Skibet har brugt hele natten og morgenen til at sejle os nordvest på til kysten i bunden af den 26 km. lange Kongsfjord på vestkysten af Spitsbergen.

Skibet kaster anker i virkelig smukke omgivelser.

Kongsfjorden er 26 kilometer lang, varierer mellem 6 og 14 km. i bredden, og den er op til 250 meter dyb. Inderst i fjorden løber to såkaldte ”tidevands-gletsjere” eller ”isbræer” ud i vandet. Fjeldene er op til 1.000 meter høje i nord og 900 meter i syd.

Der er flotte små ”isbjerge” eller snarere isflager i vandet.

Efter en dejlig morgenmad (frokost og morgenmad serveres alle dage som buffet) er der briefing om at være i Arktis, og om at passe på naturen og på sig selv i dette ekstreme område. Endelig får vi en meget seriøs og spændende obligatorisk orientering om “isbjørnesikkerhed”.

Fakta om de store bjørne, og om hvordan, vi skal agere i deres nærvær:

• De kan lugte en sæl på en km. afstand, selvom den befinder sig under isen!
• På land opdager den som regel sit bytte med øjnene, før den lugter dem.
• Hver gang vi kommer til et nyt sted, bliver der sendt “scouts” ud for at undersøge området for bjørne. De er altid udstyret med skarpladte geværer, når de går i land. Samtidig bliver området gennemsøgt for bjørne via kraftige kikkerter fra skibets kommandobro.

• Når vi får lov til at gå i land, skal vi altid agere som om, der er en isbjørn i nærheden af os.
• Hvis en af os opdager en bjørn, skal vedkommende straks orientere gruppen, vi skal holde tæt sammen, ikke gå i panik og glemme alt om fotografering!
• Står vi oprejst sammen som en gruppe, vil en isbjørn på lang afstand forhåbentlig undre sig og tøve, idet den er vant til, at dens byttedyr enten stikker af eller lægger sig fladt ned. Vi kan dog aldrig være sikre med isbjørne, da de i modsætning til alle andre bjørnearter selv kan finde på at jage byttedyr i grupper – det sker sjældent, men er de sultne nok, kan de finde på at løbe den store risiko, det er, at jage en hvalros, som på land altid holder sammen i en stor gruppe!
• Er det ikke nok til at skræmme bjørnen, vil guiderne slå medbragte metalrør mod sten eller andet, idet det forhåbentlig vil frembringe en lyd, som bjørnene ikke kender. Det er før set, at en isbjørn kan være helt rolig og gå omkring på land lige ud for et skib med en masse mennesker ombord, men i samme øjeblik et kamera bliver tabt på dækket, stikker bjørnen af, da det udløser en lyd, den ikke er tryg ved.
• Viser isbjørnen stadig ikke adfærd, der fortæller, at den er skræmt, tøvende eller forvirret, kan guiderne affyre deres signalpistol med høje brag på en afstand af ca. 150 m. fra dyret.
• Endelig er den absolut sidste udvej at skyde dyret, hvis det kommer for tæt på og bringer os i fare.

Vi skifter herefter til vintertøj i flere lag og ifører os vores solide gummistøvler, som vi alle har fået udleveret. Inden vi forlader skibet, skal vi alle huske at vende vores personlige “tag” på et ”tag board”, så besætningen altid kan se, hvem der er på skibet, og hvem der er i land. Den grønne side af tag’et viser, at personen er på skibet og den røde bagside, at vi har forladt det. Er der blot et rødt tag, sejler skibet ingen steder!

I hold af 8 personer bliver vi sejlet i land i gummibåde (de såkaldte zodiacs).

I land hiker vi i grupper i den flotte natur – luften her føles også helt speciel og dejlig ren.

Vi bevæger os hen imod den store flotte gletsjer for enden af fjorden med bjergene “The Three Kings” i baggrunden. De tre bjerge er navngivet efter de nordiske lande med Dana i midten.

Vejret er fantastisk, solen skinner, og det er +5°C. Det er meget udsædvanlig med det flotte vejr. Det er yderst sjældent, at man kan se alle tre toppe helt fri for skyer.

Stolt ejer af fin ny linse anskaffet til turen. Desværre blegner den i sammenligning med det udstyr, de fleste andre kan fremvise. Mange har medbragt flere linser og flere kameraer pr. person til mange 10.000’er af kroner!

Vi finder tydelige spor af rensdyr, men vi ser dem ikke endnu.

Selvom sneen først blot lige er smeltet så meget, at klipperne og jorden er fri nogle steder, er der allerede bittesmå planter og mosvækster at se imellem sten og mudder.

Vi oplever og en såkaldt ”22° halo” – et fænomen, som er beslægtet med regnbuen. 5-6 km. oppe i atmosfæren kan der under helt specielle forhold dannes iskrystaller, som bryder solens stråler og laver denne kæmpe cirkel på himlen. Vores guide fortæller uden tøven, at vi kan fotografere fænomenet med en blænde på f/22 og en person, som skygger for solens direkte stråler. Det blev naturligvis straks afprøvet.

Vi skulle egentlig have været tilbage til frokost på båden 12:30, men guiderne melder pr. walkie talkie tilbage, at vi kommer en time senere, da vi oplever en gletsjer kælve. Vi bliver først opmærksomme på det ved lyden af, hvad hvad vi først troede var enorme tordenbrag. Den flotte gletsjervæg er meget porøs sine steder og blandt andet solens stråler får somme tider store stykker til at falde af og blive til flydende isflager. Når det sker, hører man få sekunder senere det enorme brag, som det udløser. Gletsjeren er bare så langt væk, at lyden først kommer forsinket. Det føles nu som om, gletsjeren er lige foran os.

Vi ser flere små ”kælvinger” med enorme plask, som skaber bølger. Et imponerende syn – og brag. Hvor isen er mest blå, er den ældst. Jo mere den presses sammen, jo mere blå bliver den. De blå steder er typisk der, hvor den sidst har kælvet, og hvor det mest sandsynligt vil ske igen.

Efter frokosten bliver vi sejlet i land i verdens nordligste by Ny Ålesund, som ligger på sydsiden af Kongsfjord.

Der bor omtrent 30 personer i Ny Ålesund. Den tidligere mineby indeholder nu et arktisk forskningscenter. I byen findes tillige verdens nordligste jernbane, der stadig kan ses, men den kommer med garanti aldrig mere ud at køre!

Drengene benytter lejligheden til at få et stempel i deres pas fra verdens nordligste posthus.

Byen er i øvrigt kendt for at være startstedet for luftskibet, der i 1926 fløj over Nordpolen.

Tilbage på båden får vi varm kakao, kage og kiks, som vi nyder på soldækket – drengene endda i shorts og t-shirts her omkring 1.200 km. fra Nordpolen – vi er helt fantastisk heldige med vejret igen i dag. På ekspeditionen før os var der sammenlagt en halv dag med solskin på hele turen. Vi har indtil videre oplevet 1½ døgn næsten kun med sol.

Pete holder informationsmøde om ”kayaking”. Han har 30 års erfaring som kajakinstruktør. Han har engang oplevet, at nysgerrige hvaler kredsede omkring kajakkerne, så de ikke kunne komme tilbage til den planlagte frokost på skibet. Det kunne være ret fedt at opleve!

Klokken 19 er der ”recap” i fællesrummet, hvor dagens begivenheder gennemgås og morgendagens ”planlagte” program offentliggøres. Indtil i dag sagde ismeldingerne, at det ikke ville være muligt for os at sejle nordpå som planlagt, idet alle skibe har været bremset af enorme mængder pak-is i farvandet. Denne vinter er den hårdeste i de sdiste 15 år – selvom det desværre ikke er nopk til at aflyse jordens klimaproblemer! Seneste varsel har dog forbedret situationen, så plan B kan nu afløses af en ny plan fra Kelvin og hans besætning.

Efter aftensmaden kommer gæsterne til Oliver i skibets bibliotek for at fremvise dagens bedste fotos, og for at få gode råd fra eksperten. Hver dag kåres dagens foto, men da vi ser, hvad folk kommer med, glemmer vi hurtigt tanken om at gøre os gældende der. Det er bare helt vildt, hvad folk kan fremvise af billeder – og hvad Oliver kan gøre ved dem i Photoshop. Dagens bedste foto er taget af en hollandsk kvinde. Du kan se et billede af det her.

Disclaimer: Bemærk, at vi som udgangspunkt kun medtager billeder i vores blog, som er taget af en af os fire i familien – er det ikke tilfældet, som her, vil det tydeligt fremgå af teksten.

En snak med en af guiderne, som deltager både her og på turene til Antarktis, og i øvrigt bor i telt i Longyearbyen, når hun ikke er på ekspedition, fortæller om forskellene på Arktis og Antarktis:

• Landskabet er ikke så varieret i Antarktis, som her.
• Midnatssolen er der ikke på turene til Antarktis, idet man langt fra kommer så tæt på sydpolen (der jo er isdækket land), end vi kommer på Nordpolen (isdækket hav) på denne tur.
• Hikingturene er kortere sydpå, idet alle klipper er meget stejle i Antarktis.
• Der er ikke mange blomsterarter i Arktis, men i Antarktis er der kun to, og det kræver god vilje at kalde dem for andet end græs!

Til gengæld er ternerne præcis de samme begge steder, idet de flyver de lange afstande frem og tilbage hvert år: ca. 40.000 km. for en tur-retur! Ternerne angriber til gengæld kun menneskerne i Arktis, hvor de har reder om sommeren.