Først vores (det vil sige Connies, Thyges, Kirstens og Kims) Canada-tur i overblik:
Vi tog til København om søndagen, da vi skal tidligt afsted mandag. Kirsten og Kim hyggede sig i selskab med en tømmermandsramt Frank – værten serverede en fremragende gang indisk mad med linser – hvem skulle tro, at de smager godt?
Vi mødes i lufthavnen kl. 5:30. Vi var i god tid men præsterede alligevel næsten at komme for sent til flyet – det er lidt pinligt, når alle vores fire navne bliver efterlyst over hele lufthavnen!
Der var motorproblemer med flyet i Frankfurt – men det er trods alt bedre at blive små to timer forsinket end at opdage motorproblemer i luften 😉
Indlogering og en enkelt overnatning på Sandman Hotel & Suites Calgary Airport.
Vejret i Calgary er fantastisk – let blæsende, solskin og vel omkring 25 grader Celcius.
Kim fik en Facebook-besked fra Helle Madsen fra folkeskolen. Vidste godt at hun bor i Canada, men var desværre ikke opmærksom på, at det er i Calgary – det kunne ellers have været hyggeligt at ses efter flere årtier!
Vi tager aftensmaden på hotellet og går tidligt i seng.









