Det er tåget her til morgen i Bellsund, så der er ikke adgang på broen for gæsterne, men efter morgenmaden har besætningen fundet et godt sted at kaste anker, hvor der er solskin og ingen tåge. Netop på dette sted kan det ofte være svært at finde et sted at kaste anker nogenlunde tæt på kysten, da havets dybde svinger meget og det ofte blæser.

Besætningsmedlemmerne har et hårdt arbejde her, da isbjørne ofte skjuler sig blandt klipperne, så der skal rekognosceres grundigt fra skibets dæk og fra gummibåde, inden vi får grønt lys til at forlade skibet.

Der er heldigvis ingen fare i dag, så vi bliver sejlet i land i gummibådene, og i hold af 30-40 mand hiker vi rundt på øen, hvor BBC i øvrigt filmer i øjeblikket. Brent har i øvrigt til tider taget opgaver for netop BBC og andre filmhold. Han anbefaler os f.eks. at se filmen ”Life in a Freezer”.

Bemærk, at der faktisk er træer i Arktis – de største er blot få cm. Høje. Her er dejlig grønt på øen, men det er lidt tankevækkende, at vi faktisk ”vandrer på en skov” – de små pile-træer (willows), som dækker et stort område, bliver aldrig større end ca. 1 cm. høje her.

Vi betragter en almindelig kjove (Arctic Skua), som øjensynlig har sin rede i nærheden af os.

Vi kan også studere de lokale Svalbard rensdyr, som ikke bryder sig om vores selskab, men de har ikke friheden til at stikke af, idet alle døgnets timer skal bruges på at spise, når der endelig findes noget – ellers overlever de ikke vinteren, hvor føde kun kan skaffes i meget begrænset omfang, hvis de kan skrabe isen væk ned til jorden eller klipperne.

Så længe vi bevæger os, kan vi komme pænt tæt på de underligt udseende dyr, som er deres helt egen art, og ikke er i familie med andre rensdyr-arter.

Øens højdepunkt for os er den store koloni af søkonger (Little Auk). Vi finder kolonien højt oppe på en meget stejl klippe, som det dog er muligt at kravle op ad med stor forsigtighed. Det gør vi sammen med en del af selskabet. Herefter sætter vi os ned og forholder os helt rolige. Udsigten over Bellsund er enestående herfra.

Nu flyver store flokke af søkonger hen imod os og drejer af mod havet. Det bedste er næsten lyder af deres små vinger, når de flyver over vores hoveder. Ingen rammer os dog, som det skete for en af gæsterne i en gummibåd med en kortnæbet lomvie (Guillemot)!

Efter nogle minutter på klippen begynder de små fugle at lande tæt omkring os og skrige deres karakteristiske ”latterlyde”. I starten lader de kun en enkelt fugl lande af hensyn til deres sikkerhed primært imod polarræven. Bliver den ene fugl ikke spist, bliver flere fugle modige nok til også at turde lande omkring os.

Fakta om søkongen:

• De små fugle kan dykke ned 100 meters dybde, hvor de bruger deres små vinger og store fødder – en kortnæbet kjove er faktisk set på 150 meters dybde – Brent var selv med på ekspeditionen, hvor man så optagelser af det.
• Der findes ca. 40 millioner søkonger på kloden, hvilket gør den til den meste udbredte havfugl. De er desværre meget udsatte på grund af opvarmningen af havene, idet de skal flyve længere og længere efter deres føde. Formentlig af samme grund er der ingen ynglende søkonger i Svalbard i år!

Holdet efter os så faktisk en polarræv blandt stenene på de stejle klippe. Vi har lånt et af deres billeder her.

På kysten finder vi resterne af gammel minedrift. Som alt andet gammelt menneskeskabt på disse kanter er det fredet som kulturarv, så det må ikke hverken fjernes eller berøres. Det tørre arktiske klima har på forunderlig nærmest konserveret det, så det ser ud som det gjorde for næste hundred år siden. Udstyret stammer fra en lidt for smart forretningsmand, som i 20’erne solgte andele af øen til investorer som guld-, jern- og asbest-miner. De byggede da også minerne, men fandt intet af værdi.

Ved kysten finder vi en gammel bjørnefælde samt en enorm knogle fra en hval.

Tilbage på skibet får vi en dejlig frokost bestående af kylling i karry.

Igen i dag bliver planerne ændret flere gange. Det var meningen, at vi skulle i land i Bamsebu for at se på skeletter fra beluga-hvaler fra den gang, man endnu måtte fange dem. På grund af kraftig vind kan vi desværre ikke komme i land via gummibådene. Vejrudsigten for Bamsebu sagde ellers solskin og vindstille!

Plan B er så sejle til den modsatte side af fjorden for at finde læ og at gå i land der, men på stranden patruljerer en stor bjørn og endnu en ligger og sover, så det er naturligvis alt for farligt.

I stedet satser vi så på plan C, så vi trækker ankeret op igen og sejler til et ny sted lidt sydligere. Klokken 16:15 er vi fremme, men her tillader vindforholdene os heller ikke at forlade skibet. Så besætningen prøver endnu et nyt sted – det er ikke let at være besætning på en ekspedition som denne.

Endelig sejler vi så til Forsbladodden, hvor vi igen kaster anker. Det viser sig, at der er 24 knobs vind her, så rekognosceringspersonalet er ikke for optimistiske, men undersøger området og giver grønt lys for landgang og en lille hikingtur i kulden. Vi beslutter ikke at gå i land denne gang, da det bliver meget vådt og maksimalt en time på land.

Efter aftensmaden bruger drengene endnu en gang en rum tid med skibets professionelle fotograf, som beredvilligt giver sine tips fra sig og ser på de bedste af drengens fotos fra i dag. Pudsigt nok ligner mange af drengenes fotos, dem som Oliver også har taget i dag – drengene har sgu’ lært en masse den sidste gode uges tid.

Vores fotolektion bliver dog afbrudt kortvarigt, da tyske Oliver hører, at Tyskland er foran 5-0 ved pausen i VM-semifinalen mod Brasilien!