Category Archives: USA 2008

Miami – San Francisco

Vi stod op allerede kl. 4:30. Efter en noget hektisk køretur, hvor vi havde lidt problemer med at finde Hertz i nærheden af Miami International Airport, fik vi afleveret bilen, spist en tarvelig morgenmad i lufthavnen og med tog flyet kl. 7:45 til San Francisco.

Flyveturen varede små seks timer og var helt uden forplejning udover postevand og sodavand.

På grund af tidsforskellen blev dagen tre timer længere.
Vi landede i San Francisco kl. 11. lokal tid. Vi tog to taxaer til hotel “Best Western Americania”.




Vi havde kun lige tjekket ind på hotellet, da vi bookede en guidet tur rundt i byen med afhentning kl. 13 på hotellet. Vi havde lige tid til at spise frokost på ”Custom Burger”, hvor vi byggede vores egne burgere!

Den guidede bustur varede resten af eftermiddagen (læs: 3½ time med guide). Vi så blandt andet Golden Gate Bridge i tågedis, og vi fik lejlighed til at gå en lille tur på den.


Vi så også Golden Gate Park med flotte rhododendron og roser i blomst, og vi nød udsigten fra Twin Peaks.


Men det mest fascinerende var faktisk de helt utrolig flotte redwoodtræ huse i victoriansk arkitektur på de meget stejle gader i byen – man gør en dyd ud af absolut ikke at ligne hinanden, så husene er en regnbue af farver. Stilarter er der også mange af, og man skulle tro, det ville ligne .kaos, men det har faktisk sin helt egen charme.

Bemærk de gamle huse med støvede pastelfarver og skyskrabere i moderne byggestil i baggrunden.

Verdens mest snoedevej hedder Lombard Street og findes i San Francisco.

Om aftenen spiste vi i Blooming Dales, hvor der er indrettet et spisested i kælderetagen med utrolig meget forskellige lækkert mad fra mange forskellige lande.



Endelig sluttede vi dagen af med at investere i en iPod Touch i “Apple Store”. Den nye iPhone er udkommet for fire dage siden, men stadig er der megakø foran butikken sent om aftenen. Man kan dog springe køen over, hvis man ikke skal købe en ny iPhone.