Kastrup fredag d. 16. juli 1999.
Tog fra Fredericia kl. 16:45. Ankomst i Kastrup 19:30. Check-in (lidt overvægt, men det gik). Aftensmad (flütes med brie) inden hyggeligt besøg i Whisky World i Kastrup lufthavn. De mange varer frister, men vi fik først lov at smage, da nogle Finner havde forladt butikken. Vi tilbragte lang tid i butikken og fik handlet noget godt whisky. Steen skulle nå den sidste cigaret inden de ni timers flyvetur.
Næsten planmæssig afgang med flyet kl. 22:30. Aftensmad (kylling og ris!) i flyet og forsøg på at sove.
Nairobi til Moshi lørdag d. 17. juli 1999.
Ankomst i Nairobi, Kenya, kl. 8:00 lokal tid; der er kun en times tidsforskel, da det er sommertid i Danmark og vinter i Afrika. Vi møder vores danske guide Erik Lund i lufthavnen. Alt vores bagage bliver smidt på taget af en bus og reb skaffes til at binde det hele forsvarligt fast med. Vores hold er på kun os ni, men med bussen er også et andet dansk hold på 16.
Klokken 10:00 er der afgang fra Nairobi mod Tanzanias grænse. Vi spiser frokost umiddelbart før grænsen på et spisested/souvenirshop. Vi fik pandekager med oksekød og grønt og cola.
Vi måtte gennem fire check ved grænsen før vi kunne fortsætte af hovedvejen i Tanzania; der var asfalt flere steder! Det var varmt og støvet, og vi måtte stoppe flere gange for at tisse og strække ben. På vejen så vi blandt andet zebraer, æsler, geder, giraffer, Thomsons gazeller, strudse og nogle fantastiske views af Kilimanjaro og Mount Meru. Vi så en flot solnedgang bag Mount Meru og den nedgående sols røde lys på sneen på Kilimanjaros top.
Erik havde ikke helt styr på tiden – vi fandt hurtigt ud af, at når han sagde en halv time, tog del som regel en time til halvanden! Det var mørkt, da vi nåede frem til Moshi by. Det var en bedre gyngetur med risiko for piskesmæld. Selv den indre by var helt mørk om natten, da det er meget sparsomt med elektricitet. Vi nåede hotel Springland i udkanten af byen kl. ca. 20:00. Vi fik vores to personers værelser (vi delte toilet og bad med et ældre flink ægtepar).
Efter et hurtigt bad og påsmøring af myggebalsam fik vi aftensmad i det fri (buffet med blandt andet kartofler, ris, grønt og kylling). Kl. 22:30 lagde vi os til at sove under myggenettene i vores senge på værelset.
Moshi søndag d. 18. juli 1999.
Morgenmad kl. 8:00 (papaya, pølser, æg, pandekager, juice og toast). Kl. 9:45 gik vi til Moshi by blandt andet for at veksle ca. 100 amerikanske dollars (pr. mand) til Tanzania Schilling med guiderne Felix og Ramada. Vi gik lidt rundt i byen og besøgte blandt andet det lokale marked. Charles købte et lille smykke, som han fik pruttet ned i 2$ (fra 10$) på to minutter. Sluttede af i byen med at låne et lokalt toilet (hul i jorden) og drikke en øl på en lokal bar. Vi var hjemme på hotellet igen kl. 13.00. Frokost på hotellet kl. 13:30: ris, kylling og grønt.
Kl. 15:00 fulgtes vi med en massai, som stort set ikke kunne tale engelsk, og en tjener fra hotellet på en tur gennem rismarker til den nærliggende skov. Man bruger altid massaierne, når man skal have beskyttelse. Ingen tør udfordre en massai-kriger, som pr. tradition er gode til at slås, og de er altid bevæbnede med sværd. I skoven lavede massaien nogle vandrestokke til os ved hjælp af sit sværd. Vi så blandt andet en kæmpemæssigt 100 år gammelt træ, sort/hvide Colobus-aber, marabu-storke, silkehejrer, ibiser, rovfugle og en masse flotte store farvestrålende sommerfugle.
I skoven mødte vi en cyklist, som var cyklet fra Kenya om morgenen med store dunke smugler-petroleum, som er meget billigere i Kenya end i Tanzania.
Da vi ikke havde fået nok at turen i skoven, gik vi en omvej gennem en lille landsby, som formentlig ikke havde haft besøg af hvide mennesker i flere år. Alle kom ud af husene for at se (og røre) ved os. Massaien fortalte, at en af de små drenge havde sagt til os, at vi var smukke. Det var ved at være aften, da vi vendte hjemad igen. De mange børn vi se, mødte os med ‘Good morning teacher’. Vi så også nogle små børn, som øvede sig i militæreksercits. Da kunne den seje massai ikke lade være med at grine højlydt sammen med os. Vi fulgte tog-skinnerne hjem til hotel Springland og så en flot solnedgang over Kilimanjaro. Bjerget så så kæmpestort og majestætisk ud, at det virkede helt uvirkeligt, at det skulle være muligt at stå på den sneklædte top om 5 dage!
Aftensmad og briefing om vandringen. Alle måtte skrive under på papirer, som overfor det lokale rejseselskab afskrev os alle muligheder for erstatningsforsøg i f.eks. med ulykker på bjerget. Kl. 21:15 gik alle på værelserne for at pakke og gøre klar til i morgen. Værdigenstande blev afleveret til opbevaring i boks, mens udstyr og tøj til safarien blev samlet til opbevaring på hotellet, imens vi er på bjerget. Charles, Steen og Kim lejede vandrestokke til 200 Schilling (ca. 20 kr.), og nogle personer lejede plastsække til ekstra beskyttelse af bagagen, som bægerne skal tage sig af på bjerget. Den enkelte bærer skal bære bagage for to personer (maksimalt 25 kg.). Vi pakkede til kl. 22:30 og havde mange diskussioner om, hvad vi mon ville få brug for på bjerget.
Moshi til Machame Camp mandag d. 19. juli 1999.
Stod op kl. 6:20 fulde at forventning og en smule frygt for bjergvandringen. Det sidste blev pakket ned, og der blev spist morgenmad kl. 7:15. Alle er iført shorts og t-shirts, og alle har dagrygsæk og vanddunke på sig. Afgang fra hotellet kl. 8:15 i minibus; for første gang skete noget til den aftalte tid! Vi provianterede (primært chokolade, kiks og vand) i Moshi i en butik, som ejes af familien, som også ejer Hotel Springland og meget andet i byen (ca. 15 % af alle folk, som forsøger at bestige Kilimanjaro bor på Springland).
Vi kørte til Machame by (i ca. 1.500 meters højre over havoverfladen), læssede af og hilste på vores guide Felix (ham fra byturen i går). Vi fik udleveret madpakker til dagens frokost. Vi gik de ca. tre kilometer til Machame Park Gate, som ligger i ca. 1.700 meter. Turen var meget flot med udsigt over junglen langs kaffemarker og bananplantager. Alle foretog check-in ved gaten, og et før-billede af hele holdet blev taget. Vores chefguide på bjerget var Felix, og guide-assistenten var den 15-årige Edwin. Bærerne fordelte bagagen imellem sig, så de stærkeste bærere fik de tungeste ting.
Kl. 11.00 forlod vi Park Gate, hvor vi gik af en lille grussti. Efter kort tid førte stien ind i regnskoven, som vi ikke kunne se ud af, før vi nåede aftenens lejrplads. Det gik op, op og atter op – visse steder faktisk temmelig stejlt opad. Tempoet var højt, men heldigvis var det overskyet og køligt. I starten måtte vi bære langærmede bluser for at holde varmen.
Kl. 13:30 fik vi frokost i det grønne (kylling, æg, brød og juice). Til dessert fik tre af os (Charles, Steen og Kim) 125 mg. diamox, som forebyggelse mod højdesyge. Efter en halv times frokostpause fortsatte vi op ad bjerget. Vi hørte ikke meget liv i regnskoven, som bestod af meget store træer og frodig undergrund med kæmpebregner og orkidé-lignende blomster. Visse steder kunne vi ane en flot udsigt ned ad bjerget gennem træerne. Vi så dog to fugle, som lignede kæmpe grønirisker, hørte lyden af andre fugle og så en masse kæmpemyrer på vejen.
Det sidste stykke vej var virkelig stejlt og hårdt. Vi gik på en smal bjergkam, hvor det var meget stejlt ned ad kammen på begge sider. Selvom vi ikke følte os særlig trætte, var det dog påfaldende, at vi oftere og oftere, som dagen skrev frem, trådte forkert på den mudrede sti. Det var vores held, at det ikke havde regnet de tre sidste dage, så det var langt fra så mudret, som det kunne have været – det var dog slemt nok. Heldigvis kom ingen dog til skade.
Vi sørgede for at drikke så meget som det var muligt at få ned. Det blev til mellem 3 og 3½ liter vand på vandringen fra kl. 11.00 til kl. 17:15, hvor vi var fremme ved Machame Camp i 2.980 m. Som tegn på, at vi havde væskebalancen i orden (så nyrerne fungerer optimalt), skulle vores urin være helt klar – altså blev der holdt godt øje, når vi tissede! På de 6 timer og 15 min. havde vi vandret ca. 12 km. og steget små 1.300 meter. Alle hjalp med at slå vores seks topersoners og vores fælles mad-telt (stort kuppeltelt) op og hurtigt skiftede vi til noget varmere tøj. Vi befandt os nemlig lige på sky-grænsen, så det var både koldt og fugtigt i lejren; lejren bestod af et areal, hvor man måtte slå telte op, og et par toiletter (skure med en udskæring til et meget dybt hul i jorden). Vand til madlavning, drikke, opvask og hygiejne hentede bærerne i 25 liters dunke i en nærliggende kilde. Flere af os fik hovedpine af at slå telte op, men det gik over efter lidt hvile. Vi skulle dog passe på med for hurtige bevægelser.
En bivirkning ved Daimoxen er en til tider kraftig simren i typisk fingre, tær, hæl eller overlæbe!
Steen brokker sig over den meget mudder på dagens vandring. Da Steen endelig stopper sin enetale kommer Eriks svar: ‘Nå!’.
Vi fik the og varme peanuts og popkorn i madteltet. Connie blev dårlig, du hun fik rejst sig for hurtigt – det udviklede sig til svimmelhed og opkast, hvilket ifølge Erik er et helt normalt tegn på højdesyge. Kroppen reagerer omkring fire timer forsinket på den tynde luft, som betyder, at kroppen ikke kan få den sædvanlige mængde ilt. Mens kokken lavede aftensmad til os, sad vi ved bålet og fik varmen, tørrede tøj eller også pumpede vi vand til næste dag gennem et keramisk filter. Det var ret hårdt arbejde at pumpe de ca. fire liter vand pr. mand til næste dags vandring, og man skulle passe på ikke at læne sig fremover, så hovedet kom ned ad – det gav nemlig hovedpine.
Så er aftensmaden færdig, og den er serveret på en dugen (på jorden i madteltet). Selvom vi alle havde vasket hænder i koldt vand, da vi nåede frem, måtte alle vaske hænderne igen med sæbe i det varme vand, der blev stillet frem. Af hensyn til helbredet på bjerget, skulle vi alle være meget omhyggelige med hygiejnen. Af samme grund var kød på bjerget altid godt gennemstegt. Vi kastede os over aftensmaden, som bestod af the, champignon-suppe, kartofler, pasta, millionbøf, kål og banan. Da vi havde spist til vi var ved at revne, fortalte Erik, at man ikke bør spise for meget, da kroppen så skal bruge for meget energi på fordøjelsen, og kroppen har i forvejen mere end rigeligt at gøre at vænne sig til højden.
Efter maden hyggede vi os ved bålet, hvor det allerede gik meget bedre med Connie. Vi lå i soveposerne kl. 21:30. Vi fik at vide, at det var helt naturligt, hvis vi ville vågne flere gange i løbet af natten og ikke følte, at vi kunne få vejret! Vi skulle blot tage nogle dybe indåndinger og ikke blive bange.
På pladsen patruljerer en bevæbnet vagt hele natten; det skyldes eksempler, hvor folk fra Machame er taget op til de 3.000 meters højde i løbet af natten og stjålet ting fra folk. Hvis vi skal ud og tisse om natten, er det derfor klogt lige at signalere til vagten.
Kl. 22:30 nåede en gruppe nordmænd frem til lejren – de havde været ramt af sygdom på turen op, og måtte klare sig med lygter siden 19:30, hvor det bliver mørkt. Kirsten og jeg havde svære problemer med at sove om natten – vi følte os ikke ramt af højden, men tilsyneladende var kroppen af en anden opfattelse. Det var i hvert fald ikke muligt at finde hvile, når vi lukkede øjnene. Kl. 1:00 var Kirsten tissetrængende og stod op. Vi var begge overbeviste om, at det var morgen, da vi havde vendt og drejet os utallige gange indtil da.
Machame Camp til Shira Camp tirsdag d. 20. juli 1999.
Kl. 6:20 ringede vores væggeur endelig. Det var ikke lykkedes os at sove rigtigt på noget tidspunkt om natten. Bagage blev fordelt i dagrygsæk og sækken til bærerne, teltet blev pakket sammen og vi fik morgenmad (havregrød, toast, marmelade, æg og tomater). Kirsten, Annette, Flemming og Connie måtte på diamoxen, da de alle var mere eller mindre plaget af højden. Det er vigtigt, at starte en diamox-kur om morgenen (og ikke om aftenen), da pillerne er vanddrivende. Ellers risikerer man at skulle bruge natten til tisse i stedte for at få den tiltrængte nattesøvn.
Kl. 8:15 gik vi af sted. Skydækket fulgte os på vandringen indtil kort før frokost, men da vi kom over skyerne, kunne vi se sneen på toppen af Kilimanjaro. Connie fik det igen dårligt før frokost og måtte hvile – vi frygtede det værste, da vi måtte lade Connie og Erik blive tilbage, mens vi andre gik mod frokoststedet i 3.600 meter. Heldigvis var Connie hurtigt klar igen til at fortsætte, og hun og Erik nåede frokost stedet en lille halv time senere end os andre. Bærerne havde dækket op til frokost i det fri; vi fik tomat, æg, en slags agurk, mango, appelsin, gulerødder, toast, kiks og the. Vi fik lov til at slappe af et skyggefuldt sted en times tid – blot var det meget vigtigt at vi holdt med, at ingen faldt i søvn.
Efter frokosten fortsatte vi mod Shira Camp i adstadigt tempo – pole pole (Swahili for tag det roligt). Vi hørte enkelte fugle og så en underligt udseende græshoppe og nogle hvidhalsede ravne. På grund af højden har vegetationen ændret karakter – vi er nu i det såkaldte moorland, hvor der ofte er frost og klar solskin. Der er ikke længere træer, og området var ekstra goldt pga. en kolossal steppebrand tre år tidligere. Branden varede i to måneder og ramte et område på ca. 150 km2 fra Machame til Marangu.
Vi nåede frem til Shira Camp i 3.840 meter kl. 15:00. Igen i dag blev der drukket mellem 3 og 3½ liter vand på de ca. 9 kilometers vandring. På de 6 timer 45 min. Var vi steget små 900 meter.
Som sædvanlig pakkede vi ud og slappede af inden aftensmaden, som bestod af kylling og ris. Vi var færdig med spisningen kl. 19:30. Ved bålet talte vi med Erik om mulige emner til vandreture/ferier i fremtiden. Højden ses nu også tydeligt på lejrbålet, som også mangler ilt for at brænde godt. Der er ikke meget brændværdi i selv større træstykker!
Kl. 20:15 gik vi i seng i håbet om at kunne være veludhvilede til næste morgen. Det var let frostvejr i den stjerneklare nat, og Kirsten frøs meget om natten. Det anbefales at tage en hue på, hvis man fryser om natten – ca. 30% af varmen forsvinder dér.
Shira Camp til Barranco Camp onsdag d. 21. juli 1999.
Efter endnu en nat uden søvn, stod vi op kl. 6:20, hvor vi pakkede bagage og telt. Morgenmad kl. 7:30. Det var fortsat skyfrit og koldt, og der lå rimfrost på telte og på jorden, hvor der er skygge. Da Thyge er lidt skidt, hopper han også på diamox-vognen, og er dermed nødt til at tage diamox morgen og aften på resten af turen – ligesom de fleste af os andre (kun Klas får ikke diamox).
Kilimanjaros top er helt synlig og flot at se op på, da vi forlader lejren kl. 8:15. Dagens program: først ca. 4½ timers vandring, så vi kan spise sen frokost i 4.630 meter og vænne os til højden. Efter frokosten skal vi for første gang prøve at gå nedad til 3.900 meter, hvor vi bliver for natten. Vi skal bruge de to næste dage på at gå rundt om bjerget, da det kun kan bestiges til fods på den anden side.
Kl. 9:30 har vi alle nået endnu en rekord – for første gang i livet går vi i over 4.000 meters højde. Når vi på skiferie er i godt 3.000 meters højde, opdager kroppen det som regel ikke, da man jo hurtigt er nede i lavere højde igen. Da solen er meget skarp heroppe, bærer Kim konstant beduintørklæde, kasket og solbriller.
Ingen af os bruger endnu vandrestok, hvilket er meget naturligt ikke at gøre for danskere. Ca. 10% af danskerne på Kilimanjaro bruger en vandrestok, mens ca. 90 % af alle englændere og franskmænd bruger to stokke! Det er derfor nemt at se på afstand, om en gruppe på bjerget er dansk eller ikke.
Bærerne får først løn, når vi alle er hele nede. Derved sikres det, at ingen stikker af og efterlader os på bjerget. Hvis man brokker sig over bærerne eller guiderne, får de sikkert en pause og vil derfor ikke få løn i en periode. Det er altså i alle de lokales interesse, at turen bliver en succes.
Erik fraråder os at drikke energidrik, med mindre man har tynd mave. Det tager nemlig for meget energi fra kroppen. De fleste har i øvrigt let hovedpine eller kvalme nu.
Fra 1. august 99 er det ikke længere tilladt at fælde træer op Kilimanjaro – bærerne må selv medbringe brænde fra byen!
Kl. 11:30 er vi i 4.300 meters højde, og Annette har kvalme. Derfor tager Felix hendes rygsæk, og vi fortsætter opad.
I 4.630 meters højde holder vi frokostpause fra 12:45 til 13:50. Det er 30 o C. og vindstille. Pausen er så lang for at vænne kroppen mest muligt til den tynde luft inden vi skal nedad bjerget for natten. Efter frokosten hviler vi og slapper af, men to og to sørger vi hele tiden for at holder hinanden fra at falde i søvn. Hvis først man falder i søvn, kan det være svært at komme i gang igen, og man er sikker på ekstra hovedpine.
I stedet for en lang frokostpause, kan man vælge at gå en tur højere op, men erfaringen siger, at dem som gør det ikke når toppen! Altså skulle ingen af os på ekstra eventyr. Steen spørger for sjovt, om nogen kunne tænke sig et varmt brusebad. Erik svarer, at hvis vi havde muligheden, ville vi derved spolere muligheden for at nå ret meget videre. Når man har været ude i naturen i flere dage, opbygges en naturlig beskyttelse – hvis vi tog et varmt brusebad ville vi formentlig ikke kunne holde varmen på resten af turen!
Flemming-citat: Jeg er ligeglad om hun er bibliotekar, bare ‘butikken’ er åben som seven-eleven!
Efter frokost 13:50 begiver vi os nedad rundt om bjerget. Det er meget hårdt at gå ned – det kræver høj koncentration, og det støver a h til. Charles må gå på kompromis med endnu et af sine principper og skider i det fri!
Efter i alt 8 timers vandring er vi fremme ved Barranco Camp i 3.950 meter kl. 16:20. På tredjedagen blev der drukket ca. 3 liter vand på de ca.12 kilometers vandring, som gik ca. 800 meter op og ca. 700 meter ned igen.
Inden maden pumper vi vand til næste formiddags vandring – ved middagstid kommer vi til sidste kilde med vand inden toppen. Dér skal vi så pumpe til resten af opstigningen. Kl. 18:20 er det tid til aftensmad: champignonsuppe, der som sædvanlig drikkes direkte af den dybe tallerken. Kl. 19:15 – 19:30 er der hygge ved lejrbålet og derefter direkte i soveposen – tidspunktet er ifølge Erik meget normalt. Brændet til bålet har bærerne måttet hente to timers gang fra lejren.
Barranco Camp til Barafu Camp torsdag d. 22. juli 1999.
Kirsten har sovet med to lag tøj og nathue – et ømt syn. Fra morgenstunden er Kirsten og jeg ikke til at skyde igennem – for først nat i tre forsøg har vi sovet (næsten) igennem. Man føler sig som et helt nyt menneske, og man føler ikke længere det kan gå galt med forsøget på at nå toppen af Kilimanjaro – vi skulle blive klogere! Flemming er til gengæld ikke frisk til morgen.
Der er afgang kl. 8:05. Vi prøver noget helt nyt og spændende. I en lille times tid har vandringen nærmest karakter af klatring på den meget stejle Barranco Wall. Enkelte steder må vi hjælpe hinanden over kritiske steder. Det er rigtig spændende og udsigten er uovertruffen. Det er stadig tørt og nu også vindstille. Annette er fortsat ikke frisk, og Felix tager hendes rygsæk.
Det går hele tiden op og ned. Det er skyet og 11 o C. Vi bliver overhalet af en bærer med en fin vandrestøvle på den ene fod og en klip-klapper af plastik på den anden. Inden frokost tvinger vi ca. 2,5 liter ren vand (ingen mineralopløsning) i os.
Frokost i Barranco Valley i 3.900 meter fra 11:20 til 12:35. Annette stadig skidt tilpas. Det er blevet koldt og blæsende, så Kirsten tager ALT tøj på. Frokosten består en utrolig god og dejlig varm stew af kartofler, grøntsager og en lille smule kød. Dertil får vi toast (vendt i øg og mælk). Bærerne laver som sædvanlig en omgang ugala, som røres med en kæmpeske, de lige har skåret ud af et stykke træ. Vi ser kredsende ørne til frokost. Alle pumper vand for sidste gang inden top-forsøget.
På Swahili siger vi tit og ofte JAMBO (hej eller goddag) og SANTA SANE (mange tak). Efter frokost går vi i et meget goldt ørkenagtigt landskab. Det er godt at have huer eller pandebånd på, da det blæser en del, og vi befinder midt i et køligt skydække. Vi kan ikke se ret mange meter frem for os. Kirsten har let kvalme.
Rekorden i at nå toppen af Kilimanjaro på tid er 32 timer! Det anbefales kraftigt ikke at bruge regnslag på toppen af Kilimanjaro – i 98 mistede en tysker og en lokal bærer livet, da vinden trak tyskeren ud over kraterkanten og bæreren forsøgte at redde ham.
Klokken er nu 15:00 og det er blevet rigtig koldt og blæsende. Hovedet dunker og det føles helt naturligt at gå rigtig langsomt. Annette har det rigtig skidt, så snart vi ikke holder pause – hun skal derfor følge lige i Erik fodspor. Vi er i 4.250 meter, og der er 300 højdemeter tilbage inden campen, og det går kun opad. Der er ingenting, som stopper vinden, så den får god fart på nu. Ingen siger noget i lang tid – men vi sætter personlig højderekord for hvert skridt vi tager.
I 4.400 meter skinner solen igennem skyerne. Landskabet er fortsat meget goldt – der er langt mellem vegetationen. Alle er fortsat med.
Klokken 16:20 når vi 4.450 meter. Alle er ved at være utålmodige efter at nå frem, så vi kan hvile mest muligt inden natten top-forsøg. Humøret er heldigvis stadig højt og Steen joker med Felix. Charles har ondt i ryggen og taler om at betale en bærer for at bære hans rygsæk på natten vandring. Kim træder lidt til side for at fotografere resten af flokken. Bagefter er det meget hårdt at nå frem til de øvrige igen.
Klokken 17:35 er de fleste fremme ved Barafu Camp i 4.550 meter. Da Flemming og Kim har haft en mindre krise, kommer de lidt senere end de andre. Pulsen er meget høj og de sidste 15 minutter har ikke været sjove – vi måtte holde mange små pauser for at yderligere kvalme. Teltene er slået op, men da undergrunden er ren klippegrund er teltbardunerne blot bundet fast til løse sten. Der er en utrolig flot udsigt til toppen af Kilimanjaro fra campen. Omkring campen svæver nogle hvidhalsede ravne. Annette har det rigtig skidt og kaster på, da hun når frem til lejren. På fjerdedagen har vi tilbagelagt ca. 9 kilometer og er steget ca. 600 meter på omkring 9 ½ time.
Indtil klokken 18:00 pakker vi rygsækken til nattens vandring – alt overflødigt tages ud. Det er f.eks. ikke nødvendigt med mere end ca. en halv liter vand pr. person, da det formentlig vil fryse til is efter kort tids vandring! Annette satser og pakker også sin dagrygsæk og håber, hun når at blive frisk til turen. Fra 18:00 til 18:30 drikker vi te. Bagefter spiser vi lidt aftensmad og lægger tøjet til nattens vandring frem. Alle får tilbudt en dunjakke, som Topas har fået syet i Østen. Selvom vi kan forvente temperaturer ned til mellem 10 og 20 minusgrader, er det kun cirka. halvdelen af alle folk, som benytter sig af tilbudet. Det skyldes, at det bedre kan betale sig med mange lag tøj end en enkelt tyk jakke ovenpå få lag. Ifølge Erik skal vi bare lægge rigelig med underbukser og T-shirts frem til nattens prøvelser. Specielt underbukserne er vigtige, da man let bliver kold bagi, når man af træthed sætter sig på isen! Erik henter Annettes dunjakke, da han ikke mener det forsvarligt, at Annette går med.
Klokken 20:00 er det sovetid, men Kirsten får ikke sovet meget. Vi synes det rukser meget voldsomt i teltdugen, men ifølge Erik er det ikke værd at tale om – campen er nemlig placeret på en smal bjergkam, hvor der er meget langt ned på begge sider. I 98 mistede en pige livet, da hun faldt ned fra bjergkammen om natten, da hun skulle ud at tisse. Ingen forsikring dækker.
Barafu Camp over Uhuru Peak til Mweka Camp fredag d. 23. juli 1999.
Alle bliver vækket ved midnatstid. Det fremlagte tøj tages på og klokken ca. 00:15 er alle (på nær Annette) klar til vandringen. Charles og Kim medbringer videokamera, som pakken ind i et håndklæde og batteriet bæres inde på kroppen, så det ikke løber tørt for strøm i kulden. Felix, Edwin og tre andre bærer skal følge os til toppen. De er udstyret med alt fra lange underbukser til store skibriller. Det er meget svært at genkende dem. Nu er Felix virkelig i sit es – han organiserer turen og dirigerer hele tiden med de andre bærere. Han placerer folk i rækkefølge efter hvor stærke de ser ud. De formodes stærkeste skal gå sidst, så de ikke kommer til at presse nogen unødigt. Imellem hver anden person placerer Felix en bærer, som så får til opgave at holde øje med to mand hele tiden. Erik har bestemt, at vi alle følges ad på turen, da vi er en meget homogent hold.
Vi har alle medbragt lommelygter og Charles har en pandelampe. De fleste bruger dog ikke deres, da det er hårdt for øjnene med det skarpe lys. Det er heldigvis skyfrit, så den halvfulde måne giver et rimeligt lys. Forreste mand, Felix, bruger sin pande lampe til at finde vejen – vi går IKKE ad afmærkede stier, så det er noget af en præstation, at finde vej. Det meste af vejen er temmelig stejl, og vi kan aldrig rigtig fornemme, hvor langt vi kommet og hvor langt der er igen. For vores skyld er Erik meget lidt meddelsom om, hvor højt vi er kommet op og om, hvor langt vi har igen. Det kan virke meget nedbrydende for moralen, når vi har gået et par timer og hører, at vi kun har bevæget os ca. 100 meter opad!
Den første halve til hele time synger bærerne konstant. Det gør et stort indtryk på os alle og hjælper os til at holde modet oppe og glemme hvor hårdt det er. Heldigvis er det så mørkt, at de andre ikke kan se, når man smågræder lidt. Man ved ikke rigtig hvorfor, men de store følelser er nok en kombination af træthed, udmattelse og frygt for hvad der venter en. Vi holder mange små pauser, men sørger for at holde pause, hvor der er nogenlunde læ. Det er roligt i vejret og skyfrit – stjernehimlen er utrolig flot. Da der ikke er noget kunstigt lys til at forstyrre udsynet, kan man se mange flere stjerner end på noget sted i Danmark.
Efter godt en halv times vandring begyndte Kirstens hofte at sove, da de yderste trusser ikke var store nok – ved førstkommende pause, blev bukser trukket ned og ved hjælp af en kniv blev tre par trusser klippet op! Efter godt en times vandring er der ved at være is i vores drikkedunke – for ikke at ødelægge maven, blev der ikke drukket mere på turen op. Det er ikke sjovt at gå bagved Flemming eller Klas, da de begge har meget svært ved at styre deres ben, som ikke lystrer længere.
Felix dirigerer hele tiden rundt med bærerne, så dem med størst problemer/kriser kommer fremad i rækken og bliver holdt under opsyn. Hvis man vakler for meget, bliver man puffet tilbage på sporet af sin personlige bærer. Hvis det ikke er nok, kan man holde støtte sig til en bærer ved at holde ham i hånden. Da Klas har svært ved at styre sine ben, overtager en bærer hans rygsæk. Stille og roligt overtager bærerne rygsækkene fra os alle. Selvom rygsækken ikke føles tung, er det en stor befrielse at slippe for den. Klas og Connie taler flere gang om at give op og tage tilbage til lejren, men i flere omgange bliver de overtalt til at fortsætte.
Omkring klokken 3:00 i 5.200 meters højde giver Connie op og ønsker at gå tilbage. Flemming har det også skidt og vælger at følge med tilbage. Thyge har i et stykke tid gået og tænkt på, hvad han egentlig laver i mørket på et højt bjerg – da han ikke længere kan se en mening i at fortsætte, vælger også han at følge med Connie og Flemming. Bæreren Alex får til opgave af følge de tre tilbage til lejren i 4.550 meter. De 5.200 meter er nu også en flot præstation – det er faktisk ca. i den højde man plejer at placere basecamp på Everest-bestigninger!
Connie, Thyge og Flemming har en hård tur tilbage i mørket – Alex har svært ved at finde vej, og de er først tilbage hos Annette i Barafu Camp omkring kl. 5:00.
Kim og Klas taler en overgang om, at det måske ikke er ansvarligt at fortsætte, når Klas ben hele tiden vakler og han falder flere gange. Det kniber også med at tale rent ind imellem. Vi har dog ikke rigtig kræfter til at tage en beslutning om at give op – udsigten til at skulle gå den lange vej tilbage i mørket er heller ikke til at bære. Vi føler os dog rimelig trygge ved bærernes vurdering af, at det ikke er en farlig form for højdesyge, vi er ramt af.
Steen har problemer med kulden specielt om benene, så han er meget ivrig efter at droppe eller forkorte pauserne. Steen frygter, at kulden kan stoppe hans mulighed for at nå toppen. Alle vi andre er til gengæld mere en glade, når Klas ofte beder om en pause – så slipper vi for at bruge kræfter på at bede om det samme. Indimellem smider Klas sig på jorden, men bærerne er hurtigt over ham og rejser ham op, så vi kan holde pause, hvor vi kan finde en smule læ. Ved hver pause smider Charles sig straks på ryggen, da den gør ondt. Klas KRÆVER ofte at få at vide ved Erik, hvor langt vi har igen og hvor højt op vi er kommet. Erik prøver at undvige, og fortæller i stedet, hvor lang tid der er til vi begynder at kunne ane solen stå op. Den tynde luft gør, at man ikke tør se op på den flotte stjernehimmel, imens man går. Det giver nemlig ekstra kvalme og ondt i hovedet. Man koncentrerer sig om hele tiden at følge støvlerne på personen foran sig i rækken. Klas tilbyder flere gange at give op, så han ikke er en byrde for os andre. Det afvises selvfølgelig – vi VIL op samlet, og hvis vi ikke når op og ser solopgangen betyder det mindre. Klas taler om, at han VIL op, så han kan tage billeder til Annette, som jo ligger nede i teltet.
På et tidspunkt møder vi fire belgiske vandrere, som bedende spørger, om nogen af os vil følges med dem tilbage til lejren. De var oprindelig ni vandrere, men da først deres chefguide vrikkede om på foden og måtte vende om, gik det helt galt for dem. På forskellige tidspunkter måtte de øvrige fem belgiere give op og blev ledsaget af hver deres bærer ned til lejren. De sidste fire blev blot ladt tilbage, hvilket ALDRIG må ske. Når chefguiden er væk, er der åbenbart problemer med instrukserne hos de øvrige bærere. Erik tilbød de fire bærere at følges med os mod toppen. De var meget glade for tilbuddet og fulgte os tæt uden at sige ret meget på resten af turen op.
Klokken 6 begynder det så småt at lysne i det fjerne; det giver os vi alle ekstra kræfter. Nu er det igen til at overskue. Vi tænker dog ikke på Uhuru Peak i 5.895, men håber blot at nå Stella Point i 5.700 meter. En del af vejen er dækket af is.
En stykke tid er det meget stejlt og vi går i grus og småsten. Flere af os glider og er ved at falde flere gange. Da Klas falder flere gange, bliver Klas bedt om at holde fast i Felixs rygsæk, så han kan blive trukket op. Da Charles og falder flere gange, får han også en bærers rygsæk at holde fast i en kort periode.
Klokken 6:20 smider Klas sig endnu en gang i sneen og beder højlydt om blot tre minutters pause. På en brøkdel af et sekund springer Erik frem og river Klas op på benene. Omgående beordrer han os til at fortsætte. Vi forstår ikke rigtigt, hvorfor vi pludselig har så travlt, men ingen har overskud til at protestere. Vi fortsætter den langsomme vandring opad og klokken 6:26 når vi Stelle Point på kraterkanten af Kilimanjaro. Vi er alle meget overraskede over pludselig at være der, men Erik ønsker os tillykke med bedriften og vi omfavner alle hinanden. En utrolig præcision at nå Stella Point to minutter før solopgang. Tårerne er ikke til at holde tilbage, og det er ikke på grund af den kraftige vind!
Kim tager videokamera frem og filmer det enestående sceneri, hvor solen er lige ved at bryde igennem. Vi har ikke rigtig følt, hvor højt pulsen er kommet op på nattens hidtil godt seks timers vandring, men det afsløres tydeligt på videooptagelserne. Inden solen når at bryde igennem klokken 6:28 beordrer Erik os til at fortsætte mod Uhuru Peak, som ligger ca. 200 meter højere oppe på kraterkanter. Vi fortsætter omgående vandringen, og har fået nye kræfter på grund at adrenalinen, som pumper ved tilfredsstillelsen af at have nået delmålet Stella Point. Solen bryder igennem, men ingen har overskud til at bede om udsættelse, så solopgangen kan fotograferes. Det er Eriks erfaring, som siger ham, at med blot 10 til 15 minutters pause på kraterkanten, så kommer man ikke i gang igen, men stiller sig blot tilfreds med at have nået de 5.700 meters højde.
Den ene af de belgiske piger, som fulgte med os, var så udmattet og desorienteret, at hun åbenbart ikke ænsede, hvor hun var. Hvis ikke Erik havde stoppet hende, var hun fortsat ud over kraterkanten!
Vi vandrer en times tid langs kraterkanten mod det højeste punkt, Uhuru Peak i 5.895 meter. Det hele er meget imponerende med skyerne under os, som nærmest flyder sammen med gletscherne omkring os. Solen er meget skrap og der blæser en kold luft op langs kraterkanten.
Klokken 7:30 når vi så Uhuru Peak, og igen vælder tårerne frem, imens vi omfavner hinanden og ønskes tillykke af Erik. Også bærerne får alle en krammer. Klas tager sin medbragte Whisky frem, og de obligatoriske billeder og video tages. Da vi har nogle lange timers vandring foran os, tør vi ikke drikke noget alligevel! Charles prøvede at ringe hjem til Lene fra toppen af Kili, men som forventet lykkedes det desværre ikke at få forbindelse. De fem af de oprindelige ni kan nu med god samvittighed kalde bjerget ved dets kælenavn, Kili.
Kilimanjaro ligger på grænsen mellem Tanzania og Kenya, om fra toppen er det muligt at ane savannen de ca. 5 km. under os. Efter 10 til 15 minutters ophold ved Uhuru Peak begynder vi tilbageturen i mindre grupper mod Stella Point, hvor vi skal samles omkring klokken 8:30.
Vi aftaler at man hver især blot kan vælge et passende tempo ned at bjerget til Barafu Camp i 4.550 meter. Jo hurtigere vi er nede, jo mere hvile kan vi nå inden vandringen til Mweka Camp i 3.100 meter. Vi skiftevis småløber og glider i først sneen og senere i gruset ned at bjerget. Det støver afsindigt, knæene smerter, og vi sveder meget i varmen fra solen, som allerede bager godt. De af os, som har stokke, har stor glæde af det tredje ben, de giver os på turen ned.
Klokken ca. 11:30 er vi tilbage i Barafu Camp ,hvor vi modtages af de andre i gruppen. Der er blevet sørget godt for Connie, Thyge, Flemming og Annette i lejren. Vi får tilbudt et glas appelsinjuice, som stort set er det eneste vi har indtaget de seneste godt 14 timer! Man er faktisk mere træt og udmattet end sulten.
Nogen af os tog en lur i teltene i 15 til 20 minutter, hvilket vi aldrig skulle have gjort. Det gav hovedpine, og det var svært at tage sig sammen til noget som helst bagefter. Bagage og telte blev pakket sammen og vi spiste lidt suppe til frokost.
Klokken 12:30 forlader vi Barafu Camp og begynder nedstigningen med Mweka Camp i 3.100, hvor vi hører man kan købe cola. På turen ned møder vi andre, som er på vej op. Vi er et øjeblik i tvivl om de gået helt i stå. De vandrer faktisk, men det ser ud til at foregå i slowmotion. Vi så helt sikkert selv sådan ud, da vi var på vej op dagen forinden. Klokken 16:00 ankommer vi meget trætte og med ømme knæ og tæer til lejren. I de seneste 32 timer har vi vandret knap 24 timer, så der er ikke noget at sige til, at folk er trætte. Ca. en måneds tid efter bestigningen af Kili har flere af os stadig ikke kontakt med nogle af vores tær – det føles som om de sover konstant!
På turen ned leder Charles efter sine solbriller, som han har på! Jo, solen var meget kraftig.
Lejren ligger lige på skygrænsen, så den manglende søvn og udmattelsen gør os let modtagelige for sygdom. Flere får da også ondt i halsen. Efter at have handlet cola og vand (ingen gider længere pumpe vand) spiser vi aftensmad. Kim og Charles sætter endnu en rekord – de går begge i seng kl. 18:30 og har ingen problemer med at sove indtil næste morgen.
Mweka Camp til Moshi lørdag d. 24. juli 1999.
Vi står op klokken 6:15, pakker, spiser morgenmad og forlader lejren i 3.100 meter klokken 8:20. Af hensyn til sin ryg, havde Charles afleveret alt bagage til bærerne om morgenen. Vi frygter dagen, da vi har hørt, at det har regnet de sidste dage i regnskoven og Erik kan fortælle, at stien ned er stejlere, end hvad vi hidtil har oplevet. Turen ned foregår i flere små grupper, og vi ankommer til Mweka Park Gate i 1.828 meter mellem 11:30 og 12:30.
Turen var ikke dog så hård som forventet, og der blev ikke holdt mange pauser – det første stykke gik vi meget langsomt og forsøgte at undgå de mest mudrede steder, men efterhånden som alle havde været mere eller mindre nede i mudderet, tog vi det ikke så tungt og småløb en del af vejen. Turen gav os en god idé om, hvor fugtig en regnskov kan være. Det var så diset og fugtigt, at det var svært at finde lys nok til at tage billeder. Flere af os var mudrede helt op til livet.
Vi vaskede det værste mudder af tøj og støvler i en lille bæk. Længere nede af bækken stok de lokale og vaskede hår i vandet! Vi skrev os ud af Kilimanjaro National Park og fik noteret, hvor højt vi nåede op. Fra klokken 12:55 til 13:10 gik vi mellem kaffeplantager længere ned af bjerget til stedet, hvor bærerne havde båret vores bagage. På tuen blev vi mødt af en sød dreng, som bad om chokolate – han havde åbenbart erfaret, at folk som regel var blevet træt af de medbragte chokolade- og müsli-barer på slutningen af vandringen. Han fik en müslibar og en lille pose hundeprutter, som han stak i baglommen og piskede hen til de næste folk. Da de sidste i vores gruppe var ved at give ham deres chokolade, kunne han næste ikke holde bukserne oppe med den anden hånd – lommerne var helt fyldt op med slik og chokolade fra os! I øvrigt var det yderst sjældent på hele turen, at vi mødte voksne eller børn som tiggede.
Klokken 13:20 fik vi det sidste måltid på bjerget – risret med kylling og cola at drikke. På vores alles vegne købte Charles øl til alle bærerne, som havde gjort et fortræffeligt arbejde. Erik var dog ikke begejstret for tiltaget.
Vores bærere var stillet op på en lang række i rangorden, fra chefguide, guide-assistent, kok til bærer. Da Erik skulle til at afregne med dem, var de pludselig blevet en ekstra kok, som vi ikke kunne huske fra bjerget. Da de nu var 17 i stedet for 16, fik de blot lidt færre penge. En enkelt af bærerne brokkede sig til Erik over at han hans afregning ikke passede. Da Erik blot afviste ham og sagde, at han havde fået de 2.000 han kunne tilkomme, var der ikke mere brok – gik den, så gik den!
Vi måtte gå yderligere 5 minutter ned af bjerget, da vores bus ikke kunne komme længere op ad den mudrede og hullede grusvej. Vi har tilbagelagt omkring 90 kilometer på bjerget de sidste seks dage. Klokken 13:45 kører vi det sidste stykke ned af bjerget – vi ankommer til Hotel Springland omkring klokken 15:00. På turen fortæller Felix, at i hvert fald ikke skal med os på safari – hans arbejde foregår på bjerget, safari er for kedeligt. Han fortæller, at han har været på toppen 150 gange, men det må han dog ændre til omkring 50, da Erik senere på dagen, går ham på klingen.
De beskidte støvler og tøj blev afleveret til vask på hotellet. Vi samlede en stor sækfuld aflagt tøj mm. til Felix og bærerne. Vi sad og nød et par øller i gårdhaven på hotellet og ved en mindre højtidelighed fik fem af os overrakt beviset på, at vi havde nået Uhuru Peak i 5.895 meter. Felix blev sendt med taxa til Moshi by for at købe nogle vandrekort over Kili. Han fik først penge af os, da han kom tilbage med kortene. Vi lover Felix at sende ham et billede af holdet. I øvrigt var det meningen, at vi skulle have haft stole med på bjerget, men ingen ved rigtig, hvad der blev af dem!
Fra 18:00 til 20:30 får vi vores første rigtige bad, hårvask og toiletbesøg i en uge. Det er godt, vi ikke har haft spejl med på bjerget! Klokken 18:30 får vi vores støvler retur – for 3 dollars pr. par er de nu renere end de har været på noget tidspunkt på turen.
Klokken 20:30 får vi aftensmad i form af buffet med – gæt en gang: ris og kylling. Efter maden bliver vi briefet om safarituren , som starter i morgen tidlig. Klokken 22:00 går vi på værelserne og pakker bagagen i to dele – en del, som skal blive på hotellet og den del, som skal bruges på safarien. Klokken 1:30 er det sengetid – desværre virker toilettet ikke længere.
Moshi til Karatu søndag d. 25. juli 1999.
Klokken 6:45 står vi op – vi var alligevel allerede vågne. Klokken 8:00 spiser vi morgenmad og underskriver igen papirer, som betyder, at vi fraskriver os alle muligheder for erstatning, denne gang på safarien.
I går aftes ankom en bus fuld hvide sydafrikanere, som skulle på bjerget i dag. De skulle bruge mange bærere, da de skulle have både stole og borde med op. En mand kom slæbende med en kæmpekasse på hovedet. Alle vi danske grinede, da en af os sagde, at manden kom slæbende med et lig. Afrikaneren vendte sig imod os og sagde Somebody died! Hvem siger, at danskere og afrikanere ikke har samme form for humor? Det er normalt, at folk som skal på bjerget prioriteres før safari-folk, men højst overraskende var vores to jeeps og forsyningsvognen (en minibus med kok) pakket og klar til afgang til tiden klokken 9:30.
Vores to chauffører Mara og James var blevet hyret aftenen i forvejen, hvilket er i god tid på de kanter. Mara blev hurtigt døbt Smølfen, da han kun fylder ca. det halve af Erik i landskabet. Bilerne blev tanket op – det sker altid først om morgenen, så ingen fristes til at stikke af før en safari. Selve afregningen med chaufførerne sker først EFTER turen af samme grund. Klokken 10:30 forlod vi Moshi. Klokken 12:15 – 13:00 spiste vi den sædvanlige madpakke med kylling, banan, æg, toast og pandekage i byen Mto Wa Mbu, hvor vi kunne handle træskærearbejder.
På et tidspunkt gik bilen, hvor James var chauffør i stykker. Køleren var gået løs. Med Flemmings hjælp blev den fastgjort ved hjælp af nogle bolte, som lå i bilens askebægre, og noget snor! Det var ikke så betryggende, da hovedparten af selv de store veje var meget hullede og mange steder delvist skyllet væk. Asfalt var der ikke meget af. Også den anden bil havde mindre problemer, men blev repareret undervejs.
Ved søen Lake Manyara ser vi en del bavianer, som sidder i vejkanten og spiser. Det er meget støvet overalt – i starten er støvet gråt, men senere på dagen bliver det rødt, da jorden i den del af landet er meget jernholdig. Klokken 17:00 gør vi holdt i byen Karatu for at købe ekstra bolte til køleren.
Klokken 17:30 når de to personvogne frem til campingpladsen Kudo Camp lidt uden for Karatu. Vi slår telte op og hænger vores vasketøj fra hotellet til tørre. Også vores forsyningsvogn er gået i stykker og kan ikke nå frem i tide til aftenstide. Vi tilbringer ventetiden med at drikke øl og vand og med at snakke om alt det smørrebrød og burgere, vi skal have straks, vi kommer til Danmark igen. Vi underholder os også med at betragte et hold mørke sydafrikanere, som spiser aftensmad i det fri. Maden er lavet som buffet, hvor man en ad gangen danser og synger inden man tager sin mad – resten af selskabet klapper og synger med.
Klokken 21:00 er vores forsyningsvogn nået frem, og kokken og hans medhjælper har aftensmaden klar. Vi sidder i mørket og spiser en dejlig karrysuppe og spagetti med stew.
Karatu til Serengeti mandag d. 26. juli 1999.
Klokken 6:00 står vi op, klokken 7:00 spiser vi morgenmad og klokken 8:00 forlader vi Kudo Camp og kører mod Ngorongoro krater. Klokken 8:40 betaler vi entré ved indgangen til Ngorongoro Conservation Area. Klokken 8:55 kører vi op ad kraterkanten til Ngorongoro-krateret, som er ca. 20 kilometer i diameter. Toppen af kraterkanten ligger i 2.200 meter og der er ca. 600 meter ned til bunden af krateret.
I krateret ser vi en del massaier og en masse dyr: glenter, marabustorke, flamingoer, gribbe, elefanter, løver, antiloper af forskellig slags, gnuer, zebraer, flodheste, hyæner og bavianer. Hvis man vil have tilladelse til at videofilme i krateren koster det 100 $. Det er dog tilladt at fotografere.
Vi spiser frokost ved en sø midt i krateret, hvor det er tilladt at gå ud af køretøjerne. Vi skulle dog passe på glenterne som er rimelig nærgående og interesserede i vores frokost: den sædvanlige madpakke, dog med en utrolig fedtet nedsmeltet dobbelttoast. Klokken 15:15 er vi igen oppe på kraterkanten og forlader Ngorongoro-krateret.
Klokken 16:45 gør vi holdt på grænsen mellem Ngorongoro Conservation Area og Serengeti National Park, fordi vi venter på den anden bil. Klokken 17:30 kører vi frem til betalingsstedet, som snart lukker – vi kan ikke vente længere på den anden vogn, da indcheckningen skal være begyndt senest klokken 18:00. Betalingsstedet er bemandet med mange bevæbnede vagter (pga. mulige krybskytter). Det koster 60 $ pr. person af komme ind i Serengeti National Park.
Massaier er stort set ikke, og har aldrig været, jægere. De lever alene af en blanding af frisk blod (kvæget tappes blot, men dræbes ikke) og mælk. Hvis en løve dræber noget an massai-familiens kvæg er de dog nødt til at dræbe løven. Ellers vil løven fortsætte med at dræbe familiens kvæg. Massaierne kan jagte løven i flere dage indtil de dræber den.
Klokken 19:00 når resten af selskabet frem til os. De har måttet efterlade James bil, som ikke kunne repareres. Han havde faktisk ligget under bilen i aftes, men til morgen fik Erik standard-svaret No problem, da Erik spurgte bil bilen. Først var bilen begyndt at lyde mærkeligt, så der blev hældt vand og olie på. Efter to minutters yderligere kørsel var det galt med kardanakslen. Efter et forsøg på reparation fortsatte bilen ca. 5 meter, hvorefter en større reparation var påkrævet. Ved hjælp af snor blev den midlertidig repareret, men det holdt kun en til to kilometer for fuld tryk – så sprang snoren og resten af vores hold kom op at køre med den andet danske hold, som heldigvis var stoppet op for at vente. James blev ladt tilbage med bilen, som han skulle forsøge at reparere i løbet af natten. Vi så ham aldrig mere, så han fik ingen penge for dén tur. Vores chauffør (Smølfen) fik en ordentlig overhaling af Erik, fordi han var fortsat uden at have den anden bil i bakspejlet.
Klokken 20:00 er vi fremme ved teltpladsen i mørke. I lyset fra bilerne blev teltene slået op i en cirkel. Teltlejren var blot en plads på savannen, hvor det var tilladt at slå telte op. De vilde dyr kunne frit færdes på pladsen.
Vi spiste aftensmad og hyggede os med rom, whisky, øl, cola og Konjagi, som er en sød lokal likør. Klokken 22:30 gik vi seng, mens vi kunne høre dyrene omkring os. Det var vigtigt at lyse frem for sig, hvis vi skulle ud og tisse om natten. Det skulle ske lige ved teltene, og vi måtte ikke efterlade støvler eller andet udenfor, da det kunne blive spist af hyæner, når vi sov.
Serengeti tirsdag d. 27. juli 1999.
Vi har været vågne siden 5:30 og har nydt de mange fremmede lyde om natten. Mange gange har det ikke været til at gætte, fra hvilken type dyr, lyden kommer. Charles hørte dog ingenting – og han havde endda beholdt kontaktlinserne på i nat!
Erik taler med MEGET STORE BOGSTAVER overfor kokken og hans hjælper, fordi de ikke havde vasket op fra i går. James og hans bil er ikke nået frem, så vi må nøjes dele bil med det andet danske Topas-hold. Klokken 7:00 spiste vi morgenmad og studerede bavianerne som hele var omkring os. For at undgå bavianernes afhængighed af vores affald og for at forblive naturligt vilde skiftedes man til at åbne de seks forskellige lejrpladser på savannen.
Klokken 8:15 forlader vi lejren i bilerne med hævet tag, så alle kan stå op og studere naturen. Vi kører rundt i Serengeti, som er meget tør, da den lille regntid næsten ingen regn gav i år. Der er ikke så mange dyr som i Ngorongoro, men det virker til gengæld mere naturligt her. Der var dog rigeligt med dyr at se på. Vi så blandt andet gepard, krokodiller og flodheste. Vi så også en pytonslange på ca. 3 meter, som kravlede op i et træ for at rulle sig sammen og fordøje maden. Vi så også et skuespil, hvor en løvefamilie lå og slappede af ved en sø, og et vortesvin kredsede omkring for at nå ned til vandet. Det fik den dog ikke lov til. Det er ikke tilladt at stige ud af bilerne i udenfor lejren. Det giver store bøder at forlade bilen for at tisse.
Klokken 13:00 til 13:30 spiste vi frokost tilbage i lejren. Bagefter slappede vi af og sov en times tid. Klokken 14:30 til 20:00 er vi på safari igen. Det spændende er, at de enkelte ture på savannen aldrig ligner hinanden. Man kan ikke planlægge, hvilke dyr man vil se. Vi så en gøglerørn, som er virkelig flot og speciel derved, at den ingen hale har. Af nye dyr så vi blandt andet lovebirds, næsehornsfugl, sekretærfugl og klippegrævling.
Vi var tilbage i lejren, da solen var gået ned. Vi spiste aftensmad og hyggede os til 22:30. Kirsten, Kim, Annette, Flemming og Erik ser lidt dybt i Whisky-flasken og nyder livet på savannen. Da vi går i seng hører vi blandt andet hyæner og elefanter.
Serengeti til Mto Wa Mbu onsdag d. 28. juli 1999.
Vi står op klokken 6:00 og får noget at drikke og et par kiks at spise. Klokken 6:30 tager vi igen på safari. Denne gang er den helt store oplevelse, at betragte nogle unde geparder, som jagtede Thomsoms gazeller. Jagten stod på i mere end 30 minutter, men desværre havde geparderne ikke held med forsøget. Klokken 9:45 var vi tilbage i lejren igen, hvor vi fik morgenmad og pakkede telte og bagage.
Klokken 11:00 forlod vi lejren for sidste gang og kørte mod Park Gate, hvor vi checkede ud klokken 12:30. Ved Park Gate så vi blandt andet en stort firben med lyserød overkrop og grøn bagkrop. Fra 14:00 holder vi tre kvarters frokost i det fri under nogle store træer. Klokken 15:00 besøger vi en massai-landsby, som er åben for turister. VI betaler 50 $ pr. bil, og har så lov til at fotografere og filme, så meget vi ønsker i landsbyen. Det virker lidt kunstigt, når massaierne synger og danser og inviterer os ind i deres lerhytter. Pengene skulle dog gå til en godt formål: medicin og hjælp til massaierne i hele Østafrika.
Chaufførsmølfen får nyt navn: bush-chaufføren. De lokale kalder Erik Big Msungo (store hvide mand).
Klokken 18:45 ankommer vi til campingpladsen Twiga (Swahili for giraf) Camp i Mto Wa Mbu ved Lake Manyara. Vi slår teltene op og får lov til at låne et værelse, hvor vi kan tage brusebad i koldt vand. Klokken 20:00 spiser vi aftensmad og hygger os med bongo-musik og akrobatik på campingpladsen. Klokken 21:00 når vores bus med bagagen fra Hotel Springland frem til Twiga Camp, og klokken 22:30 går vi ro.
Mto Wa Mbu til Nairobi torsdag d. 29. juli 1999.
Vi vågner klokken 5:30 og spiser morgenmad klokken 7:20. Klokken 8:30 er bagagen pakken på taget af busen, og vi forlader Twiga Camp. Det er virkelig varmt i bussen. Vi ser nogle små skypumper på turen. Klokken 14:30 spiser vi frokost i Kenya lige efter grænsen til Tanzania. Klokken 18:30 er vi fremme ved Hotel Sirena i Nairobi, men vores værelser er desværre ikke ledige, da de forrige gæster ikke ville forlade dem! Erik er tosset, men der er ikke noget at gøre. Mens vi drikker en øl i baren kører Erik til at andet hotel i Nairobi, som har pladser til os. Hotellet er desværre for dårligt, så Erik finder et nyt hotel (Hotel Boulevard), hvor han reserverer værelser til os. han siger, at vi er tilbage om 15 minutter, men da vi ankommer er værelserne alligevel reserverede til os. Igen må Erik skælde ud, så vi kan få de nødvendige værelser.
Efter et kort bad, er vi klar til en bustur til den afsluttende middag i Nairobi. Middagen indtages på en meget speciel restaurant kaldt Tamarind. Efter en suppe til forret, fil vi en bagt kartoffel og kød i lange baner. Så længe flaget på vores bord var rejst, kom der en lind strøm af tjenere med kæmpespyd med frisk grillet kød, som blevet skåret af på vores tallerkner. Vi smagte blandt andet struds, krokodille, zebra og elan. Nogle af os fik alt for meget kød. I løbet af natten og næste dag var maven helt slået i stykker af det meget kød, som var indtaget efter to uger uden nævneværdig meget kød (kun en smule kylling de fleste dage). Klokken 23:45 var vi tilbage på det fine hotel.
Nairobi til Danmark fredag d. 30. juli 1999.
Vi stod op klokken 6:00, fik morgenmad og kørte mod lufthavnen i Nairobi klokken 7:30. I lufthavnen tog vi afsked med Annette, Klas, Connie, Thyge og Steen som havde endnu en uges ferie på Zanzibar. Vi landede i Kastrup klokken 19:40. Klokken 20:30 var vi på Københavns hovedbanegård, hvor Kim og Flemming plyndrede en smørrebrødsbutik og en pølsevogn. Vi var hjemme i Erritsø omkring klokken 23:00.