Tobias har det bedre i dag, men Jonatan blev forstyrret flere gang i aftes og i nat, da personalet først ville fejre Tobias og derefter fik vækket de forkerte til en tidligt morgendyk!
I øsende regnvejr står vi op 6.45, spiser morgenmad og gør os klar til dagens oplevelser under vand.
Desværre kommer vi ikke afsted til tiden, da nogle af de andre dykkere ikke dukker op til tiden. Vi bliver dog ikke snydt for dagens fire dyk.
Sejlturen til Sipadan tager en lille time, og efter lidt overskyet vejr, er det strålende resten af dagen.
Dagens første dyk er vores bedste nogensinde, og sådan fortsatte det dagen igennem.
Korallerne og variationen er helt utrolig – ikke så sært at det er kandidat til til en af verdens syv naturvidundere!
Dykkerstederne hed Mid Reef, Barracuda Point, White Tiped Avenue og endelig var det sidste dyk fra Drop-off og sluttede igen i Barracuda Point (Kim måtte dog stå over sidste dyk pga. hovedpine).
Vi så blandt andet skildpadder i lange baner. De var der på alle dyk, og vi kom helt tæt på dem mange gange. Efter et dyk var det “gruppemøde mellem mindst seks skildpadder, som hyggede sig i overfladen tæt ved båden, så vi sprang straks i og nød deres selskab.
Vi så også enorme stimer af Jacks fish og Barracudaer, samt en fritsvømmende mæræne, makroliv og koraller i helt utrolige farver og variationer.




Mellem hvert dyk var vi på Sipadan Island og blive stopfodret med kager, frugt, kylling og ris i lange baner samt vand naturligvis.
Vi var hjemme igen på Mabul Island ved 17-tiden – godt trætte, men alle meget glade.
Inden aftensmaden gik vi på stranden og fik is, og spillede kort i spisesalen.


Efter aftensmaden blev Tobias overrasket af chefen i egen høje person, kokken, tjenere og andre ansatte, som sang fødselsdagssang og overrakte Tobias en lagkage med lys.
Tobias og Jonatan delte lagkagestykker rundt til alle gæsterne.
Efter mere kortspil gik drengene i seng kl. 21.30, mens vi andre holdt lidt længere ud.