Vi står tidligt op og tager til Oslo Lufthavn, hvorfra vi flyver til Svalbard:

Oslo – Longyearbyen 09:55 – 13:55 (SAS SK4414)

Efter dejligt sommerligt vejr i Oslo mellemlander vi (for tankning af brændstof) i Tromsø langt mod nord på det norske fastland. Her føles det straks noget køligere, da vi forlader flyet. Vi er da også omgivet af sneklædte bjerge.

Da vi lander i Longyearbyen er vejret ikke særlig godt. Det er +8°C, det regner og er tåget. Vi har aldrig været nordligere på kloden end her. Et skilt viser, at vi i øjeblikket er 1.309 km. fra Nordpolen.

Longyearbyen er den administrative hovedstad på Svalbard. Den ligger på Svalbards største ø, Spitsbergen. i Longyearbyen bor ca. 1.800 indbyggere, mens der i Barentsburg, som er et russisk minesamfund, bor ca. 800 indbyggere. I resten af Svalbard bor der 40 – 100 primært udenlandske forskere (afhængig af årstiden).

Læg mærke til, hvor langt oppe nordpå, Svalbard ligger. Det sydlige Svalbard ligger ca. 650 km. nord for det norske fastland og kun ca. 1.000 km. syd for Nordpolen ligger toppen af Svalbard. Der er da også midnatssol (lyst døgnet rundt) i Longyearbyen i syd fra 20. april til 23. august og polarnat fra 26. oktober til 15. februar. På øerne i nord varer midnatssolen hele 42 dage længere (ialt 141 dage) og polarnatten 44 dage længere (128 dage).

I Longyearbyen svinger gennemsnitstemteraturen mellem -14°C om vinteren til +6°C om sommeren. Den laveste temperatur på -46,3°C blev målt i marts 1986, mens den højeste på +21.3°C er fra juli 1979. Det er ikke usædvanligt med temperaturer mellem –20 og –30 °C om vinteren, og læg dertil en “chill factor” pga. vinden – så må det føles seriøst koldt. Perioder med tåge om sommeren er almindeligt. I Svalbard regner og sner det dog ikke mere end 200-300 mm. om året!

Det er kun tre veje i Longyearbyen, så det er til at overskue. Byen ligner en tilfældig lille by på landet, men vi befinder os ufattelig langt fra, hvad vi normalt kalder ”civilisationen”.

I Svalbard må der ellers ikke bygges veje – faktisk må der ikke ændres noget i naturen overhovedet. Samtidig har man den mærkelige bestemmelse, at alt menneskeskabt skal stå uændret siden 1946. Det betyder f.eks., at de gamle hængebaner, som blev brugt til at transportere kullene fra minerne stadig står, som de gjorde i 1946.

Selvom der kun bor godt 2.600 personer i Svalbard mod ca. 6 mill. i Danmark er Svalbard faktisk små 50% større end Danmark: 61.022 km² mod 43.094 km². Isbjørnebestanden er på ca. 3.000 i Svalbard, og der er tillige godt 600 hunde på øerne – primært slædehunde.

Ca. 60% af Svalbard er dækket af gletsjere, 30% er isfrie bjerge og kun på de sidste 10% er der mulighed for vegetation.

Vi besøger en god del af byens butikker med lækkert outdoor-tøj, og Tobias får sig en fin ny hue. Imens vi besøger det lokale museum, er man ved at bringe vores bagage og proviant ombord på ekspeditionsskibet M/V Plancius, som ligger ved kajen.

De næste 10 dage (9 nætter) skal vi deltage på turen “PLA07 North Spitsbergen – Basecamp” fra det hollandske firma “Oceanwide Expeditions”. Alle nætter og det meste af dagtiden skal vi tilbringe på skibet.

Plancius er 89 meter lang, 14,5 meter bred og stikker 5 meter. Staben er på 45 mand, og der er plads til 116 gæster i 53 passagerkabiner med eget toilet og bruser. Skibet er en “isbryder” af kategorien 1D (!) og det kan skyde en maksfart af 10-12 knob. Det er bygget i 1976 til det hollandske søværn og er købt af vores rejseselskab i 2004. Endelig er det ombygget i 2009.

Ved 16-tiden går vi ombord på skibet og får vores lille kahyt. Den er lille og bestemt ikke luksus, men badeværelset med brusebad er fint stort, og der er rigelig med skabsplads til alle vores ting.

KL. 18 er alle papirer tilsyneladende i orden, og vi sejler vi ud af Isfjorden.

I syd og øst er havbunden i Svalbard “kun” 200-300 meter dyb, mens den i nord og vest er 4.000 meter dyb.

Vi får varm kakao og kager/kiks i det store opholdsrum og får undersøgt vores flydende hjem for de næste 10 dage. I forbindelse med opholdsrummet er der naturligvis et bibliotek og en bar!

Vi får en velkomstdrink og bliver budt velkommen af ekspeditionsleder Kelvin fra Skotland. Han gør opmærksom på, at vi kan tale til ham på alle sprog, men han kan desværre kun svare på skotsk.

Kelvin gør os desuden opmærksom på, at vi ikke skal i Disneyland, hvor man kan planlægge alle dagenes begivenheder på forhånd. Vi er i stedet på en ekspedition, hvor vi er helt afhængige af vejrlig, de vilde dyr og omgivelserne i øvrigt. Det skal i den grad blive bekræftet de kommende dage!

Vi er 111 gæster (fra alle mulige europæiske lande til Rusland og Brasilien) på denne tur og ikke mindre end 50 personale og ekspeditionsfolk på båden. Hele ekspeditionsholdet bliver præsenteret: det er virkelig en imponerende flok eksperter på alle mulige relevante områder.

F.eks. kan nævnes Hotel Manager Mike fra Spanien, Assistent Hotel Manager Thijs fra Holland, Assistant Espedition Leader Katja (kemiker) fra New Zealand, guiderne/foredragsholderne Sandra fra Tyskland (også fotograf med bogudgivelser på CV’et), Brent (ornitolog og tidligere fotograf med konsulentopgaver på forskellige BBC- og andre naturfilm på samvittigheden) fra USA, Rupert (isbjørne- og flora-ekspert) fra Skotland, Michelle fra Holland, Pete (kajak-instruktør) fra England, fotograf Oliver fra Tyskland og Matthias fra Tyskland. En af guiderne er ved at skrive en phd i biologi, og endelig har vi egen læge med ombord.

Skibets kaptajn er russisk. Han præsenterer også sig selv, men den store mand er meget genert med en mikrofon i hænderne. Hans svage stemme er skælvende og usikker. Dog præsenterer han sig ultrakort for sine landsmænd blandt gæsterne på russisk med stor sikkerhed i stemmen. Michelle fortæller senere, at kaptajnen er den bedste vi kan få på en ekspedition som denne – han har tyve års erfaring med sejlads her, og han er uovertruffen til at styre skibet, når vejret og isen er en udfordring. Personlig foretrækker han egentlig blot at styre sit skib fra kommandobroen og holde sig fra alle gæsterne.

På tidligere ekspeditioner havde rejseselskabet f.eks. en anden virkelig dygtig kaptajn, men han tog sin uddannelse meget bogstavelig: han var naturligt uddannet i at undgå alle farer (!), så selvom ekspeditionslederen bad ham sejle tæt på isbjerge, så folk kunne spejde efter isbjørne, nægtede han det i sikkerhedens navn! Han holdt derfor ikke længe i selskabet!

Det er muligt at ringe og checke mail fra skibet via satellit, men det fungerer ikke særlig godt og er temmelig dyrt. Når vi er i nærheden af bjerge, som vi ofte er, kan vi slet ikke ”se” satellitterne.

Inden aftensmaden deltager alle i en obligatorisk øvelse, hvor man laver en alarm og beder alle mønstre hurtigst muligt med korrekt påtaget redningsvest. Da alarmen lyder, aftaler vi, at Kirsten og Kim lige henter vores fire redningsveste i kahytten længst nede på skibet. Kirsten skal dog også lige have ekstra varmt tøj på, da øvelsen skal foregå på dækket. Man ser derfor noget skævt til Tobias og Jonatan, da de ”forkælede unger” ikke selv henter deres udstyr, men lader deres forældre gøre det.

Da vi endelig dukker op som de sidste, bliver der holdt mandtal, og vi går til den af de to redningsbåde, som vi har fået tildelt. En del af gæsterne har vist ikke helt forstået sikkerhedsinstruktionerne, som personalet i øvrigt tager meget seriøst.

Klokken 20 indtager vi en overraskende dejlig treretters menu (vi kan vælge mellem 3 hovedretter hver dag).

Vi er meget positivt overraskede over den tre-retters menu, vi får serveret, men lige efter at sidste ret er kommet på bordet, får vi alle tilbudt en endnu bedre dessert: hvaler!

Efter blot to timers sejlads afbryder Kelvin os nemlig for at fortælle, at man har spottet finhvaler, og skibets kaptajn styrer meget rutineret skibet efter de to hvaler, som er de næststørste dyr på kloden.

Finhvalen kan blive 17-24 meter lang og veje 80-90 ton. De kan svømme hurtigere end alle andre hval-arter og kan skyde en topfart af 25 knob (godt 46 km i timer). Skibets tophastighed er beskedne 13 knob, hvis vi har vinden i ryggen og bølgerne med os, så hvalerne kan uden problemer svømme væk fra os, hvis de vil.

Skibet kommer helt tæt på hvalerne, som er vildt imponerende. De store dyr viser i øvrigt aldrig deres hale. Det er kun to dage siden, at man så blåhvaler (verdens største dyr) her!

Finhvalerne har i øvrigt forskelligfarvede kæber. Den højre er hvid, mens den venstre er meget mørkere. Det antages, at de bruger den lyse side til at blænde fisk og andre byttedyr, så de samles i en stor klump, de så kan sluge i en stor mundfuld.

Efter nogen tid forlader vi hvalerne og fortsætter vores tur nordpå.

Vi går i seng ved 22-tiden med en dejlig sidste oplevelse af Svalbards dyreliv.

PS. Det er meget mærkeligt, at det er helt lyst om natten.