Umbrien Oste, vin og pølser – 16/5-2024

Vi dykker ned i den italienske madkultur, hvor dagen starter med et besøg hos den lokale osteproducent, Antonello Monni, der er 3. generation i en familiedrevet virksomhed, der gennem årtier har produceret fantastiske fåreoste. Antonello elsker at eksperimentere og være kreativ, men samtidig værner han om de gamle ostemager- traditioner. Vi får en rundvisning og skal selvfølgelig smage nogle af de fantastiske oste, som familien producerer.
Efterfølgende skal vi besøge det lokale marked, varerne her overgår alt. For det er her, italienerne køber ind – og når vi taler om mad i Italien, går man ikke på kompromis med hverken pris eller kvalitet! Det er her, vi finder sjælen i det italienske køkken!
På markedet kommer tomaterne direkte fra producenten på Sicilien. Auberginerne er høstet samme morgen – sammen med løgene og peberfrugterne, der ligger i store grøn/gule og røde bunker. Figenfrugterne ligger søde og saftige og venter blot på at blive brækket forsigtigt midt over, så man kan nyde det rødgrønne frugtkød. Her er altid et væld af lækre specialiteter at vælge imellem. På markedet kan man vælge at købe ind til frokost ellers er det også til denne tur muligt at tilkøbe picnic. Vejen hjem byder på 5 km vandring.
Vel tilbage på hotellet er der tid til afslapning, inden vi sidst på eftermiddagen er på besøg hos Poggio Maiolo, en lokal vinproducent, der laver vine på druerne fra Chardonnay, Syrah og Pinot Nero. Vi hører om produktionen og skal selvfølgelig smage på udvalgte vine.
Herefter besøger vi Alberto Bracchini, der er 2. generation i en stolt tradition af pølsemagere. Alberto har lovet af lave en helt speciel og traditionel umbrisk middag til os med et udvalg af sine fantastiske charcuterie og hjemmegrillede udskæringer. Hvis vi er heldige, har Albertos mor også lavet en lille dessert til os – selvom al erfaring siger, at der efter hovedretten sjældent er plads til mere. Under middagen er der lokal musik og dans, idet vi får besøg af tre af Umbriens bedste musikere, Valentino på harmonika, Moreno, der har sunget med Luciano Pavarotti og Ivano, der spiller på noget så usædvanligt som efeu-blad!
Dagens vandring: 5 km.
Måltider inkluderet: Morgenmad og aftensmad.
Overnatning: Montone