Dag 9 af 14 med motorhomes. Vi undlod køreturen til morgen, da vi foretrak at se vores Honeymoon Lake ved solopgang – vi kom dog ikke op i tide til at se den med de første morgenstråler. Den var var dog alligevel stadig utrolig fascinerende at se på. Vi ser og ikke mindst hører en lom, der efterligner en ulvs hylen, inden den lander lidt kluntet på vandet!
Vi forlader den smukke sø og kører de sidste godt 50 km. mod Jasper, hvor vi skal tilbringe de næste tre-fire dage. Undervejs gør vi holdt ved Mountain Goat viewpoint (der var dog ingen bjerggeder at se) og Athabasca Falls, som er endnu et smukt vandfald, hvor man kan se, hvordan vandet i årene har gnavet sig ned i sandstensklipperne (via såkaldte potholes).
Vi fik mulighed for at gå ned igennem en ”canyon”, hvor floden tidligere havde løbet – en imponerende tidsrejse.
Vi tog den gamle smalle landevej 93A de sidste ca. 20 km. mod Jasper.
Tæt på Jasper tager Kristen og Kim en afstikker til Mount Edith, mens Connie og Thyge opdager, at det ikke at tilladt at køre på bjerget med køretøjer over 7 meter. Vores godt 8 meter lange motorhome kommer da også på arbejde på den godt 12 km. lange til tider stejle snoede vej op af bjerget. Når man først har valgt bjerget, er der kun en vej – det er nemlig umuligt at vende køretøjet, før du er ved parkeringpladsen højt oppe, hvorfra vandreturene udgår. Til tider er hårnålesvingene så skarpe, at man kun må køre 15 km/timen! Det var ved at blive lidt for spændende at køre op, da Kim fik migræne og havde svært ved at fokusere en på de smalle snoede veje.
På Mount Edith (navngivet efter en britisk sygeplejerske i 1916) kunne vi se Angel-gletscherne, som havde kælvet i en stor issø (Cavell pound), og var blevet små isbjerge, der flød rundt.
Da vi nåede frem til Jasper by (med ca. 5.000 indbyggere) var det regnfuldt og gråt, men den enorme 2 km. lange campingplads Whistler’s Campground med plads til ca. 700 pladser tager sig straks meget bedre ud, da regnen har lagt sig og det viser sig, at skoven, hvor vi bor, er fyldt med fugle, egern og små og store caribou deer, som er helt ligeglade med menneskerne.
Efter at have dumpet vores motorhome tog vi ind til Jasper by, hvor vi mødtes med Connie og Thyge og spiste frokost på Papa George’s Restaurant – vi fik laksewrap og burger af rensdyrkød.
Efter et hurtigt stop på visitorcenter og handlen kørte vi til tilbage til campingpladsen. Efter et bad, og bål hyggede vi os med aftensmad (stegte pølser, kartoffelmos og dejlig hjemmelavet coleslaw-salat baseret på ranchdressing og sennep) til det blev mørkt. Det var endelig strøm til igen at se billeder – vi havde tre dage, vi skulle indhente.




























