Category Archives: Australien 2005

4. januar 2006

Op kl. 07.30 og efter morgenmaden en lille tur forbi boderne inden vi checkede ud kl. 12. Henny var lige inde og prøve sin nye jakke som de ville sende når de var færdige med den. Kl. 12.50 kom den ældre taxichauffør som vi havde bestilt med sin makker og vi fik læsset bagagen ind i bilerne og kørte til lufthavnen. I lufthavnen checkede vi ind og fik bagagen sendt helt til København. Da vi skulle ud i afgangshallen måtte vi alle betale 500 Tbat hver for at komme ud så Kim hævede penge som vi lånte af. Afgang kl. 16.40 og i Singapore kl. 20.05 lokal tid idet vi havde tjent en time. Efter at have handlet lidt i lufthavnen var der afgang mod Frankfurt kl. 23.45 efter en forsinkelse på 50 minutter. Vi sad spredt i flyet. Henny og jeg havde gode pladser med stor plads til benene, men i øvrigt var der godt med benplads i flyet. Der var desværre ikke TV der virkede på rk 46 hvor Henny og jeg sad og da flyet var fyldt op var der ikke andre pladser vi kunne flytte til. Efter at have fået noget at spise samt en frugtpose til natten faldt vi i søvn. Jeg sov 6 timer medens Henny sov i 7 så vi var ret udhvilede da vi kom til Frankfurt. Medens vi fik morgenmad i flyet, kom en stewardesse og undskyldte at vi ikke havde haft TV og som kompensation kunne vi hver købe for 50 AUD varer i flyet. Vi fik et rejsevækkeur og noget parfume. I Frankfurt var der ventetid på næsten 4 timer inden vi fløj den sidste korte tur til København. I Københavns lufthavn var der lige tid til et par pølser ved pølsevognen inden vi kom med toget til Jylland. Der var virkelig koldt da vi var nede på perronen så vi frøs en del selv om vi havde skiftet til vinterdres. Vi snakkede lidt om hvor meget film og hvor mange billeder der var taget på turen. Ca 17 timers film var der optaget samt omkring 4000 billeder. Kim lovede at han ville sortere i både film og billeder således at vi fik en kort version hver som vi kunne vise til andre samt en lang version som vi selv kunne se på.
Hjemme i Kolding klokken 15.30 og efter en tur med taxi var vi hjemme kl 16.00 efter en helt forrygende ferie.