Efter sejlads det meste af natten, vågner vi op i Raudfjord i det nordvestlige Svalbard til endnu en dejlig morgen med næsten blikstille vand og kun lidt vind.

Efter morgenmaden tager vi på fotoworkshop i en gummebåd i smukke Hamiltonbukta.

Vi planlægger at besøge en gletsjer for at tage billeder dér, men vi bliver hurtigt afbrudt, da vi over walkie-talkie hører, at der er spottet en isbjørn på land i nærheden.

Vi sejler i steder derhen og kan i mange minutter betragte en stor isbjørn, som stille og uforstyrret, vandrer langs kysten i meget dyb sne. Den har svært ved at finde fodfæste til tider, da den tykke sne ikke kan bære det tunge dyr.

Rupert fortæller os senere, at bjørnen er i rigtig god stand med en masse fedt, at den formentlig vejer mellem 475-500 kg, og at det er en han i alderen 7-9 år. Den vil kunne tage yderligere 100 kg. på, før den er fuldt udvokset. Den er endnu ikke drægtig, da den stadig voksende bjørn ikke viser alvorlige tegn på at have deltaget i kampe, og det ville den utvivlsom have vist, hvis den havde kæmpet med andre fuldt udvoksede hanbjørne.

Efter lidt tid går bjørnen lidt ind på øen, da den finder liget af en bjørneunge. Da den kommer derhen, lægger den forpoterne ovenpå hinanden og stamper hård i jorden med dem. Det er den måde en isbjørn normalt tester, om isen er bæredygtig. Rupert mener, at bjørnen gør det her, fordi den er usikker eller frustreret over situationen. Da reaktionen naturligt nok udebliver fra ungen, går isbjørnen blot videre.

Hvis bjørnen for alvor var sulten, ville den formentlig spise den lille unge, men her vælger den bare at gå videre langs kysten.

Rupert mener i øvrigt, at den lille unge må være død af sult, da der ingen tegn er på overfald med blod i sneen. Den må tillige være død for nylig, da den er hel endnu, da den ikke er dækket af sne, og da der endnu ikke er spor i sneen af ræve eller fugle. Den lille unge er fra i år, og burde alene have levet af mælk fra sin mor, men hun har øjensynligt ikke haft mælk nok til den.

Hannerne kan finde på at dræbe ungerne blot for at gøre dens mor drægtig, så han kan parre sig med hende.

Efter god lang tids studeren på behørig afstand vælger bjørnen at gå i vandet og svømme langs kysten og forsvinde mellem to små klippeøer. For ikke at stresse dyret unødigt, vil en ekspedition som vores aldrig følge efter en isbjørn, når den svømmer. I den situation er den stresset nok af at skulle bruge kræfter i vandet, at vi vil ikke gøre det værre.

Vi fortsætter den afbrudte fotoworkshop fra gummebåden i en helt utrolig smuk bugt, som billeder slet ikke kan retfærdiggøre.

Drengene er efterhånden meget dygtige og energiske med fotograferingen.

På land ser vi rækker af isbjørnespor, som krydser hinanden.

På udvalgte isflager holder små kolonier af energiske “rider” (kittiwake på engelsk) til. Riden er verdens almindeligste mågeart, men de er sjældne som ynglefugle i Danmark.

Der er taget mange fine billeder, og det er altså svært at fravælge…

Tilbage på båden får vi varmen og en dejlig frokost med mexicanermad.

Vejret er pludselig skiftet fra høj sol til småregn og tåge, så vi afventer en times tid, om det bliver bedre, så vi kan gå i land og hike. Selv i kedeligt vejr, er der en helt special atmosfære og stemning i Svalbard, som han nemt kan vænne sig til.

Da vejret ikke bliver bedre, dropper vi hikingturen og aftaler i stedet, at vi kan blive sejlet på land for en kort svømmetur i det arktiske vand (kun drengene!). Tobias og Jonatan skifter til badebukser og varmt tøj udenpå, men da vi skal til at gå i gummebådene, bliver planerne endnu en gang ændret. Vi får i stedet mulighed for at sejle med Pete ud og se på nogle bjørne, som netop er spottet på den anden side af bugten. Det tilbud er vi nødt til at tage imod, og det fortryder vi aldrig.

Da Pete tidligere er ude at sejle i kajak og kommer rundt om hjørnet på en lille klippeø, møder han dette syn af en sovende isbjørn med sit bytte ved vandkanten. Det helt exceptionelle er, at byttet er en delfin (af typen White-beaked delfin).

Normalt kan isbjørne aldrig fange en delfin i vandet, og delfiner er normalt snu nok til ikke at blive fanget i pak-isen, som kan komme og gå på disse kanter. Ligesom med beluga-hvaler plejer de at kunne holde et åndehul fri for is ved på skift at benytte det, men til tider kan isen komme så hurtigt her, at de kan blive fanget under isen uden mulighed at komme op og trække vejret – så drukner de naturligvis.

Formentlig er det sket for en delfinflok, så bjørnene har kunne trække delfinerne fri af isen og op på land og flå skindet af dem. Under skindet finder bjørnen det nyttige spæklag, som den har brug for.

Efterfølgende har Rupert studeret de mange billeder, vi alle har taget af bjørnen, og han har med sikkerhed kunnet fastslå, at det er den samme han, som vi så tidligere på dagen ved den døde bjørneunge! Faktisk tog vores fotograf tilbage til stedet efter vi havde forladt det, og han kunne se og fotografere, hvordan bjørnen trak delfinen helt ind på land og begyndte at spise den. Her er nogle af hans billeder.

Efter dette vilde sceneri, sejler vi ca. fem minutter til dette syn møder os: endnu en sovende isbjørn med en delfin som bytte og endnu et (pillet) delfinskelet på stranden.

Denne bjørn er en hunbjørn med en radiosender om halsen, påsat af det norske polarinstitut. Desværre viser det sig senere, da bjørnen rejser sig, at den er meget tynd og udhungret. Faktisk kunne den godt være moren til den døde unge, vi så i formiddags, men det er kun et gæt. Denne hunbjørn vil formentlig godt kunne overleve endnu en sæson her, vil den ikke kunne blive gravid, med mindre den tager meget på i vægt. Naturen er så snedig indrettet, at en gravid isbjørn helt automatisk vil abortere, hvis den ikke er velnæret nok til at producere mælk til ungerne i vinterhiet!

Riderne tager deres del af byttet – intet går til spilde her i Arktis.

Vi sejler herefter tilbage til Plancius, hvor man er ved at gøre grillen klar til aftenens hygge.

Rupert beretter senere, at det har været en helt usædvanlig isbjørnedag, som man sjældent vil kunne opleve. Det er vildt, at vi har kunnet følge en bjørn så længe, som vi gjorde, fra vandkanten i nærmest øjenhøjde med den. Og yderligere er det helt enestående, at vi ser bjørne med delfiner som bytte. Rupert har som bjørneekspert, der har færdes helt blandt bjørne utallige gange i årevis, aldrig oplevet det før. Derfor var hans melding da også fra starten, at de tre døde dyr/skeletter var fra store sæler. Delfiner var slet ikke i tankerne som en mulighed!

Rupert mener i øvrigt, at en dag som i dag virkelig bekræfter, at man sagtens kan få nyttig viden ud af en forretningsorienteret ekspedition som denne, når den er grebet rigtigt an.

Aftensmaden består af dejlig BBQ på nogle store griller på bagdækket. De fleste spiser ude, og der er høj musik med Abba og folk hygger sig og deler dagens fælles oplevelser.

Efter maden viser Tobias og Jonatan nogle af dagens pletskud med deres lånte Laica-kamera til Oliver. Han er heldigvis vældig begejstret og roser drengene, og en del af de andre i biblioteket er også imponerede og vil vide, hvordan billederne er taget – specielt er de imponeret over disse billeder af fugle, bjørne og isflager, som drengene har taget.

Drengene slutter den lange og dejlige dag af med at banke nogle amerikanske og brasilianske unge i kortspil.