Til morgenmaden har vores russiske venner, der i øvrigt har opført sig eksemplarisk på hele turen, lige drukket Jack Daniels Whisky til morgenmaden.

Fyren, som vi hidtil på turen har kaldt Store Lille Per, viser sig at være en verdensberømt undervandsfotograf – han kan virkelig nogle tricks med sit undervandskamera.

Det har ikke været muligt for skibet at komme i land, så først vores bagage og derefter os selv, skal i stedet landsættes via gummibådene.

Vi tager bussen ind til centrum (ca. 1 km.), hvor vi handler lidt skiundertøj og spiser burgere og fisk på en lokal bar.

Endelig tager vi bussen til lufthavnen, hvor vi finder vores kufferter og flyver til Oslo med en kort mellemlanding for optankning i Tromsø.

Longyearbyen – Oslo 14:45 – 19:00 (SAS SK4425)

Oslo – Hamburg 20:45 – 22:10 (Germanwings 4U 7199).

Det er noget varmere, end vi har været vant til længe med +25°C grader i Tromsø og +28°C i Oslo.

I Oslo er det lidt stressende, da tiden er knap, og vi skal have vores bagage gennem tolden, inden den kan tjekkes ind igen på flyet til Hamborg. Trætte henter vi vores biler i parkeringshuset i Hamborg og sætter snuden hjemefter.

Vi gør det lige et kort ophold på en Burger King i det underlige mørke, som omslutter os – det har vi ikke været vant til længe!

Vi er hjemme i vores varme hus i Erritsø ved 2-tiden fredag meget tidligt.

Vejret er skidt igen denne sidste fulde dag på skibet med vind på mere end 26 knob, regnvejr og tåge her i Poolepynten. På grund af blæsten og bølgerne kan vi ikke komme sikkert i gummibådene, så besøg på land, hvor hvalrosserne skulle være den store attraktion i dag, må aflyses. Tågen vil samtidig umuliggøre en ordentlig rekognoscering efter isbjørne, så alene af den grund får vi ikke lov til at gå i land.

Skibes kaptajn bringer i stedet skibet i en afstand af kun ca. 200 meter fra kysten i nogle få minutter, hvilket er ret flot med så stort et skib, så vi imellem tågebankerne kan se de få hvalrosser, som slapper af på sandstranden.

Herefter sejler vi videre efter områder med bedre vejr og mulighed for landgang. Samtidig holder Mathias og Brent foredrag på skibet om hvalrosser og nogle af de fugle, vi har set på turen.

Fakta om hvalrossen:

• De kan blive 20-30 gamle i naturen (ældre i fangenskab).
• De er på størrelse med isbjørne og hannerne kan få op til en meter lange stødtænder, som hver kan veje op til 5 kg.
• Hvalrosserne er sociale dyr, som kan leve i flokke på op til 100 individer.
• Der er ca. 2.000 hanner i Svalbard og ingen hunner!
• Først for nylig har man fundet ud af, hvordan hvalrosser spiser de ca. 40 kg. Muslinger, som de indtager hver anden dag – det skete via en film optaget af dykkere. De bruger lufferne til at rode op i bunden (ikke tænderne, som mange tror) og med deres meget fintfølende ”knurrehår” kan de sortere muslingerne fra, som de spiser ved at suge muslingerne ud af deres skal.
• Brent nævner i øvrigt, at hvalrossen sammen med søelefanten er de to eneste dyr i verden, der lugter værre i live, end når de er døde!

Brent anbefaler i øvrigt BBC-serien ”The frozen Planet”, som viser en helt usædvanlig desperat isbjørn, som forsøger at dræbe en hvalros, hvilket den ikke skulle have forsøgt på.

Vi ankommer til Alkhornet i Isfjorden ved 14-tiden, men pga. tågen kan vi ikke komme i land. Igen hives ankeret op og vi sejler nu til Ymerbukta. Tågen ser desværre ud til at følge skibet!

Imens vi venter på, at tågen skal lette, holder Rupert et meget tankevækkende om isbjørnens fremtid og om, hvad man gør for at sikre deres fremtid bedst muligt:

• Man mener, at der i dag er ca. 25.000 isbjørne i verden.
• Antallet svinder desværre ind, så i dag betragter man den som den mest truede bjørneart i verden. For blot ti år siden anså man den ikke som udrydningstruet. Den vil i modsætning til andre bjørnearter ikke kunne tilpasse sig ændret klima i den hastighed, det sker i øjeblikket. Aldrig i verdenshistorien har isen på Nordpolen været helt smeltet, så der har ”altid” være isbjørne, men naturligvis i varierende antal over tid. Selvom isbjørnen er udviklet fra grizzly-bjørnen, vil den ikke kunne ændre sig tilbage igen, da pladsen jo fortsat er ”optaget”.
• Isbjørnekød er i øvrigt (heldigvis) farlig for mennesker at spise, med mindre man tilbereder den i rigtig lang tid.

Vi afregner for drikkevarerne på turen og lægger velfortjente drikkepenge til besætningen.

Da tågen stadig er tæt, sejler skibet ind til gletsjeren Esmarkbreen i bunden af Ymerbukta (6 km. dyb fjord på nordsiden af Isfjorden), og endelig letter tågen stille og roligt, men ikke nok til at landgang kan tillades her.

Kl. 16:30 tager halvdelen af os alle på en Zodiac-cruise i 45-60 minutter i Ymerbukta. Turen er helt forrygende at slutte af på, for efter et døgn med dårlig udsigt og tåge, bryder solen pludselig igennem og vinden lægger sig.

Vi koncentrerede os primært om at studere og nyde synet af den enorme gletsjer Esmarkbreen, som går helt ned til vandet. Den er meget aktiv og der lyder ofte ”tordenbrag” inde fra den, og indimellem falder mindre dele da også af den og ned i vandet.

En stor viadukt er speciel aktiv, og større dele falder af den, indtil den ser ud til at være blevet ustabil. Vi hører også fra Brent på skibets bro, at folk opfordres til at gå på dækket, da han forventer stor aktivitet de næste 10-15 minutter. Vi skynder os tilbage til skibet, da næste hold skal i gummibådene, og løber op på dækket for at se på det flotte sceneri.

Der går også kun 5-10 minutter, før der sker ting og sager fra toppen af den store viadukt i gletsjeren. Konstant kommer der nu materiale ned fra loftet, så det er spørgsmål om tid, før der ikke længere er en viadukt her.

Kirsten får det filmet, da den styrter sammen og efterlader en bunke is i vandet og ingen viadukt længere. Braget er også pænt stort, da det sker. En fin måde at tage afsked med den fantastiske natur her.

Vi afleverer vores ellers trofaste gummistøvler og ser en flot billede-video om turen, som skibets to fotografer har sat sammen til os på skærmene i skibets lounge, hvor vi slutter af med en drink sammen med kaptajnen. Han holder en helt kort forkrampet tale og som forventet bryder han sig ikke rigtig om vores velfortjente bifald for den flotte styring af skibet på hele turen. Alene i går måtte ankeret i og op af vandet fem gange.

Efter en dejlig afsluttende middag på skibet og en præsentation af kokke, rengøringspersonale mm. var det tid til at pakke vores kufferter og gå til ro. Vi ligger faktisk allerede for anker ud for Longyearbyen.

Besætningsmedlemmerne har et hårdt arbejde her, da isbjørne ofte skjuler sig blandt klipperne, så der skal rekognosceres grundigt fra skibets dæk og fra gummibåde, inden vi får grønt lys til at forlade skibet.

Der er heldigvis ingen fare i dag, så vi bliver sejlet i land i gummibådene, og i hold af 30-40 mand hiker vi rundt på øen, hvor BBC i øvrigt filmer i øjeblikket. Brent har i øvrigt til tider taget opgaver for netop BBC og andre filmhold. Han anbefaler os f.eks. at se filmen ”Life in a Freezer”.

Bemærk, at der faktisk er træer i Arktis – de største er blot få cm. Høje. Her er dejlig grønt på øen, men det er lidt tankevækkende, at vi faktisk ”vandrer på en skov” – de små pile-træer (willows), som dækker et stort område, bliver aldrig større end ca. 1 cm. høje her.

Vi betragter en almindelig kjove (Arctic Skua), som øjensynlig har sin rede i nærheden af os.

Vi kan også studere de lokale Svalbard rensdyr, som ikke bryder sig om vores selskab, men de har ikke friheden til at stikke af, idet alle døgnets timer skal bruges på at spise, når der endelig findes noget – ellers overlever de ikke vinteren, hvor føde kun kan skaffes i meget begrænset omfang, hvis de kan skrabe isen væk ned til jorden eller klipperne.

Så længe vi bevæger os, kan vi komme pænt tæt på de underligt udseende dyr, som er deres helt egen art, og ikke er i familie med andre rensdyr-arter.

Øens højdepunkt for os er den store koloni af søkonger (Little Auk). Vi finder kolonien højt oppe på en meget stejl klippe, som det dog er muligt at kravle op ad med stor forsigtighed. Det gør vi sammen med en del af selskabet. Herefter sætter vi os ned og forholder os helt rolige. Udsigten over Bellsund er enestående herfra.

Nu flyver store flokke af søkonger hen imod os og drejer af mod havet. Det bedste er næsten lyder af deres små vinger, når de flyver over vores hoveder. Ingen rammer os dog, som det skete for en af gæsterne i en gummibåd med en kortnæbet lomvie (Guillemot)!

Efter nogle minutter på klippen begynder de små fugle at lande tæt omkring os og skrige deres karakteristiske ”latterlyde”. I starten lader de kun en enkelt fugl lande af hensyn til deres sikkerhed primært imod polarræven. Bliver den ene fugl ikke spist, bliver flere fugle modige nok til også at turde lande omkring os.

Fakta om søkongen:

• De små fugle kan dykke ned 100 meters dybde, hvor de bruger deres små vinger og store fødder – en kortnæbet kjove er faktisk set på 150 meters dybde – Brent var selv med på ekspeditionen, hvor man så optagelser af det.
• Der findes ca. 40 millioner søkonger på kloden, hvilket gør den til den meste udbredte havfugl. De er desværre meget udsatte på grund af opvarmningen af havene, idet de skal flyve længere og længere efter deres føde. Formentlig af samme grund er der ingen ynglende søkonger i Svalbard i år!

Holdet efter os så faktisk en polarræv blandt stenene på de stejle klippe. Vi har lånt et af deres billeder her.

På kysten finder vi resterne af gammel minedrift. Som alt andet gammelt menneskeskabt på disse kanter er det fredet som kulturarv, så det må ikke hverken fjernes eller berøres. Det tørre arktiske klima har på forunderlig nærmest konserveret det, så det ser ud som det gjorde for næste hundred år siden. Udstyret stammer fra en lidt for smart forretningsmand, som i 20’erne solgte andele af øen til investorer som guld-, jern- og asbest-miner. De byggede da også minerne, men fandt intet af værdi.

Ved kysten finder vi en gammel bjørnefælde samt en enorm knogle fra en hval.

Tilbage på skibet får vi en dejlig frokost bestående af kylling i karry.

Igen i dag bliver planerne ændret flere gange. Det var meningen, at vi skulle i land i Bamsebu for at se på skeletter fra beluga-hvaler fra den gang, man endnu måtte fange dem. På grund af kraftig vind kan vi desværre ikke komme i land via gummibådene. Vejrudsigten for Bamsebu sagde ellers solskin og vindstille!

Plan B er så sejle til den modsatte side af fjorden for at finde læ og at gå i land der, men på stranden patruljerer en stor bjørn og endnu en ligger og sover, så det er naturligvis alt for farligt.

I stedet satser vi så på plan C, så vi trækker ankeret op igen og sejler til et ny sted lidt sydligere. Klokken 16:15 er vi fremme, men her tillader vindforholdene os heller ikke at forlade skibet. Så besætningen prøver endnu et nyt sted – det er ikke let at være besætning på en ekspedition som denne.

Endelig sejler vi så til Forsbladodden, hvor vi igen kaster anker. Det viser sig, at der er 24 knobs vind her, så rekognosceringspersonalet er ikke for optimistiske, men undersøger området og giver grønt lys for landgang og en lille hikingtur i kulden. Vi beslutter ikke at gå i land denne gang, da det bliver meget vådt og maksimalt en time på land.

Efter aftensmaden bruger drengene endnu en gang en rum tid med skibets professionelle fotograf, som beredvilligt giver sine tips fra sig og ser på de bedste af drengens fotos fra i dag. Pudsigt nok ligner mange af drengenes fotos, dem som Oliver også har taget i dag – drengene har sgu’ lært en masse den sidste gode uges tid.

Vores fotolektion bliver dog afbrudt kortvarigt, da tyske Oliver hører, at Tyskland er foran 5-0 ved pausen i VM-semifinalen mod Brasilien!

Folk undrer sig over de danske flag ved Tobias’ morgenbord.

Skibet lægger for anker ved den smukke The 14th July Glacier (”14. juli breen” på dansk), og gummibådene sejler os i land.

På turen fortæller Brent os om områdets fugle.

I fjorden ligger en remmesæl (bearded seal) og soler sig på en isflage. Remmesælen lever hovedsagelig på driv-isen, og man ser den aldrig på land.

Vi har meldt os til den lange hikingtur op ad bakken for at få en godt view ned over gletsjeren – det er det eneste sted i Svalbard, hvor det er muligt.

Skulle man have lyst til at gå på gletsjeren, skal man bare se, hvordan den ser ud oppefra med sine enorme gletsjerspalter – så har man ikke længere lyst.

Læg så dertil, at den er meget aktiv med at kælve – det lyder som en torden, og imens vi er helt oppe, falder et enormt stykke af den og skaber en del bølger på vandet. Se Jonatans overraskede udtryk, da det sker.

Vi er på et af de få grønne områder i Svalbard – planterne er helt afhængige af fuglenes afføring. Her er masser af fugle, så der er flot og grønt på tundraen under de stejle fugleklipper.

Vi betragter de små flotte planter i ”de hængende haver”. Lyden fra fuglefjeldet over os er enorm, men går vi helt tæt på klipperne bliver der dejlig stille omkring os – en fin lektion i, at de høje toner ikke kan dreje om hjørner!

Endelig har drengene fået den vandvittige idé at lave et ”arctic plunge” – en badetur i isvandet blandt isflagerne og med den enorme gletsjer i baggrunden.

De påstår, at det er dejlig lunt – når de står på stranden igen!

Endelig slutter vi af med en zodiac cruise til en lille koloni af søpapegøjer (Puffin) og kortnæbet lomvie (Guillemot).

Man bliver aldrig træt af at se på de sjove søpapegøjer.

Efter sen frokost på skibet sejler vi videre sydpå.

På tidligere ferier har vi brugt pauser til at sortere billeder og lægge udvalgte af dem på bloggen. På denne ferie er det anderledes. Når vi har været i land eller på vandet væk fra skibet, skal vi hurtigst muligt have kopieret billederne fra ikke mindre end fire kameraer over på computeren. Vi har nemlig slet ikke SD-kort nok med til hele turen, da vi nu er fire om at fotografere, og da vi nu tager næsten alt i RAW-format, som fylder 5-6 gange så meget som de JGP-billeder, vi tidligere benyttede.

Vi tager en slapper med sikkerhedskopiering af billeder og en lille lur. Vi ankommer til Fuglehuken (ved det nordligste af Prins Karls Forland) ved 15:30-tiden, hvor vi sejler i gummebåd til land.

Kelvin fortæller os om de meget specielle havplanter, som er skyllet op på kysten mange steder i Svalbard. Under bedre (læs: lunere) forhold end her, kan planterne blive 30-40 meter lange.

Vi tager på hikingtur med Kelvin i det våde tundra-område, som er grønt og med nuancer af andre mindre iøjenfaldende farver.

Vi er så heldige at have Sherlock Holmes iblandt os i dag – godt nok i en lidt træt udgave!

Man siger godt, at det ikke kommer an på størrelsen …

Vi ser nogle Svalbard rensdyr med store gevirer. De er nu ikke altid lige elegante.

Deres tilstedeværelse er også synlig på andre måder. Vi finder deres gevirer forskellige steder, deres hvide bløde hår samt deres små sorte lorte, som ligger overalt. Når de lægger dem i sneen, smelter den, så de laver nogle fine fordybninger.

Vi besøger en lille faldefærdig træhytte fra 1920 med en isbjørnefælde udenfor. I et dansk klima ville en hytte fra 1920 formentlig være helt og aldeles formuldet!

Vi går op på et højdedrag, hvor der er en flot udsigt over tundraen og over vandet, hvor dykkerne snorkler med en koloni nysgerrige sæler, som på disse kanter kan blive helt op til 3,5 meter lange.

Oppe fra udkigspunktet beder Kelvin os tage en 2-3 minutters pause fra walkie-talkie-kontakt, fotografering og snak. Vi sætter os alle godt til rette på klipperne og tænker tanker. Det er helt fantastisk først at opleve stilheden et øjeblik for derefter at opleve, hvordan der “bliver skruet op” specielt fuglene bagefter. Det er helt fantastisk at  få lov til at sidde her så langt mod nord og nyde udsigten og kun høre naturens lydtapet.

Lige inden vi forlader øen og vender tilbage til skibet, ser vi en polarræv højt oppe på en fugleklippe. Underligt nok er den næsten helt hvid, hvilket de fleste ræve af indlysende grunde kun er om vinteren. Ræven er det mindste pattedyr her, så den er nødt til at jage fugle og fugleæg, hvis den skal overleve. I sneen er den rimelig godt camoufleret.

Vi forlader øen igen 19:15, er til recap (primært om bjørne ved Rupert) kl. 19:30 og spiser aftensmad kl. 20:00. Der er ikke meget spildtid.

Ved aftensmaden overrasker personalet Tobias med en fødselsdagskage og sang. Pudsigt nok har en amerikansk dreng, vi har snakket en del med, også fødselsdag netop i dag.

Den lange dag slutter vi af med endnu et besøg hos den tyske fotograf Oliver i biblioteket, hvor Tobias og Jonatan får kritik og gode råde om en række af deres billeder fra i dag. Som det forhåbentlig fremgår af bloggen, er de ved at være ret ferme til det!

Efter morgenmaden tager vi på fotoworkshop i en gummebåd i smukke Hamiltonbukta.

Vi planlægger at besøge en gletsjer for at tage billeder dér, men vi bliver hurtigt afbrudt, da vi over walkie-talkie hører, at der er spottet en isbjørn på land i nærheden.

Vi sejler i steder derhen og kan i mange minutter betragte en stor isbjørn, som stille og uforstyrret, vandrer langs kysten i meget dyb sne. Den har svært ved at finde fodfæste til tider, da den tykke sne ikke kan bære det tunge dyr.

Rupert fortæller os senere, at bjørnen er i rigtig god stand med en masse fedt, at den formentlig vejer mellem 475-500 kg, og at det er en han i alderen 7-9 år. Den vil kunne tage yderligere 100 kg. på, før den er fuldt udvokset. Den er endnu ikke drægtig, da den stadig voksende bjørn ikke viser alvorlige tegn på at have deltaget i kampe, og det ville den utvivlsom have vist, hvis den havde kæmpet med andre fuldt udvoksede hanbjørne.

Efter lidt tid går bjørnen lidt ind på øen, da den finder liget af en bjørneunge. Da den kommer derhen, lægger den forpoterne ovenpå hinanden og stamper hård i jorden med dem. Det er den måde en isbjørn normalt tester, om isen er bæredygtig. Rupert mener, at bjørnen gør det her, fordi den er usikker eller frustreret over situationen. Da reaktionen naturligt nok udebliver fra ungen, går isbjørnen blot videre.

Hvis bjørnen for alvor var sulten, ville den formentlig spise den lille unge, men her vælger den bare at gå videre langs kysten.

Rupert mener i øvrigt, at den lille unge må være død af sult, da der ingen tegn er på overfald med blod i sneen. Den må tillige være død for nylig, da den er hel endnu, da den ikke er dækket af sne, og da der endnu ikke er spor i sneen af ræve eller fugle. Den lille unge er fra i år, og burde alene have levet af mælk fra sin mor, men hun har øjensynligt ikke haft mælk nok til den.

Hannerne kan finde på at dræbe ungerne blot for at gøre dens mor drægtig, så han kan parre sig med hende.

Efter god lang tids studeren på behørig afstand vælger bjørnen at gå i vandet og svømme langs kysten og forsvinde mellem to små klippeøer. For ikke at stresse dyret unødigt, vil en ekspedition som vores aldrig følge efter en isbjørn, når den svømmer. I den situation er den stresset nok af at skulle bruge kræfter i vandet, at vi vil ikke gøre det værre.

Vi fortsætter den afbrudte fotoworkshop fra gummebåden i en helt utrolig smuk bugt, som billeder slet ikke kan retfærdiggøre.

Drengene er efterhånden meget dygtige og energiske med fotograferingen.

På land ser vi rækker af isbjørnespor, som krydser hinanden.

På udvalgte isflager holder små kolonier af energiske “rider” (kittiwake på engelsk) til. Riden er verdens almindeligste mågeart, men de er sjældne som ynglefugle i Danmark.

Der er taget mange fine billeder, og det er altså svært at fravælge…

Tilbage på båden får vi varmen og en dejlig frokost med mexicanermad.

Vejret er pludselig skiftet fra høj sol til småregn og tåge, så vi afventer en times tid, om det bliver bedre, så vi kan gå i land og hike. Selv i kedeligt vejr, er der en helt special atmosfære og stemning i Svalbard, som han nemt kan vænne sig til.

Da vejret ikke bliver bedre, dropper vi hikingturen og aftaler i stedet, at vi kan blive sejlet på land for en kort svømmetur i det arktiske vand (kun drengene!). Tobias og Jonatan skifter til badebukser og varmt tøj udenpå, men da vi skal til at gå i gummebådene, bliver planerne endnu en gang ændret. Vi får i stedet mulighed for at sejle med Pete ud og se på nogle bjørne, som netop er spottet på den anden side af bugten. Det tilbud er vi nødt til at tage imod, og det fortryder vi aldrig.

Da Pete tidligere er ude at sejle i kajak og kommer rundt om hjørnet på en lille klippeø, møder han dette syn af en sovende isbjørn med sit bytte ved vandkanten. Det helt exceptionelle er, at byttet er en delfin (af typen White-beaked delfin).

Normalt kan isbjørne aldrig fange en delfin i vandet, og delfiner er normalt snu nok til ikke at blive fanget i pak-isen, som kan komme og gå på disse kanter. Ligesom med beluga-hvaler plejer de at kunne holde et åndehul fri for is ved på skift at benytte det, men til tider kan isen komme så hurtigt her, at de kan blive fanget under isen uden mulighed at komme op og trække vejret – så drukner de naturligvis.

Formentlig er det sket for en delfinflok, så bjørnene har kunne trække delfinerne fri af isen og op på land og flå skindet af dem. Under skindet finder bjørnen det nyttige spæklag, som den har brug for.

Efterfølgende har Rupert studeret de mange billeder, vi alle har taget af bjørnen, og han har med sikkerhed kunnet fastslå, at det er den samme han, som vi så tidligere på dagen ved den døde bjørneunge! Faktisk tog vores fotograf tilbage til stedet efter vi havde forladt det, og han kunne se og fotografere, hvordan bjørnen trak delfinen helt ind på land og begyndte at spise den. Her er nogle af hans billeder.

Efter dette vilde sceneri, sejler vi ca. fem minutter til dette syn møder os: endnu en sovende isbjørn med en delfin som bytte og endnu et (pillet) delfinskelet på stranden.

Denne bjørn er en hunbjørn med en radiosender om halsen, påsat af det norske polarinstitut. Desværre viser det sig senere, da bjørnen rejser sig, at den er meget tynd og udhungret. Faktisk kunne den godt være moren til den døde unge, vi så i formiddags, men det er kun et gæt. Denne hunbjørn vil formentlig godt kunne overleve endnu en sæson her, vil den ikke kunne blive gravid, med mindre den tager meget på i vægt. Naturen er så snedig indrettet, at en gravid isbjørn helt automatisk vil abortere, hvis den ikke er velnæret nok til at producere mælk til ungerne i vinterhiet!

Riderne tager deres del af byttet – intet går til spilde her i Arktis.

Vi sejler herefter tilbage til Plancius, hvor man er ved at gøre grillen klar til aftenens hygge.

Rupert beretter senere, at det har været en helt usædvanlig isbjørnedag, som man sjældent vil kunne opleve. Det er vildt, at vi har kunnet følge en bjørn så længe, som vi gjorde, fra vandkanten i nærmest øjenhøjde med den. Og yderligere er det helt enestående, at vi ser bjørne med delfiner som bytte. Rupert har som bjørneekspert, der har færdes helt blandt bjørne utallige gange i årevis, aldrig oplevet det før. Derfor var hans melding da også fra starten, at de tre døde dyr/skeletter var fra store sæler. Delfiner var slet ikke i tankerne som en mulighed!

Rupert mener i øvrigt, at en dag som i dag virkelig bekræfter, at man sagtens kan få nyttig viden ud af en forretningsorienteret ekspedition som denne, når den er grebet rigtigt an.

Aftensmaden består af dejlig BBQ på nogle store griller på bagdækket. De fleste spiser ude, og der er høj musik med Abba og folk hygger sig og deler dagens fælles oplevelser.

Efter maden viser Tobias og Jonatan nogle af dagens pletskud med deres lånte Laica-kamera til Oliver. Han er heldigvis vældig begejstret og roser drengene, og en del af de andre i biblioteket er også imponerede og vil vide, hvordan billederne er taget – specielt er de imponeret over disse billeder af fugle, bjørne og isflager, som drengene har taget.

Drengene slutter den lange og dejlige dag af med at banke nogle amerikanske og brasilianske unge i kortspil.