Efter morgenmad på hotellet, fejrer vi Ulla og Elvin på deres to-årsdag med balloner og kage – og whisky fra Aberlour.
Dagens menu består primært af et besøg på Macallan Distillery og et besøg på bødkeriet Speyside Cooperate i Aberlour om formiddagen.
Et fiskekort til River Spey koster 500£ for et døgn i højsæsonen. Og så skal man endda smide den første laks ud igen. Resten må man dog beholde.
Fakta om Macallan Distillery:
- Bygget i 1824.
- I 1984 frigives den første 18 års single malt.
- I 1986 sælges 25% af aktierne til japanske Suntory.
- I 1999 opkøbes de af Edrington.
- I 2001 bygges nyt visitor center.
- I 2004 erstattes Sherry Oak-serien (ren Sherry-fade) af Fine Oak-serien (blanding af Sherry- og Bourbon-fade).
- The 1824 Collection frigives i 2009 til taxfree markedet: “Select Oak”, “Whisky Maker’s Edition”, “Estate Reserve” og “Oscuro”.
- I 2012 kommer Gold som den første af fire nye i Macallan 1824-serien uden aldersangivelse. Den efterfølges af Amber, Sienna og Rubi.
- Macallan har patent på egen kornsort, som andre destillerier ikke må benytte.
- Der sælges ikke mindre end 9 mill. flasker Macallan årlig, hvoraf halvdelen sælges i Asien.
- Inden så længe starter Macallan den vildeste investering i nyt kæmpe anlæg delvist under jorden, så man ikke “ødelægger” naturen i det smukke område.
Udstillingen på Macallan er meget informativ og utrolig lækkert og indbydende lavet.
Efter besøget på Macallan kører vi den korte tur til Speyside Cooperage, som er det eneste sted i verden, hvor man kan se, hvordan man bygger tønderne! Det er en stor oplevelse at se og høre om det hårde arbejde.
Fakta om Speyside Cooperage:
- Arbejdsdagen er på 9 timer med en formiddag- og en eftermiddagspause på 15 min samt 1 times frokost.
- ”Crazy Pete” arbejdede en del hurtigere end de andre bødkere og holder kun 20 min. frokost. Han er en enspænder, som er så meget “in the zone”, at han end ikke taler med sine kollegaer. Han kan producere omkring 26 tønder dagligt mod kollegernes ca. 20 tønder. Alle arbejder hurtigt, men Pete er for vild at se på.
- Det tager 4 års uddannelse at blive Bødker og jobbet er godt lønnet men også et hårdt og slidfuldt arbejde.
- De fleste arbejder på akkord, hvor man så kan tjene op til det tredobbelte af en normal løn. Er man ung og langsommere, kan man arbejde på en fast månedsløn i stedet.
Vi kunne også selv give os i kast med at samle en lille tønde, men det var langt fra nemt.
Om eftermiddagen kører vi til Dufftown, hvor vi indtager frokosten. Desværre er det lokal helligdag i byen, så de fleste restauranter er lukkede. Vi køber i stedet en sandwich, som vi indtager på en bakketop med udsigt over det lokale destilleri.
Kl. 15.30 har vi en lille aftale hos Duncan Taylor i Huntly, der har stillet en lille smagning op til os. Vores vært er Ronnie Roultledge.
Fakta om Duncan Taylor:
- Den uafhængige aftapper blev etableret i Glasgow i 1938.
- I 2001 blev firmaet opkøbt og flyttet til byen Huntly.
- Man udgiver ca. 200 forskellige flasker om året.
- Disse serier kan nævnes: “Rarest of the Rare” (single cask, cask strength fra nedlagte destillerier), “Rare Auld” (single cask, cask strength, primært > 30 år), “Peerless” (single matls > 40 år), “NC2” (single cask, 12-17 år, 46%), “Battlehill” (yngre malts på 43%), “Lonach” (to casks fra samme destilleri vatted til 40% – benyttes til at redde gamle fade, som pga. alder er røget under 40%), “Dimensions” (malts og grains op til 39 år som 46% eller cask strength).
- Endelig er de specialster i “re-racking”, hvor man hælder store tønder malt over på mindre tønder (quarter casks på 120 lier eller octaves på 60 liter), hvor de lagres i min. 3 måneder inden bottling.
- Dansk importør af Duncan Taylor er LAGO-import.
I bussen indtager vi en dejlig Glenfiddich-aftapning fra Hans-Henrik – den såkaldte Bus Bottle.
Så er tivoli åbent i bussen.
Sidst på eftermiddagen returneres til Elgin, hvor vi endnu en gang overnatter på Mansion House Hotel.
En gåtur fører os til denne Jet-tank, der da naturligvis har besøg af en “jet”.
Aftensmaden indtager vi denne gang på vores hotel. Maden er dejlig og indbydende – specielt forretten med kammuslinger på en bund af laks og med kapers, chili-mayo og ingefær.
Smagt dag 5
- Aberlour. A’Bunadh, 60,4%, batch 46
- Macallan New spirit
- Macallan 10 YO, Fine Oak
- Macallan Amber
- Macallan Whisky Makers Edition
- Macallan 18 YO, Sherry Oak
- Mortlach 15 YO, 58,2%, MacBain
- Duncan Taylor Black Bull, 12 YO, Blended, 50%
- Duncan Taylor Clynelish, 18 YO, 55,3%
- Duncan Taylor Ben Navis, 16 YO, 46%
- Duncan Taylor Mortlach, 18 YO, 55,3%
- Chivas Brothers Longmorn 18 YO, 53,1%
- Caol Ila, 9 YO, Exclusive Single Malt Whisky, 58,7%
- Glenfiddich, Solera, 15 YO, 55,9%





































