Vi har pr. telefon booket de tre sidste ledige værelser på hotel “The Wicker Guesthouse”, som ligger lige i centrum, hvor “det sker” i Key West”.

Undervejs til Key West, laver vi en afstikker af Key Deer Boulevard, hvor vi har fået at vide, at vi kan være heldige at se nogle specielle små Key-rådyr. Vi er heldige.

Ved ankomsten til Key West (i øvrigt for gud ved hvilken dag i strålende sol og meget høj temperatur) besøger vi USA’s sydligste punkt, inden vi får en meget udsøgt frokost hos Jean på den franske restaurant Banana Café.

Da vi midt på eftermiddagen kommer til til The Wicker Guesthouse er det mere end almindelig svært at finde en parkeringsplads, og hotellet lever i den grad op til navnet – det er wicket. Receptionen ligger udenfor området, ingen af værelserne, der vel nærmere er lejligheder, ligner hinanden, poolen har åben 24 timer i døgnet, og der er så få parkeringspladser, at man skal parkere i rækker og give bilnøglen til receptionen, så de kan flytte rundt på bilerne, hvis nogen skal ud!

Vi løser dog vores parkeringsproblem med et handicap-skilt i bilen! Vi lader bilen stå de næste to dage.

Som nævnt er værelserne vidt forskellige både i udseende og i pris. Vi trækker derfor lod, og alle er godt tilfredse med resultatet: De gamle får det mest traditionelle med to dobbeltsenge, mens Pernille og Jonatan får et med Jacuzzi og Lise og Tobias får et med en kingsize-seng og et badekar med jacuzzi-funktion. Alle værelser har i den grad atmosfære – ingen af os har tidligere set noget lignende!

Vi slapper af et par timer på vores nye værelser, inden vi mødes og går i byen. Byen minder en hel del om Bourbon Street i Louisiana – der er utrolig meget gang i den, der er gøgl og musik, og alle er glade. Efter besøg i en række butikker finder vi et spisested med udsigt til solnedgangen i den sydlige del af byen.

Efter en dejlig gang aftensmad (stooore portitioner) oplever vi en vandvittig flot solnedgang.

Efter at have prøvesmagt fudge og besøgt diverse butikker, tager de gamle hjem (runder dog lige et meget fristende Peter Lik-galleri), mens de unge bliver i byen!

Vi har valgt en såkaldt “natural swim”, hvor vi svømmer 30 minutter med delfiner, som vi ikke må røre. Det hele foregår på delfinernes præmisser, hvor vi skal gøre os fortjent til at de komme helt tæt på os.

Delfinerne er utrolig spændende og intelligente pattedyr. Bassinerne er helt unikke på den måde, at de naturligt gennemstrømmes med havets vand og mindre dyr og planter. Delfinerne er spærrede inde, men de opholder sig i deres helt naturlige omgivelser. Derfor er vandet også ret grumset og egentlig slet ikke egnet til fotografering.

Delfiner kan via ekkolod afkode os mennesker (og alle andre ting, som indeholder meget vand – mennesker består f.eks. af 70 % vand) i 3D. De starter med at lægge hovedet på skrå, når vi nærmer os bassinkanten, så de kan se os an – de betragter os mest som deres legetøj. Når vi kommer i vandet bliver vi rigtig studeret, om hvis vi er interessante nok, kommer de hen for at lege med os. Hvis man får øjenkontakt med en delfin, kan den f.eks. finde på at invitere os med ned på bunden af bassinet – og prikker den til dig, er det fordi det ikke går hurtigt nok.

Efter 30 minutter i vandet er alle virkelig trætte – det er meget hårdt at forsøge at leve op til delfinernes krav om underholdning og speed

En habil svømmer kan svømme 2-3 miles i timen, mens en delfin kan svømme 20-30 miles i timen! En gang fik delfincenteret besøg i bassinet af en gravid kvinde, hvilket gjorde alle delfiner vildt overraskede – de skulle alle straks hen og studere hendes mave, hvor de jo straks kunne afkode, at det befandt sig et ekstra hjerte fra det endnu ikke fødte barn!

Centerets loft var spækket med en-dollar-sedler. Først da vi spurgte til meningen, blev vi bedt om at betale en dollar for at få det at vide. Det hele gik ud på at skaffe penge til velgørenhed, og den dollar-seddel  man skulle give, blev foldet omkring et specielt søm, som man kunne kaste mod loftet og med lidt held få til at sidde fast. Det lykkedes da også Jonatan.

Vi kørte sydpå mod Marathon, hvor vi havde vores næste hotelovernatning. Vi kørte over en del broer og smalle øer ned gennem The Keys.

Om formiddagens gjorde vi ophold ved et arrangement, som nærmest kan betragtes som et lokalt loppemarked og et sted, hvor du kan fodre pelikaner og gigantiske tarpon-fisk, som kunne spring op af vandet efter fisk.

Ved middagstid gjorde vi holdt på en campingplads, hvor vi nød udsigten over vandet samt spiste frokost og drak smoothies.

Ved 15-tiden nåede vi frem til vores hotel (Kingsail Resort), som nærmest var et motel, hvor vi alle tre par havde en lille lejlighed med køkken og opholdsstue.

Klokken 16:00 ankom vi til et lokalt skildpaddehospital, hvor vi fik et meget spændende foredrag om havskildpadder og en efterfølgende rundvisning til hospitalets “patienter”.

Hospitalet lejer årligt hele området med bygninger for 1 dollar at en velgører! Der er plads til omkring 50 patienter på hospitalet. En del er så dårlige, at de aldrig slipper ud i naturen igen – den ældste har været der siden starten i ’89 (det hele startede faktisk på baggrund af interessen fra Teenage Mutant Ninja Turtles-tegnefilmene). Hospitalet har “ansat” en frivillig kirurg, som har fået en god erfaring i at operere tumors fra skildpadderne.

En del skildpadder lider at det såkaldte “bubblebutt-syndrom”, hvor skildpadden ikke kan dykke, fordi de har luft under skjoldet bagtil. Disse padder får derfor bly på bagskjoldet, så de er i stand til at gå ned under vandet – disse skildpadder er dog ikke i stand til at klare sig i naturen, da skjoldene vokser fra denne løsning, som løbende skal udskiftes med mere vægt.

En del skildpadder bliver bragt ind med skader  fra sammenstød med speedbåde.

På området var der en del grønne leguaner.

Herefter handlede vi ind til aftens- og morgenmad, som vi vil indtage i et af værelsernes stuer.