Glengyle, Cadenheads (19/9-20)

Efter morgenmaden starter vi dagens program med rundvisning og en ”wee dram” på Glengyle.

Fakta om Glengyle Distillery:

  • I 1872 blev det oprindelige Glengyle opført af William Mitchell, der var søn af Springbanks grundlægger Archibald Mitchell. Efter et ejerskifte i 1919 blev destilleriet lukket ned i 1925, som blot et af 17 destillerier, der måtte lukke i Campeltown i 1920’erne.
  • Siden nedlukningen i 1925 har der i to omgange været gjort forsøg på at genstarte Glengyle. I 1941 og igen i 1957, men uden held.
  • I 2000 lykkedes det Hedley Wright, der også ejer Springbank, at købe bygningerne med det formål at reetablere destilleriet. Det tog fire år at finde det nødvendige udstyr og at få bygningerne renoveret. En del af destilleriets udstyr er nyt, mens en del er anskaffet fra dels Craigellachie og dels det lukkede højlandsdestilleri Ben Wyvis (deres Pot Stills), der opererede i perioden fra 1965-77 på grain-destilleriet Invergordon.
  • 25. marts 2004 begyndte man at destillere for første gang på det genåbnede Glengyle. Navnet Glengyle bruges allerede til en blended whisky, hvorfor man måtte vælge et andet navn til deres whisky: Kilkerran.
  • I de første fire år producerede destilleriet 50.000 liter årligt. Efterfølgende er produktionen reduceret til omkring 20.000 liter årligt.
  • Whiskyen produceres helt traditionelt. Byggen gulvmaltes på Springbank. Spiringen stoppes ved tørring med tørv i 6 timer og efterfølgende yderligere 30 timer med varm luft. Det giver et fenolindhold på 15 ppm i den maltede byg. Destilleringsprocessen er dobbelt destillering, og den færdige “new make” påfyldes fadene ved 68%. Fadene lagres hos Springbank.
  • 2007 udgives det første limited release af Kilkerran (3 års). Glengyle har samme ejer (familie) som Springbank, og salgs og marketing-personalet er da også det samme, som håndterer Springbank, Longrow og Hazelburn.
  • 2009 udgiver Glengyle “Kilkerran Work in Progress 1” i 9.000 flasker.
  • Glengyle og Springbank fungerer som to selvstændige destillerier hvad angår salg og marketing, men personalet til fremstilling af whisky er det samme som på nabo-destilleriet Springbank.
  • Man eksperimenterer meget på Glengyle (med fire gange destillering og forskellige træ-modninger), selvom det måske ikke er så synligt på de aktuelle udgivelser.
  • Den første standardudgave fra 2016 var en 12 års Kilkerran matwhisky (en sherry og en bourbon-udgave).
  • Man kan IKKE finde Kilkerran hos uafhængige aftappere.

Dernæst går det videre til Cadenheads, hvor vi får rundvisning og en Warehouse Tasting samt frokost.

Fakta om Cadenheads:

  • Firmaet blev grundlagt i 1842 og er dermed Skotlands ældste uafhængige aftapper.
  • Siden 1972 har ejeren været den samme som ejer Springbank (J & A Mitchell).
  • Den danske afdeling ligger i Odense og bestyres af Kis og Angus. Cadenhead findes i 7 lande.
  • Cadenheads er kendt for serier som “Auchentic Collection” (Cask Strength), “Duthies Range” (nedvandet til 46%) og “Chairman’s Stock” (min. 26 år gamle og sjældne whiskies).
  • De to sidste serier vil udgå og blive erstattet af fire nye serier som Mark Watt har introduceret: “Creations” (Small Batch blended malts eller blended scotch), “Small Batch” (2-3 tønder malt eller grain vandet ned til 46%), en lignende serie small batch på tøndestyrke og endelig en serie single casks på tøndestyrke.
  • Aktuelt har man tønder fra 104 forskellige destillerier.
  • Man bruger aldrig “chill-filtering” eller “kølefiltrering” af deres whisky. Ifølge Mark “slår det kroppen ihjel, og det kan tillige tage farven, så producenten måske yderligere fristes til at supplere farven med karamel, som rent faktisk også påvirker smagen”. Mark er i øvrigt glad for lovgivningen i DK, hvor man skal skrive, hvis der er karamel i whiskyen. På den måde kan alle på de danske whiskies se, hvilket producenter der bruger farvejustering, selvom de ikke skriver det på etiketten i andre lande.

Kølefiltrering: Nedkøling af whisky med efterfølgende filtrering inden aftapningen. Reduceres en whisky fra fadstyrke til 40% alkohol, kan den ved tilsætning af yderligere vand hos forbrugeren, eller ved udsættelse for kulde, blive uklar. Derfor koldfiltreres næsten alt blended og meget malt whisky, der i bund og grund går ud på at nedkøle den nu reducerede væske til omkring 0 grader og derefter presse den igennem en lang række paplignende filtre. Derved fjerner man uvægerligt nogle af smagsstofferne, alt efter hvor effektiv filtreringen er.

Resten af eftermiddagen er er der tid på egen hånd i Campbeltown.

Om aftenen spiser vi turens sidste middag på Ardshiel Hotel og mon ikke det også bliver til et besøg i hotellets whiskybar, som er en af de bedste i Skotland.