Vi står tidligt op – vi spiser ikke morgenmad på hotellet, da vi skal sejle fra Port Ellen kl. 07.00 – og være der min. 30 minutter før. Ombord på skibet betaler DMWA morgenmaden som kompensation for den tidlige start!
Vi ankommer til Kennacraig kl. 09.00 – hvor vi kører på tværs af halvøen Kintyre – til det lille færgested Claonaig, hvor vi efter en kort overfart ankommer til Lochranza kl. 10.35. Få minutter herfra ligger Lochranza Distillery / Arran Distillery, hvor vi gør holdt.
Vi kører videre kl. 12:30 med kurs mod Brodick, hvor vi igen skal sejle (kl. 13.50) – og ankommer så til Ardrossan kl. 14.45.
Herfra kører vi de få kilometer til byen Stevenston, hvor den uafhængige aftapper Creative Whisky (David Stirk) har fået sit eget lager og aftapningshal.
Bussen fortsætter sidst på eftermiddagen til Edinburgh, hvor vi indkvarteres på et hotel i lufthavnen (dette skyldes, at de der flyver med Ryan Air skal af sted næste morgen kl. 08.00 – dvs check ind i lufthavnen ca 06.30).
Den sidste aften tager en del af os til en hyggelig smagning hos SMWS i Edinburgh.