Umbrien, ost, marked og vin – 15/5-2024

Efter morgenmaden lagde vi ud med et besøg hos Montomes lokale osteproducent familien Monni, der er 3. generation i en familiedrevet virksomhed, der gennem årtier har produceret fantastiske fåreoste. Antonello elsker at eksperimentere og være kreativ, men samtidig værner han om de gamle ostemager- traditioner. Mor Santina fortalte og viste rundt samt lod os smage på flere af de skønne oste, som de producerer.

Vi hørte om familiens historie, produktionen, problemer med ulve og mødte også et par af de Maremma-hunde, der passer familiens knap 1000 får.

Herefter kørte vi til det ugentlige marked i umbertide, hvor der var tid til at kigge og shoppe lidt i boderne, inden vi tog hul på dagens gåtur langs Tiberen. En smuk og dejlig tur og dejligt med en kaffe ved ankomst til Caféen.

Efter en lille pause tog vi sidst på eftermiddagen på besøg hos Valeria ved Poggio Maiolo, en lokal vinproducent, der laver vine på druerne fra Chardonnay, Syrah og Pinot Nero. Vi hørte om produktionen og smagte selvfølgelig på udvalgte vine.

Vi hørte om planer og drømme. Om udfordringer og glæder, om hårdt arbejde og glæden ved god vin, og meget meget mere.