23/12 2005 Great Barrier Reef



Klokken 6 er vi oppe – klar til dagens første dyk før morgenmaden. Det gik ikke helt godt, da Kim tabte sin snorkel – Jonatan fandt den i nogle koraller. På turen tilbage til skibet kom vi lidt for tæt på et lavt koralrev, hvilket giver nogle rulleture i vandet og bekymrede miner på båden.Fra båden så vi en “baby-turtle” på ca. en halv meter, som var oppe og få luft. Da Verner endnu en gang kaster op efter dagens første snorkeltur, tager en af guiderne ham med på en snorkeltur, hvor han blot bliver trukket rundt i vandet og ser en masse.På turens tre dage er der mulighed for i alt 9 dyk eller snorkelture i dagslys samt to natdyk. Besætningen kan vælge mellem 16 forskellige destinationer på tre rev – de vælger efter dagens vejr og strømforhold. Cirka efter hver andet dyk, skiftes destination, og natdykkene sker altid på et sted, man har dykket om dagen. Som man skal ifølge reglerne, sørger de for at de dybeste dyk ligger først på dagen. Henny, Sanne og Cecilie er fortsat søsyge, så de sejles til en nærliggende dykkerbåd, som skal i land ved middagstid. De tre overnatter derfor på hotel i Cairns.Det meste af dagen er det overskyet og vandet står ned – faktisk er vi også på den årstid, hvor monsunen kan komme når som helst. Det kan være lidt hårdt at skulle skifte til vådt dykkertøj i øsende regnvejr og blæst på båden, men straks man er i vandet, er alt glemt. En japaner tager dykkercertifikat på båden, og som en god japaner videofilmer han hele undervisningen!Tobias og Jonatan dropper dagens tredje dyk, som Palle, Kirsten og Kim i stedet tager sammen. De ser blandt andet en haj og en rokke helt tæt på. Farfar (eller “den gamle” som besætningen kalder ham) er eneste snorkler i det regnfulde og blæsende vejr. Karl-Johan når slet ikke i vandet i dag, da han uheldigvis har fået solcreme i begge øjne, som er røde og svigende.Efter aftensmaden er det tid til briefing og natdyk, som for vores vedkommende foregår med instruktør. Det bliver så ubetinget turens hidtil største oplevelse, da stemningen i mørket er helt helt speciel – faktisk er sigtbarheden med lygterne bedre her om natten end om dagen i Lillebælt, da vi tog vores certifikat! Vi så blandt anden en stor haj med sine lysende grønne øjne (når instruktøren lyste den i hovedet), en sovende skildpadde i sin hule og en sovende papagøjefisk. Vi følger også en kæmpestor Napoleonsfisk, som træt støder ind i sandbundet og svømmer videre. Mange af fiskene skifter farve om natten (“tager pyjamas på”), hvor de helst ikke skal vække opmærksomhed.Dagen slutter af med chokoladekage og tidligt i seng.