørger til en anbefalet massagebar. Efter den lange flyvetur og mangel på søvn er det nærmest himmelsk at få en times god fodmassage. De to massøser morer sig kosteligt over vores store fødder, som ikke der ikke er plads til i afvaskningsbaljerne. I de bløde lænestole skaffer massagebaren os en god stærk lokal Singha Beer (6,4 %).
Vi bestiller en jungletur til onsdag med engelsktalende guide på et nærliggende “rejsebureau”, hvor vi resten af ugen bestilte flere ture. Den Thailandske dame var simpelthen så sød, at hun ikke ville tage imod drikkepenge, men betalte dem tilbage til is til børnene. Ved at prutte lidt om prisen (specielt Palle er fremragende til det) sparer vi ca. en tredjedel af prisen i forhold til StarTours helt tilsvarende tur med måske svensk guide!
Om aftenen giver Karl-Johan og Kim fødselsdagsmiddag på hotellet. Middagen består af et hav af lokale retter i en buffet. En del af retterne er meget stærke, men der er også dejlig søde frugter; ananas er ikke at sammenligne med dem man kan få i Danmark. På vores aftentur møder vi blandt andet tre mennesker med en gibbon-abeunge (som vist var godt dopet), en stor ørn og en leguan, som man mod betaling kan få lov at holde og tage billeder af. De lokale er i øvrigt utrolig glade for børn.
Om aftenen fik alle (på nær Karl-Johan og Jonatan) olie-massage eller fod-massage. Thomas faldt i søvn hurtigt efter, han havde lagt sig på madrassen.
Kl. 22:00 går vi trætte i seng. Klokken er nu 16:00 dansk tid, så der er nu gået godt 33 timer, siden vi har sovet i en seng.
Dagens Thomas-bemærkning: “Den salt er det stærkeste pebber, jeg nogensinde har smagt“. Det skal nævnes, at man i Thailand konsekvent bytter rundt på indholdet af salt- og peber-bøsser.
Onsdag d. 17/12 2003
Til morgenmad på hotellet er der alt, hvad hjertet kan begære og mere til: f.eks. kan nævnes en fremragende omgang glasnudler, omelet og/eller spejlæg med bacon lavet af en kok på stedet, lækker frugt, diverse juice, pandekager, frenshtoast, toastbrød, stegte tomater, stegte ris og diverse morgenmadsprodukter. Flere dage lykkedes det os faktisk at holde sig helt til aften på et enkelt morgenmåltid.
Efter en tur i bølgerne på Karon Beach, aflagde Kirsten, Kim og Karl-Johan en lokal skrædder et besøg: Karl-Johan bestilte en kopi (noget man er eksperter i i Thailand) af et par danske bukser, Kim bestilte et jakkesæt samt to skjorter og Kirsten bestilte kjole, nederdel, top og bukser. Selvom der var som regel var fire mand i butikken (som vi besøgte flittigt de efterfølgende dage for at prøve til), var det kun én mand, som arbejdede. Hans skræddere arbejdede formentlig både nat og dag. Børnene hyggede sig poolen det meste af dagen.
Sidst på eftermiddagen tog vi en tuk-tuk (åben taxa) til Patong Beach, hvor vi brugte aftenen på at spise og på at prutte om forskellige varer. Jonatan handlede blandt andet en slangebøsse og et vandrende kæmpeinsekt til Jon, Kim købte comboy-bukser og DVD’er (ca. 16 kr. pr stk), mens Tobias købte PS2-spil (ca. 20 kr. pr. stk). Endelig købte Tobias og Jonatan en lykkedrage hos en meget flink dame, som synes drengene skulle have en speciel børnerabat! Karl-Johan købte t-shirts med forlomme (vigtigt) og nye sandaler.
Torsdag d. 18/12 2003
Tidlig morgenmad og afhentning i bus på hotellet. Vi kørte et par timer til en jungle (ca. 200 km. nord for Patong), hvor vi først skulle ride på elefanter. Området er kun åben for ture i de to til tre vintermåneder, da det regner 250 dage om året. I Phuket, som ikke ligger så langt derfra regner det ca. 170 dage om året!
Efter en lang køretur i bus skiftede vi til en terrængående lastbil, hvilket var påkrævet for at køre det sidste stykke ud i junglen til elefanterne, som er at den asiatiske race med små ører. De kan blive ca. 80 år gamle, vejer mellem 2,5 og 3 tons og spiser daglig grønt og frugter svarende til en tiende del af deres vægt. Der var 20½ elefant; 20 voksne og en unge på to år, som blot fulgte i sporet på sin mor. Vi startede med at købe en lille klase bananer til elefanterne for 20 bath (ca. 3 kr.), men da de ikke var helt modne, kneb det lidt for den lille unge at spise dem. Efter en times sjov men ikke særlig behagelig tur rundt i junglen på elefantryg kørte vi tilbage til bussen.
Næste stop var et rigtig hyggeligt sted nær klipper og en flod, hvor vi indtog en dejlig frokost. På dametoilettet så børnene en abe, som vi blev advaret mod at komme for tæt på. Børnene købte krus lavet af en gennemskåret bambus. Vi efterlod diverse i bussen og tog en flot idyllisk tur i kano på floden. Nogen så slanger i træerne over os. Undervejs fik vi mulighed for en svømmetur i floden og for at lege Tarzan og svinge os i en liane (læs: reb) ud over floden. Da vi kom tilbage til bussen, havde en abe hygget sig med at bryde ind i bussen, spise vores chips og tisse på cecilies pose med bambuskrus. Endelig kørte vi tre timer i bus tilbage til hotellet.
Dagens Thomas-bemærkninger: “Hver gang, der kom et humpel, så er det bare ind i hovedet med væggen“. Sagt efter en meget rumlende tur i lastbil i junglen. “Jeg red med den største elefant på ryggen“.
Fredag d. 19/12 2003
Vi lejede en chauffør og minibus med air-kondition på hotellet om eftermiddagen. Vi blev kørt til et slangeshow, som vi overværede og så forskellige udstillede dyr i alt for små bure. Bagefter var vi ude at se på dyrkning af orkidéer i Phuket Orchid Farm. Det er ikke urtepotter og jord, man bruger pengene på. På grund af den store luftfugtighed, hænger blomsterne med rødder frit svævende i luften og gror. Børnene var nu mest interesserede i stedets hvalpe af en ulv og en hund.
Om aftenen var vi igen ude og powershoppe i Patong. Blandt andet fandt Palle en lokal som henviste os til et sted, hvor Palle og Kim kunne købe ure. Der var åbenbart razziaer for tiden, så både ure, PS2-spil og DVD’er var dækket til de fleste steder. Stedet vi blev henvist til var et ualmindelig smalt lille lokale inde bag en gadebutik. Der var lige akkurat plads til Palle, Kim og den lille spøjse fætter af en sælger. Vi startede med at tilbyde manden en øl, hvis han ville skaffe en omgang. Det gjorde han hurtigt; og han var ikke bleg for at efterlade os alene med urene. Vi spurgte til kvaliteten af urene. Han sagde straks, at det var kopier af bedste kvalitet. Vi købte tre ure og som en del af prisen, skulle han selv betale øllerne. Da Palle var gået efter penge, grinede sælgeren pludselig voldsomt over, at han selv skulle betale øllene. “My father will kill me“. Kim gav godt 300 kr. for en kopi af et ur, som i original koster omkring 100.000 kr.
Lørdag d. 20/12 2003
Efter at have spist thaimad (prisen ligger generelt på mellem 80 og 100 bath pr. måltid) overværede vi et berømt ladyboy-show (Simons) i ca. 1½ time. Alle medvirkende er mænd, men en del at mændene er ‘ombygget’, så de bestemt ligner kvinder. Showet er opbygget af sangnumre (typisk 70er-disko), som de medvirkende mimer til i overdådige kostumer. Mange af de medvirkende har faktisk ikke meget rytme i kroppen. Bortset fra Thomas, som står op og råber buh under forestillingen, var de fleste publikummer ualmindelig begejstrede. Efter showet kunne man blive fotograferet udenfor teatret med de medvirkende.
Efter at have kørt tilbage til hotellet og aftalt med børnene, at de skal ligge sig til at sove senest kl. 23:00 (Karl-Johan er blevet lidt forkølet og holder øje med dem), tager Sanne, Palle, Kirsten og Kim tilbage til Patong i tuk-tuk. Vi starter med Thai-boksning, som ifølge taxa-chaufføren blot er aftalt spil. Det så bestemt ægte nok ud, da den ene bokser blev slået i gulvet. Under kampen spilles noget frygtelig lokal musik, og efter kampen går bokserne rundt og samler penge ind og lader sig fotografere.
Bagefter så vi på letpåklædte ladyboys og kvinder (det var umuligt at afgøre, hvem der er hvem), som dansede på et plauteau tre ad gangen i et område med barer og barstole. Endelig slutter vi aftenen af med at se på go-go girls i en skummel natklub, hvor indgangen pludselig spærres, som det ikke kan ses fra gaden, hvad der skal foregå. Nogle nye piger laver de mest utrolige ting (!) på bordene, men pludselig afbrydes det, da der vist er politi i nærheden. Efter lidt tid, har vi fået nok, og tager hjem i seng. I øvrigt fik vi en SMS fra Cecilie kl. 23:04, at nu gik de til ro, og alt var OK.
Søndag d. 21/12 2003
Vi lejer igen i dag vore lokale chauffør med minibus på hotellet. Vi starter med at køre til områdets største tempel, som er meget imponerende. Det er tankevækkende, at man i de fattigste lande bruger flest penge på religiøse mindesmærker! Der lyder en række store brag foran templet, da en del besøgende har betalt for affyring af nogle artige kanonslag i en dertil indrettet brønd. Affyringen skulle bringe held. Før vi fik adgang til templet, måtte vi stille skoene og tage hatten af. Indenfor beundrede vi de flotte monumenter og de mange buddhister, som lader sig spå ved at ryste en række pinde med forskellige udsagn. Den pind som falder først ud, tager man som et varsel. I øvrigt lader 25 % af hele Thailands befolkning sig spå en gang om året; blandt politikere er tallet 84 %.
Bagefter kommer vi til “Gibbon Rehabiliteringsprojektet“, som er et rehabiliteringscenter for gibbonaber, som forberedes på at blive udsat i naturen, efter at have været udsat for krybskytteri eller for ulovligt at have været brugt på værtshuse eller på gaden. Det er primært gibbon-ungerne, man udnytter ved at vise dem frem til fotografering eller ved at underholde med dem på værtshuse, hvor de sættes til at ryge og drikke spiritus. Ungerne fanges ved at skyde moderen i de typisk 30 meter høje træer. Kun en tredjedel af ungerne overlever faldet!
Af hensyn til aberne på centeret, kommer gæster ikke tæt på dem. De skal jo vænnes fra at være fortrolige med mennesker. I forbindelse med centeret gik vi en meget flot tur langs et vandfald, hvor mange lokale tog sig et bad og spiste frokost. På turen hyggede Tobias og Jonatan sig med at lege med et kæmpemæssigt tusindben på 15 cm.Herefter tog vi til en fiskerestaurant, som lå ud til havet i Phuket. Vi bestilte en fælles tallerken med fisk og skaldyr til de voksne. Det var meget lavvandet, så mens vi ventede på maden kunne primært børnene lege med de mange vinkekrabber på stranden. De var meget hurtige til at forsvinde ned i deres huller, når man nærmede sig dem. På afstand kunne man til gengæld betragte i hundredvis af vinkende krabber.
Vi var derefter til lokalt marked i Phuket, hvor vi købte forskellige lokale frugter og slik for næsten ingen penge. Spændende var de mange ukendte retter, varer og ikke mindst fremmede dufte. Cecilie købte tre ure til vendinderne for ca. 20 kr. stykket. Endelig sluttede vi turen af i et indkøbscenter i Phuket.
Om aftenen bestilte vi en dykkertur til Karl-Johan, Kirsten, Kim og drengene. Vi gik langs vandet til Dino Park, som er en kæmpe-restaurant opbygget i bedste Flintstone-stil med en tilhørende minigolf-bane med dinosaurer og en vulkan, som kommer i udbrud om aftenen. Ved indgangen til restauranten fodrede vi en elefant og dens unge. Mens vi ventede på maden legede ungerne på “forsteninger” af dinosaurer og de legede med en svensk dreng, som ifølge drengene præsenterede sig som “Amstelle Amstelle mormor“. Efter maden havde et rigtig hyggeligt spil minigolf på den imponerende 18-hullers bane´.
Dagens Thomas-bemærkning: “Hvad er det, der sker?“. Udtalt umiddelbart inden han grædende kom løbende efter hjælp, da en vinkekrabbe havde bidt sig fast i hans finger og derefter ladet armen blive tilbage for selv at stukke af. Et par lokale Thai’er var færdige af grin.
Mandag d. 22/12 2003
Tidlig op igen og afhentning i minibus, som kørte os til Phuket Town, hvor en potent speedbåd ventede på først at sejle os til Khai Nok Island, hvor vi snorklede fra strandkanten. Der var utrolig mange fisk, som blev lokket frem af bananer og toastbrød. Sjovt i øvrigt at se japanerne stå i vand til under badebukserne og alligevel har redningsveste på!
Vi blev sejlet til et koralrev ud for Khai Nui Island, hvor vi snorklede fra båden. Det var en meget stor oplevelse at se koralrev og det rige dyreliv. Vi så blandt andet klovnefisk. Tilbage på Khai Nok fik vi en delikat frokost på stranden, hvorefter vi igen snorklede fra stranden og gik en tur på øen. Om eftermiddagen blev vi sejlet tilbage til fastlandet; dog et andet sted, da det i mellemtiden var blevet lavvandet. Både snorkling og sejlads (som en bedre tur i rutsjebanen) var en stor oplevelse for os alle.
Om aftenen valgte vi en spiserestaurant i Kata by. Hele tre gange bad Kirsten tjeneren skrue ned for den meget høje musik (i Thailand har man vist ikke volumen-knapper, men bruger udelukkende on/off-knappen). Hver gang sagde han, at det skulle han nok gøre. Men det skete aldrig noget og efter kort tid blev larmen afløst at levende musik, som spillede diverse Elvis-klassikere. Det lød bestemt ikke godt, men til gengæld var det meget højt! At tjeneren sagde ja til at skrue ned for musikken og alligevel ikke gjorde det, betragtede vi blot som et udslag af forskellen i deres og vores mentalitet. En Thaier vil helst undgå at skændes eller at skuffe nogen, så han siger sjældent nej, men håber i stedet det bedste.
Dagens Thomas-bemærkning: “Det sker bare ikke for mig”. Udtalt umiddelbart efter at have trådt et glasskår op i sin fod.
Tirsdag d. 23/12 2003
I stedet for en 4½ time lang bustur fra Karon til Krabi, hvor den sidste uge skulle tilbringes, havde vi bestilt en færdigpakket tur med båd til Krabi fra Phuket. Vi blev hentet i en minibus, hvor man blot smed det meste af vores utrolige mængder af meget tung bagage på taget af bilen. Bagagen blev ikke bundet fast. Vi havde en hyggelig sejltur og blev mødt at den flotteste natur i Krabi; eller Ao Nang Beach rettere sagt. Krabi Town ligger små 20 km. fra vores hotel Aonang Villa Resort. Et lille åbent køretøj afhentede os på havnen og kørte os (som en del af turen) helt til hotellet, hvor vi ankom omkring 11:30.
Vi reserverede straks et bord længst mulig væk fra scenen til den obligatoriske julemiddag (Xmas in the jungle), som vi havde betalt hjemmefra.
Efter kort tid mødte vi Palle og Sanne gamle venner Betinna og Johs (forkortelse for Johannes). Om aftenen spiste vi for første gang på et spisested, som ikke havde styr på hverken mad eller bestilling. Karl-Johans mad var så dårlig, at han nøjedes med at betale 50 bath (ca. 8 kr.) for sin øl.
Onsdag d. 24/12 2003
Vi tog alle på halvdagsturen “Krabi 4 islands”, hvor man i speedbåd besøger fire øer i området. Vi lagde ud med Tup Island, som ved lavvande er forbundet via en smal sandtange med Checken Island. Efter en kort gang snorkling sejlede vi forbi Checken Island, som vi fotograferede og filmede fra båden. Vi fik en god frokost med stegte ris og kylling med frisk frugt som dessert på Poda Island, hvor vi igen kunne snorkle blandt en masse fisk.
Endelig sejlede vi til Pranang Cave, som er et virkelig flot ø, hvor mange bjergklatrede tager hen og dyrker deres sport. Efter at have studeret klatrerne gik vi flot tur på øen på en sti som førte os langs grotter og stalaktitter (nedhængende drypsten) til den anden ende af øen, hvor vi badede indtil båden hentede os igen. Da vi kort efter så vores hotel på Ao Nang-stranden, bad vi om at blive sat af der. Efter kun 2 minutters gang var vi retur på hotel-området. Som de øvrige dage på Ao Nang sluttede vi eftermiddagen med en drink eller to stranden, hvorefter den stod på massage i en de mere end 20 massage-boder på stranden. Da der ikke var el. i boderne lukkede de, når solen gik ned, og det blev mørkt. Vi forelskede os specielt i bod nummer 5; Thai’erne taler en charmerende form for engelsk, hvor f.eks. “beach“ bliver til “bis”, “prize” bliver til “pri” og “number five“ bliver “number fi”). Det er pragtfuldt at få massage efter en lang varm dag og ligge og se solen gå ned på stranden.
Om aftenen var vi til den obligatoriske “Xmas in the jungle“. Det var en speciel oplevelse med en virkelig stor buffet med alverdens mad af virkelig høj kvalitet. Det kunne man til gengæld ikke sige om de showmæssige indslag fra den opstillede scene på området. Showet inkluderede blandt andet en trup, som dansede til jungletrommer og jonglerede med ild, diverse orkeste, som spillede julemusik (de forstod formentlig ikke, hvad de sang; hvor mange thai’er har nogensinde set sne?), et kikset ladyboy-show samt en sorthåret julemand med hvidt skæg på motorcykel med to thai-kvinder. Alle børnene fik små julegaver og hotellet forærede alle gæster en lille ugle af træ, som man kunne fløjte i; det benyttede børnene sig flittigt af ved at optræde med dem på en lille ekstra scene. Karl-Johan var såmænd også oppe og give en hånd med!
Vi havde alle købt små julepakker til maks. 100 bath stykket som vi sidst på aftenen lagde under et lille træ på området. Vores børn dansede omkring træet og sang julesange, hvorefter pakkerne blev fordelt ved lodtrækning.
Sidst på aftenen var vi stort set de eneste tilbageværende, mens Cecilie, Tobias og nogle andre børn hjalp sangerinden på den store scene.
På stranden blev der sendt adskillige drager op; de fungerede som en varmluftsballon og det var et virkelig flot syn.
Vi ringede hjem og ønskede god jul og endelig sluttede vi aftenen af med en vodka-juice ved hotellets pool.
Dagens Thomas-bemærkning: “Jeg troede jeg var Jesus“. Da Thomas var faldet i dammen under julearrangementet; vandet kunne overraskende nok ikke bære ham!
Torsdag d. 25/12 2003
Om morgenen ved 9-tiden ringede Kim til Flemming for at ønske god jul til de kortspillende venner i Danmark. Det var lidt underlig ikke at kunne deltage for første gang i næsten 30 år!
Om formiddagen hyrer vi en longtail boat, som sejler os rundt om hjørnet til Pranang Beach, hvor børnene hygger sig med at lege med aberne på øen. De er meget frække og stjæler uden videre en pose med majskolber og is fra Thomas og Jonatan. De stjæler også en dåsesodavand, som de rammer Cecilie med og endelig kaster de sten (i en skraldespand).
Karl-Johan bliver på stranden mens børnene samt Sanne, Kirsten og Kim forsøger at klatre op af bjerget til en viewpoint lang oppe, hvor det skulle være en flot udsigt. Hurtigt står det dog klart, at det er for farligt at tage Thomas med, så Sanne og Thomas bliver nede. Vi andre hører samtidig, at det er for farligt for de store børn at nå helt om til lagunen på øens anden side. Vi nøjes derfor med (ved hjælp af de tilstedeværende reb) at bestige bjerget op til udkiksposterne. Udsigten er helt fantastisk for os fem, som alle er svedige og godt røde af det afsmittende røde sand og reb på turen op. Børnene er faktisk hurtigere end vi voksne. Turen ned er faktisk hårdere; specielt da vi kommer et stykke ned af en forkert sti.
Glade og trætte (og med masser af myggestik) nede igen er det pragtfuldt med en dukkert i havet. Det prikker lidt på vores hud i vandet, hvilket efter sigende skyldes tråde fra brandmænd, som heldigvis kun mærkes i ca. et minut og ikke gør særlig ondt. Vi får et par majskobler og et par forårsruller på stranden inden vi returnerer med vores longtail-boat.
Om aftenen tager vi på fiskerestaurant, hvor vi sidder langs Aonang Beach i en af en hel række fiskerestauranter, som alle ligger på pæle på stranden. Man vælger selv sine fisk eller skaldyr inden tilberedning. Man kan nyde alle tænkelige fiskearter. Kirsten og jeg deler dog en portion Gai Phad med Mamuang (kylling, cashewnødder og mango i god kraftig sur-sød sauce) og en portion Phad Gophrow (meget stærk ret med oksekød og rigelige mængder basilikum og ingefær). Sammen står de to retter med en portion ris rigtig godt til hinanden.
Fredag d. 26/12 2003
Denne dag har vi købt en tur, som kun vi selv deltager på; alle os ni samt Johs og Betinna. Aftenen før blev vi lovet, at køreturen Nordpå kun ville vare godt en time, men da vi bliver hentet om morgenen, viser det sig, at turen er på mindst to timer i en minibus. Vores mål er et sted i junglen, hvor vi skal white water rafte på en flod af kategori 2-3. Kategori 5 er det sværeste, så niveauet skulle passe fint til os med børn. Turen bliver utrolig hyggelig, da vores ene guide Pang er meget venlig og god til engelsk. Vi svarer velvilligt på alle vores spørgsmål. Hun fortæller blandt anden om en skrøne, som er filmatiseret i en film med navnet Nang Nang (eller noget lignende). Pang har gåsehud, og kan næsten ikke få sig selv til at fortælle historien. Thailand er et meget højt udviklet land it-mæssigt men samtidig er man meget overtroiske og laver små templer til skytsånderne alverdens steder, så de ikke bliver vrede på en!
På turen gør vi et kort ophold på en gumme-fabrik, hvor man laver gummiplader af gummiet fra gummitræerne. Pladerne ligner vasketøj på en tørresnor, men er faktisk rent gummi, som giver det dobbelte i pris i forhold til ubehandlet gummi. Pang fortæller, at udvinding af gummi fra gummitræerne er et meget farligt erhverv, da mange slanger og skorpioner holder til, hvor der er gummitræer.
Et sted langt udenfor “lands lov og ret“skal vi starte vores rafting-tur. Floden er dæmmet op ved et lille idyllisk sted, hvor vi får udleveret hjelme og redningsveste samt får instruktion i, hvordan vi forholder os i gummibåden. I begge ender af båden sidder en instruktør med pagaj, mens maks. fire af os blot skal koncentrere os om at holde fast med fødder og hænder (i en snor). Alle stiger om bord i kanoerne, mens sluserne åbnes, så vandet rigtig får fart på. Det tager godt to timer at dæmme vandet op til en tur på ca. 45 minutter. Vi sendes ad sted og det er rigtig sjovt for de fleste af os.
Da vi knalder hovederne sammen, er vi rigtig glade for hjelmene. Instruktørerne er utrolig gode til at styre gummibådene, og de vurderer hele tiden, hvor vild de kan tillade sig at lave turen. De kan sikkert uden problemer sejle os ned af floden i et roligt tempo, uden at vi bliver særlig våde; faktisk holder vores ene instruktør kun fast med sin ene storetå, som en snor er viklet omkring. Men legebørnene laver os en rigtig spændende tur, hvor vi sidder fast mellem de store sten i vandet eller sejler båden op at ride på en stor sten, så vi blot kan vente på, at de næste både støder ind i os, så vi kommer fri igen. I en af bådene falder en instruktør i vandet, og det giver de øvrige instruktører fri håneret resten af dagen. På specielt udvalgte steder langs floden står der fotografer og fløjter, så vi ved, hvornår vi vil blive fotograferet. Det er noget japanerne i de andre både forstår; de er fremragende til at række hænderne i vejret, når de fotograferes.
Efter en god tur, hvor alle er godt rystet og gennemvåde, hvor det undervejs bliver tid til en lille svømmetur (Tobias blev smidt i vandet af en instruktør), ankommer vi til stedet, hvor bådene tages op af vandet og vi bliver kørt tilbage til udgangspunktet. Vi får en dejlig frokost samt køber billeder fra turen. Endelig køber nogen af os en lille pakke til hjemmerulning af cigaretter i en meget lokal “butik“ á 3 bath (ca. 50 øre) for alt inklusiv tobak og papir.
På turen tilbage i minibussen er specielt Cecilie og Tobias meget glade for Pang, som prøver at lære at tælle på dansk, ligesom hun bruger meget tid på at lære os at tælle på thailandsk. Hun skriver også det thailandske alfabet med de 44 konsonanter, 11 vokaler og 5 ekstra lyde på et stykke papir til både Cecilie og til Tobias, ligesom hun også skriver deres navne på thailandsk.
På turen tilbage beder vi om lov til at fotografere en lille fiskerlandsby, som vi kører forbi. Det får vi lov til, og den (efter vores forhold) utrolig fattige familie, som bor i nogle små flydende træhuse bygget på flamingoplader er meget venlige og imødekommende, selvom vi sikkert ser meget underlige ud. Vi kigger sikkert lige meget på hinanden. De forstår i hvert fald ikke engelsk her. Som forventet har selv denne familie et nydeligt åndehus. For ikke at virke for overlegne, undlader vi at give drikkepenge for vores lille ophold. I stedet køber vi et par flasker energidrik og lader dem beholde byttepengene, hvilket de ikke er meget for.
Vi aftaler med Pang og chaufføren, at de lejes til at køre os til Krabi by om aftenen, hvor vi afhentes på hotellet kl. 18:30 efter en gang obligatorisk massage.
Bilen holder klar til os til tiden, og chaufføren har desuden taget sin kæreste med. På turen til Krabi lader vi Pang finde en god lokal fiskerestaurant til os. Den er meget lokal, og ligger på en båd på floden. De forstår ikke et ord engelsk, så med Pang som tolk får vi bestilt en meget stærk Tom Yum-fiskesuppe som forret og en masse fisk, vi ikke kender navnene på, til hovedret. Måltidet er rigtig godt og børnene får leveret en gang næsten rå spagetti med ketchup fra en nærliggende restaurant. Thomas slås (for sjov) med kokken.
Efter maden besøger vi to lokale markeder, hvor man ikke prutter om prisen. Markedet er nemlig ikke møntet på turister, så ting koster det, de gør. Sandaler kan f.eks. fås for ca. 8 kr., mens en mavetaske kan erhverves for 20 kr. Der er mange billige varer, men specielt lægger vi mærke til udvalget af friturestegte græshopper, melorme og maddiker. Tobias og Jonatan køber 5 Hawaii-skjorter til i alt ca. 40 danske kr. Skjorterne er godt nok i voksenstørrelse, men skal bruges, når de besøger Frank.
Lørdag d. 27/12 2003
Mens Sanne, Palle og Thomas tager på en halv dags snorkeltur til det meget flotte Hong Island, hvor der lever vilde varaner, tager vi andre på en halvdags tur med “sea canoe”, som nærmest ligner en mellemting mellem en kano og en kajak, og hvor man padler med en pagaj. Efter en halv times køretur kommer vi til Ao Tha Lan, somn ligger ud til havet, hvorfra, vi skal sejle. Sam er vores lille utrolig glade guide; og så kan han udtale “beach” rigtigt! To mand i hver kano og så sejler vi. Den er nemt at lære, og vi har en dejlig flot tur i den smukke mangrove-skov med laguner, kløfter (Thailands “small canyon“), grotter og stalaktitter (nedhængende drypsten) og vilde aber og flotte fisk.
Ved frokosttid er vi igen på land og køres i åben ladvogn tilbage til hotellet. Vi sad og rystede på laddet, som de fleste lokale lader sig transportere – ikke særlig behageligt, men spændende at prøve.
Efter frokost ved swimmingpoolen fik børnene lokale pandekager med chokolade (spises med en pind) på en fortovsrestaurant (læs: ombygget knallert med kogeplader og bord og stole af plastik bagved). Da en del er ramt af myggestik, tog vi på apoteket for at købe noget abebalsam, som ifølge Pang skulle virke mod blandt andet myggestik og køresyge. Den store pakke kostede hele 20 bath (3 kr.). Den første pakke, vi fik fat i, havde en udløbsdato en gang i 1991! Vi byttede den til en pakke med udløbsdato i 2007.
Vi fik endnu en gang massage, der som sædvanlig på Ao Nang samtidig udløser en pose frugt med flot forarbejdet ananas og/eller bananer. Børnene var et tilløbsstykke, da de på egen hånd optog massagebar number 5 og fik synkron massage.
Om aftenen spiste vi igen fisk (dejlig red snapper og tigerrejer) på en ny fiskerestaurant, hvor drengene fik deres eget bord. Det hyggede de sig rigtig med; det meste af tiden gik med at spille de nyerhvervede gameboy-spil.
Søndag d. 28/12 2003
Vi havde lejet vores egen speedbåd med to guider hele dagen. Vi skulle afhentes på hotellet kl. 8:30 men efter at have rykket et par gange fik vi at vide, at vi bare skulle gå ned til stranden, hvor båden ventede på os. Da vi spurgte guiderne, hvor længe de havde ventet på stranden, da vi havde måttet vente en time, kunne de pludselig ikke forstå engelsk overhovedet. Da vi droppede at skændes med dem, kunne de uden problemer forstå og tale engelsk igen!
Vi havde en pragtfuld tur i den hurtiggående speedbåd i pæne bølger til Phi Phi Lay, hvor filmen “the Beach“ blev optaget, til Viking Cave og dernæst til Phi Phi Don, hvor vi gik i land. Der var virkelig flot og idyllisk på Phi Phi Don, og selvom børnene var trætte, livede du fuldstændig op med udsigten til en 20-minutters tur på “bananen“, som børnene kaldte en “lyserød søpølse med indbygget hoppepude, som altid vender på hovedet“. Bananen blev spændt efter en motorbåd og de fire børn med redningsveste kravlede op og forsøgte at holde sig fast. Ikke mindre end tre gange blev alle børnene vippet af bananen, når der blev taget for skarpe sving eller bananen blev vendt på hovedet. Alle fire børn har helt oppe at køre, da de kom i land og talte i munden på hinanden om oplevelserne. Efter en rundtur på øen på gåben fik vi en fremragende frokost som buffet.
Efter endnu en badetur for børnene gik turen i speedbåd til et flot koralrev på havet, hvor vi snorklede i de pæne bølger.
Vi sluttede dagen af med et besøg på Bamboo Island, som er en nationalpark, hvor man betaler 20 bath pr. person på stranden. Vi legede i bølgerne og fik frisk frugt serveret på stranden. Turen hjem i speedbåden gik i den grad hurtigt på trods af bølgerne. Vores guider ville åbenbart gerne hurtigt hjem.
Ved aftenstide tog Kim sig en løbetur på stranden, hvilket var muligt, da det var let overskyet. De ca. 30 grader tog den på kræfterne, så de godt 40 minutter løb kostede meget sved. På turen kom jeg til en nærliggende lokal strand, hvor thaierne selv tager hen. Det er sjovt at se, hvad de leger med på stranden: bildæk, bolde med klokker indeni og bygning af sandslotte samt bygning med sten.
Vi trængte alle til en enkelt aften uden thailandsk mad, så vi valgte at indtage aftensmaden på en italiensk restaurant. Middagen blev dog turens dyreste, hvilken primært skyldtes, at vi under middagen købte ikke mindre end syv ure af en gadehandler, som satte sig ved vores bord og to gange måtte hente flere ure på sin knallert. Det hele startede med, at Palle fik pruttet det første ur ned fra 2.500 til 1.100 bath.
Sidst på aftenen tog Palle og Kim på bar og havnede ved midnatstid på massagebar, hvor man var meget utilfredse med det sene ankomsttidspunkt. Pigerne havde også været på arbejde siden kl. 9 om morgenen, så det forstod man godt. Efter at have ofret ca. 300 bath på kolde øl til alle, var vi dog mere end velkomne og fik en vældig snak med specielt et af pigerne, hvis største ønske var en tur til Norge! Hun ved vist ikke, hvad ting koster dér!
Mandag d. 29/12 2003
Den sidste dag ville vi ikke arrangere så meget, men blot få pakket og gjort os fysisk og mentalt klar til hjemrejsen. Palle og Kim var dog en tur i Krabi by for at handle det sidste. Det var nu ikke let at handle ure, da selv byens store urmager ikke kunne tale engelsk. Faktisk handlede vi kun et par t-shirts til samlingen. Vi kunne ikke finde en taxa eller tuk-tuk til tilbageturen, så vi tog i stedet den lokale bus, hvilket kostede os hele 20 bath (3 kr.) for de ca. 20 km.
Sidst på eftermiddagen fik vi nogle mai tai-drinks på stambaren og efter en flot solnedgang tog Palle, Johs og Kim på massagebar og bad om tre gange oliemassage inklusiv levende lys og øl. Det blev hurtigt arrangeret og godt for Palle og Kim var det, at Johs lå nærmest lyset og tog sig af alle insekter og græshopper, som landede på ham. Vi andre nød til gengæld massagen i fulde drag – specielt da vi fik “7 ladies massage“. Der var faktisk syv massøser om os tre mænd. Og så til en timepris på 200 bath (ca. 30 kr) pr. mand.
Om aftenen spiste vi for sidste gang på fiskerestaurant, og mens resten gik til ro, tog Palle og Kim på en meget hyggelig bar, hvor de talte om, at det var lidt uvirkeligt, at vi om 28 timer ville være tilbage i det kolde Danmark. Vi havde ikke på noget tidspunkt på turen haft strømper eller lange bukser på.
Tirsdag d. 30/12 2003
Vi stod op klokken 5 om morgenen og fik udleveret en pakke med morgenmad og drikkevarer til busturen, som bragte os (og de mange tunge kufferter) til Phuket lufthavn. Turen hjem gik udmærket, men efter at have rejst i ca. 24 timer er man godt træt tilbage i Danmark ved 23-tiden dansk tid. Drengene sagde samstemmende, at det havde været den bedste ferie nogensinde.