I dag sov vi længe og mødtes til morgenmad kl. 09.00. Vi fik den hidtil bedste morgenmad på baren Margaritaville på hotel Flamingo.
Så var det tid til at se på hoteller. Vi nåede dog kun Caesars Palace og Mirage inden frokost. Caesars Palace var utrolig flot.
På Mirage så bedstefar delfiner og små tigerunger, mens farfar var på egen hånd i Las Vegas.
Vi andre fik milkshake og burger på BLT, skrev mails og fik styr på Tobias’ lange ophold i USA.
Om eftermiddagen tog vi til Stratosphere og nød udsigten fra den højeste bygning i Las Vegas.
Tobias, Jonatan og Kirsten fik også en tur i de vilde rutchebaner på toppen af Stratosphere.
Herefter var vi inde og se Wynn som er et finere hotel, hvor man bl.a. skal have lange bukser på, hvis man vil sidde og spille. Her ville vi have set et gratis show, men det kom først en time senere end annonceret, så det ville vi ikke vente på. Vi spiste på en fin italiensk restaurant, hvor vi fik lækker mad.
Da det blev mørkt ville vi op i Eiffeltårnet, og det var noget af en rejse – det tog os 3 timer at komme fra Wynn til Paris, købe billetter og komme op i tårnet (man skal ikke have en stram tidsplan i Las Vegas!!).
Vi var på hotellet ved midnatstid og vi havde denne dag blot nået tre af de 10 ting fra ønskelisten.