Til morgen kommer Oliver over til vores morgenbord som om, han vil hviske os noget hemmeligt. Han siger blot 7-1 og ser vildt glad ud (resultatet af Brasilien-Tyskland fra i aftes).

Vejret er skidt igen denne sidste fulde dag på skibet med vind på mere end 26 knob, regnvejr og tåge her i Poolepynten. På grund af blæsten og bølgerne kan vi ikke komme sikkert i gummibådene, så besøg på land, hvor hvalrosserne skulle være den store attraktion i dag, må aflyses. Tågen vil samtidig umuliggøre en ordentlig rekognoscering efter isbjørne, så alene af den grund får vi ikke lov til at gå i land.

Skibes kaptajn bringer i stedet skibet i en afstand af kun ca. 200 meter fra kysten i nogle få minutter, hvilket er ret flot med så stort et skib, så vi imellem tågebankerne kan se de få hvalrosser, som slapper af på sandstranden.

Herefter sejler vi videre efter områder med bedre vejr og mulighed for landgang. Samtidig holder Mathias og Brent foredrag på skibet om hvalrosser og nogle af de fugle, vi har set på turen.

Fakta om hvalrossen:

• De kan blive 20-30 gamle i naturen (ældre i fangenskab).
• De er på størrelse med isbjørne og hannerne kan få op til en meter lange stødtænder, som hver kan veje op til 5 kg.
• Hvalrosserne er sociale dyr, som kan leve i flokke på op til 100 individer.
• Der er ca. 2.000 hanner i Svalbard og ingen hunner!
• Først for nylig har man fundet ud af, hvordan hvalrosser spiser de ca. 40 kg. Muslinger, som de indtager hver anden dag – det skete via en film optaget af dykkere. De bruger lufferne til at rode op i bunden (ikke tænderne, som mange tror) og med deres meget fintfølende ”knurrehår” kan de sortere muslingerne fra, som de spiser ved at suge muslingerne ud af deres skal.
• Brent nævner i øvrigt, at hvalrossen sammen med søelefanten er de to eneste dyr i verden, der lugter værre i live, end når de er døde!

Brent anbefaler i øvrigt BBC-serien ”The frozen Planet”, som viser en helt usædvanlig desperat isbjørn, som forsøger at dræbe en hvalros, hvilket den ikke skulle have forsøgt på.

Vi ankommer til Alkhornet i Isfjorden ved 14-tiden, men pga. tågen kan vi ikke komme i land. Igen hives ankeret op og vi sejler nu til Ymerbukta. Tågen ser desværre ud til at følge skibet!

Imens vi venter på, at tågen skal lette, holder Rupert et meget tankevækkende om isbjørnens fremtid og om, hvad man gør for at sikre deres fremtid bedst muligt:

• Man mener, at der i dag er ca. 25.000 isbjørne i verden.
• Antallet svinder desværre ind, så i dag betragter man den som den mest truede bjørneart i verden. For blot ti år siden anså man den ikke som udrydningstruet. Den vil i modsætning til andre bjørnearter ikke kunne tilpasse sig ændret klima i den hastighed, det sker i øjeblikket. Aldrig i verdenshistorien har isen på Nordpolen været helt smeltet, så der har ”altid” være isbjørne, men naturligvis i varierende antal over tid. Selvom isbjørnen er udviklet fra grizzly-bjørnen, vil den ikke kunne ændre sig tilbage igen, da pladsen jo fortsat er ”optaget”.
• Isbjørnekød er i øvrigt (heldigvis) farlig for mennesker at spise, med mindre man tilbereder den i rigtig lang tid.

Vi afregner for drikkevarerne på turen og lægger velfortjente drikkepenge til besætningen.

Da tågen stadig er tæt, sejler skibet ind til gletsjeren Esmarkbreen i bunden af Ymerbukta (6 km. dyb fjord på nordsiden af Isfjorden), og endelig letter tågen stille og roligt, men ikke nok til at landgang kan tillades her.

Kl. 16:30 tager halvdelen af os alle på en Zodiac-cruise i 45-60 minutter i Ymerbukta. Turen er helt forrygende at slutte af på, for efter et døgn med dårlig udsigt og tåge, bryder solen pludselig igennem og vinden lægger sig.

Vi koncentrerede os primært om at studere og nyde synet af den enorme gletsjer Esmarkbreen, som går helt ned til vandet. Den er meget aktiv og der lyder ofte ”tordenbrag” inde fra den, og indimellem falder mindre dele da også af den og ned i vandet.

En stor viadukt er speciel aktiv, og større dele falder af den, indtil den ser ud til at være blevet ustabil. Vi hører også fra Brent på skibets bro, at folk opfordres til at gå på dækket, da han forventer stor aktivitet de næste 10-15 minutter. Vi skynder os tilbage til skibet, da næste hold skal i gummibådene, og løber op på dækket for at se på det flotte sceneri.

Der går også kun 5-10 minutter, før der sker ting og sager fra toppen af den store viadukt i gletsjeren. Konstant kommer der nu materiale ned fra loftet, så det er spørgsmål om tid, før der ikke længere er en viadukt her.

Kirsten får det filmet, da den styrter sammen og efterlader en bunke is i vandet og ingen viadukt længere. Braget er også pænt stort, da det sker. En fin måde at tage afsked med den fantastiske natur her.

Vi afleverer vores ellers trofaste gummistøvler og ser en flot billede-video om turen, som skibets to fotografer har sat sammen til os på skærmene i skibets lounge, hvor vi slutter af med en drink sammen med kaptajnen. Han holder en helt kort forkrampet tale og som forventet bryder han sig ikke rigtig om vores velfortjente bifald for den flotte styring af skibet på hele turen. Alene i går måtte ankeret i og op af vandet fem gange.

Efter en dejlig afsluttende middag på skibet og en præsentation af kokke, rengøringspersonale mm. var det tid til at pakke vores kufferter og gå til ro. Vi ligger faktisk allerede for anker ud for Longyearbyen.