Category Archives: Tanzania, Kenya og Kilimanjaro 1999

Connies dagbog

17. juli

Landing næsten til tiden! Nu efter meget lang planlægning og mange træningsture, står vi nu med begge vores opsvulmede fødder på afrikansk jord!

Afrika!!!

Lige siden ‘Lille Sorte Sambo’ og ‘Strudsen Rasmus’ har Afrika været stedet jeg bare måtte se når jeg blev stor. Jeg blev aldrig stor men nu er vi altså i Afrika.

Vi hilser på Erik, som skal være vores turleder de næste 14 dage. Bussen pakkes og vi kører næsten stik syd mod Arusha og Moshi.

Vejene er forfærdelige, store huller er mere reglen end undtagelsen, nogle så store som Fyn, eller næsten! Det er faktisk bedst der hvor man ikke har forsøgt at asfaltere.

Formiddagen byder snart på dyr, Nairobi National Park, strækker sig faktisk helt ind til Nairobi, og derfor er der hurtigt dyr at se. Vi ser Thompson Gazeller, strudse, zebra, glenter og mange andre fugle. En særlig smuk med turkise tegninger, der breder vingerne ud som ville den sige: ‘Jeg er også Afrika!’. ( Senere erfarer vi at det er en Surpurpe Starling, og at den er utrolig almindelig her )

Frokostpause

Efter frokost bliver det mere frodigt. Lige inden grænsen til Tanzania får vi det første glimt af Kilimanjaro, meget smukt, imponerende, men også lige skræmmende og uvirkeligt. Grænseovergangen! Det tager en krig at komme ud af Kenya og ind i Tanzania. Og her er ret varmt!

Turen videre byder på mange blomstrende træer, gule, orange, lilla, meget smukt og anderledes.

Vi ser hele tiden masaier der går og vogter deres kvæg, geder eller hvilke dyr de nu har. Landskabet ændre sig hele tiden, og skygger fra skyerne glider hen over foden af bjergene. ( Selvom Kim påstår at det er vægsten på bjergskråningen der har en anden farve, han overgiver sig først da ‘vægsten’ begynder at bevæge sig )

Pludselig nærmest råber Thyge: ‘Der er en giraf’, og alle strækker hals så selv giraffen må blive misundelig! Snart efter er der en hel flok. Det er altså et underligt, men også smukt og nærmest majestætisk dyr. En er særlig stor, og de er ganske tæt på.

Vi har nu passeret Arusha og med den nedgående sol bag os, og dens sidste stråler på toppen af Kilimanjaro foran os, er dagen ved at være brugt. Det sidste stykke vej ud mod Springland Hotel, er en helt speciel oplevelse. Det er nu fuldstændig mørkt, og vejen er total ujævn, vi kører ikke mere end 30 km./t. Vi kan høre en masse mennesker der griner og råber efter bussen, men vi kan ikke se dem, pga. deres mørke hud, kun når de smiler, afslører deres hvide tænder dem. Vi slutter dagen på Springland Hotel, med dyb sort nat og aftensmad i haven, selvom vi har siddet i bussen hele dagen har det alligevel været spændende.

18. juli

Denne formiddag er sat af til at veksle penge og provianter, inden vi starter på bjerget i morgen. Erik har mange ting der skal klares i sidste øjeblik, så vi bliver ledsaget af to lokale gutter. Felix, der viser sig at være vores chefguide på bjerget, og Ramada. Det er ret svært at beskrive en afrikansk by på størrelse med Moshi, lad mig blot sige den er ret forskellig fra alle andre byer vi har set, asfalt findes stort set ikke, ‘butikken’ er mere ude end inde, fx. sidder skrædderen ude på fortovet og syer. Vi spørger Ramada, hvor mange mennesker der bor i Moshi, han svarer: ‘Oh, many, many people’. Den slags svar får man når man spørger om noget så uvæsentligt!

Vi er en seværdighed! Her er ikke mange i vores farve, og følelsen af at være i mindretal er jo ret ny for os. Vi kigger lidt på markedet og går lidt omkring. Undervejs forhandler jeg med en ‘appelsinsælger’ om jeg må fotografere hende. ‘5$’ siger hun, og hendes lillebror er ved at dø af grin! ‘1$’ siger jeg og så er vi enige, jeg fotograferer og betaler. Jeg siger til hende at hun er en dygtig forretningskvinde og hun er et stort smil. Senere får jeg at vide at 1$ er en dagløn for en arbejder!

Vi slutter af med at få en øl, og går hjem til frokost.

Eftermiddagen byder på en tur i den nærliggende skov. Med os har vi en masai og en tjener fra hotellet. Masaien kan ikke tale engelsk, men han kender skoven, tjeneren derimod ved ikke meget om skoven, men han taler engelsk. Vi går igennem nogle rismarker og får lejlighed til at kigge på deres afgrøder. Det er ret fascinerende, ikke mindst fordi det er meget flot vejr og Kilimanjaro tegner sig klart bag markerne. I skoven ser vi nogle af Tanzanias største og ældste træer. Og så er der aber, sommerfugle i mange farver og en del Marabustorke.

Tjeneren spørger om vi er med på en omvej hjem, vi siger OK, og fortryder det ikke! Vi går igennem en bydel, hvor hvide mennesker ikke er et hverdagssyn. Måske havde der ikke været hvide i flere år! Folk stimlede sammen for at kigge på os. Nogle er nysgerrige, andre griner af os, nogle er bange for os og atter andre vil trykke os i hånden. Men ingen er ligeglade!

På vej tilbage til hotellet går vi ad jernbanen. Nogle børn har gang i en slags militær eksercits og længere fremme står nogle børn og kigger på os. Jeg prøver at snakke med dem, de viger tilbage, men er alligevel nysgerrige. Den mest modige, en lille fræk fyr, tager mod til sig og rækker hånden frem som til håndtryk. Jeg rækker også hånden frem, men så tør han ikke alligevel. Til sidst rører han lynhurtigt ved min hånd, og drøner af sted.

Aftenen bruger vi på at pakke, og gætte os til hvad vi får brug for. Vi har glemt vores lommelygter i Danmark!

19. juli

Tidligt op og af sted, næsten til aftalt tid. Vi har nu allerede efter 2 dage fundet ud af at tid er et ret ‘elastisk’ fænomen her nede. Man skal lige vænne sig til det, men vi fra det travle og effektive nord, kunne nok godt lære lidt af deres ‘ha ku na ma tata’.

Vi proviantere og kører til parkgate, eller næsten, vi kan ikke kører helt derop, men sættes af med alt vores bagage. Nu fordeles bagage og proviant på de 16-17 bærer der skal følge os mod toppen. Vi går ca. en halv time så er vi ved den egentlige start. Bliver registreret og tager de obligatoriske ‘førbilleder’.

Hele dagen går vi i jungle, det er meget frodigt og utrolig flot. Hele tiden siger vi: ‘Se lige der!’ .Bregner på 3-4 m., eksotiske blomster og kæmpe myrer. Opad, opad, opad går det, men det går ganske godt og humøret er højt. Stien er mudret, men det er ikke noget, kan vi forstå på Erik, der er glad for at det ikke har regnet de sidste par dage. Hvad ved vi!?

Ca. kl. 17 er vi ved campen. Vi finder et rigtig godt sted og slår teltene op. Så er det te tid, bærerne har sørget for te, kiks, popcorn og nødder, det er utrolig hyggeligt. Campen er lige på trægrænsen, og vi er inde i skyerne så her er ret koldt og fugtigt.

Desværre rammer højdesygen mig, efter et stykke tid i campen, jeg er meget svimmel og kaster op, og frygter det værste, da vi jo kun er i 3000 meters højde. Erik siger at det er meget normalt, og at man godt kan nå toppen selvom man er syg på dette tidspunkt, han er en god psykolog! Faktisk går det snart bedre og det hjælper at få varmen ved bålet.

Det har været en god første dag, men vi er trætte og glæder os til at sove. Men det kan man bare ikke! Det er en del af kroppens ‘selvforsvar’ at den holder èn vågen, fordi der er for lidt ilt. Vi vender og drejer os, hviler, men sover overhovedet ikke hele natten!

20. juli

2. vandredag. Vi er igen tidligt oppe, og går lidt rundt til de andre og hører om de heller ikke har sovet. Morgenmad: Havregrød, æg, toast, frugt, grønt, pølser og te! Jeg skal ikke ha´ noget, kun lidt kogt vand med sukker.

Bærerne er allerede på vej, og nu er det så os. Landskabet er skiftet. Vi er ude af skoven og befinder os i noget lav alpint bevoksning. Her er mange små blomster i alle farver, nogle steder kan man næsten ikke forstå at der kan gro noget.

På et tidspunkt går vi op over en kam, og for første gang, siden vi begyndte at gå, kan vi se toppen. Skuerne er væk, og solen skinner! Vi bliver helt stille, og får en klump i halsen, det er så smukt!

Umiddelbart efter bliver jeg indhentet at højdesygen igen. Nu gik det ellers lige så godt. Alle de andre går videre med Felix. Erik og jeg bliver lidt her. Jeg er helt sikker på at turen ender her for mig! Men Erik er helt utrolig, han lader mig være et stykke tid, og så går vi, ganske langsomt, op til de andre. De spiser frokost og vi holder en lang pause, men får besked på ikke at sove. Det vil ikke være godt for os her.

Om eftermiddagen bliver min rygsæk båret, og vi går meget langsomt alle sammen. ‘Pole, pole’ som de siger her. Landskabet er ret flot og vi tager mange billeder. Det område vi går i har været brændt af, og det ses tydeligt, men nu begynder det at se rigtig godt ud igen. Jeg når faktisk på i camp 2, som også ligger godt. Jeg er begyndt på Diamox i morges, og får nu en halv igen, samt en masse gode råd af Erik. Så er det te tid, og tid til at pumpe vand. Bærerne henter vand fra kilder, i store dunke, både til mad lavning, tandbørstning og til at drikke. Vi pumper kildevandet igennem et keramisk filter og kan derefter drikke det uden problemer. Det er vigtigt at drikke meget, og vi får besked på at tjekke urinen, der skal være lys.

Solen skinner og alt vores sved våde tøj og soveposerne bliver luftet, og tørret. Vi har været utrolig heldige med vejret lige siden vi landede i Nairobi. Gutterne spiller kort! Bærerne laver mad, og alt er dejligt!

Alle har lidt hovedpine, men ellers er humøret OK.

Solnedgangen er fantastisk fordi vi er over skyerne.

21. juli

3. vandredag. Da vi står op er der rimfrost på teltene.

Dette er vores aklimatiserings dag.

Vi går op i 4300 m. og sover i 3900 m. igen. Det går godt for mig i dag, til gengæld har Annette problemer. Det lyder måske underligt, men det at Annette har problemer, og vi følges ad ligeså langsomt, hjælper faktisk mig lidt. Naturen er så smuk!!! Her er ikke noget bevoksning, men landskabet er storslået, og man er bare så lille her på det vældige bjerg. Vi spiser frokost i 4000 m. Det er et utrolig smukt sted, solen skinner og alle slapper af. Thyge har problemer med højden her, men kommer sig nok til at vi lige danser en vals!!! Det må være højden der gør én lidt skør.

En stor del af eftermiddagen går vi ned af. Charles overvinder virkelig sig selv, og sætter sig ind mellem de sparsomme kaktusser der er dukket op her. Han har i det hele taget overskredet mange grænser, på denne tur, han har bl.a. spist suppe han ikke kunne se igennem!!!! Jo vi er langt hjemmefra. Nogen mere end andre!

Vi går meget langsomt, det har jeg nævnt før, men det kan ikke siges for tit, for det er næppe til at forstå, hvis man ikke selv har været i det. Meget langsomt! Det giver tid til eftertanke. Man ‘tager naturen ind’, tænker, og går og går. Der bliver ikke talt ret meget, vi har ikke luft, og det meste af tiden går vi på én lang række.

Om aftenen synes alle at det har været en hård dag. ( Ikke mig, jeg har haft min bedste dag, og er igen ved at tro på toppen )

Camp 3 er blæsende, her er meget vand, men til gengæld skal bærerne gå 2 timer efter brænde, hver vej!!!! Alligevel har de hentet brænde nok til et lejrbål til os. Det er simpelthen fantastiske mennesker, man har stor respekt for deres ‘sejhed’ og gode humør, trods alle strabadserne. Jeg har hele tiden dårlig samvittighed over at de gør dette her for vores skyld.

Jeg har flere gange undret mig over at bålet ikke rigtig vil brænde, men først nu går det op for mig, det er pga. den manglende ilt, selvfølgelig!

Vi sover faktisk lidt denne nat.

22. juli.

4. vandredag, og nat!

Nu begynder opstigningen for alvor! Startende med Barangu Wall, hvor vi klatre op. Havde nogen fortalt mig om denne klatretur hjemmefra, var jeg nok ikke taget med, men det er faktisk ret fedt! Det er temmelig stejlt, og mine ben er lidt for korte til de gevaldige ‘trin’ man er nødt til at tage. Man hjælper hinanden. Op kommer vi og på vejen bliver vi overhalet af en bærer der på den ene fod har en vandrestøvle og på den anden en badesandal!! Vi ser også en bærer der har et stativ på hovedet med 6-8 bakker æg med 30 i hver! (Meget senere blev han døbt: æggebærer)

Så går det op og ned og op og ned til vi når frokost stedet. Her er ikke meget vegetation. Her ved frokost er vi nået ‘last water point’ inden toppen. Så alle flasker skal fyldes op. Vi pumper og pumper, og har egentlig ikke så mange kræfter til det. Det betyder så også at resten af dagen har vi ekstra vægt i rygsækken. Det er lige ved at slå mig ud! Erik tager 1½ l. for mig og det hjælper straks. Nu går det bare op, op, op, op, op de sidste 3 timer. Det er begyndt at blæse og det er bidende koldt. Kim træder ud af vores langsomme række for at fotografere os, det er lige ved at slå ham ud, at han skal indhente os igen!

Vi når camp 4, i 4600 m. Alle er trætte, meget trætte!

Lejren ligger på en kam og der er langt ned til tre sider. Vi ligger på store sten og bardunerne er bundet fast til sten.

‘Thetime’, aftensmad og i seng. Klokken er nu ca. 20, Thyge og jeg overvejer situationen, skal vi videre, eller skal vi ikke? Vi bliver enige om at sove på det. Erik har hentet Annettes dunjakke, med andre ord, hun er for dårlig til at komme videre!

23.30 bliver vi vækket. Det er nu tid til at gøre ‘topforsøget’! Vi overvejer igen, men bliver enige om at vi vil fortryde hvis vi i det mindste ikke forsøger.

Det er koldt, og vi er pakket ind som til en polar ekspedition. Månen lyser på den frostklare natte himmel, og der er flere stjerner at se end man nogensinde har set før, man kan tydeligt se mælkevejen. Det er den smukkeste nat jeg har oplevet.

Her er meget lidt ilt, bare for at tage tøj på er man så forpustet!

På grund af månen er det ikke nødvendigt med lygter. Vi begiver os af sted. Felix og 4 bærer er med i nat, resten bliver tilbage. Jeg går lige efter Felix, han er godt klar over, jeg er det svageste led. Bærerne synger for at holde modet oppe, vores, vel og mærke. På et tidspunkt begynder Felix at synge ‘Amazing Grace’, Det var bare for meget, jeg tudede så tårerne sprøjtede ud af øjnene på mig!

Vi går og går, uendelig langsomt! En fod lige foran den anden, og alligevel er man så forpustet. Det bliver koldere og det blæser lidt, men ikke noget efter Eriks mening. Månen er nu væk, og det er meget mørkt.

Efter 3 timer kan jeg ikke mere. Vi er nu i 5200m. Jeg sætter mig på en sten og er hele tiden lige ved at kaste op. Jeg kan ikke styre mine ben. Erik siger ‘vi prøver lige ½ time mere’, men ret kort tid efter må jeg give op. Thyge og Flemming vil med ned. Thyge har ikke længere motivationen og Flemming er syg som mig. Vi får en guide, Alex, med os ned. Kort tid efter vi har forladt de andre, spørger jeg Alex hvor lang tid det vil tage os at komme tilbage til lejren, vi har jo hele tiden høre at det er så meget hurtigere at gå ned. ‘2 houres’ siger han, og jeg råber så højt jeg kan : ‘Det er fandeme løgn!’.

Vores lygter virker ikke for godt, batterierne bliver kolde og så virker de ikke. På et tidspunkt er vi ved at fare vild, og jeg er så træt at jeg er ved at opgive at finde tilbage i live, men det er også lige meget!!!!

Stjernehimlen er stadig meget flot, men det er svært at nyde det, til gengæld er det nok det der holder én oppe, trods alt. Kl. 5.00 er vi tilbage i lejren, det er bare i posen og sove ,og det kan vi faktisk.

23. juli.

5. vandredag

Kl. 7 bliver der rusket i vores telt: ‘How are your condition to day?’ og ‘do you want some the?’. Vi siger nej tak og sover et par timer mere. Så er der for varmt i teltet og vi står op, Annette er også vågnet. Det er det flotteste solskin!

Vi bliver budt på morgenmad, men kan kun spise kiks og drikke lidt kogt vand med sukker. Kokken kommer og ser at vi ikke har spist, vi siger : ‘no appetite’, han går med maden og kommer lidt efter tilbage med noget frugt der er skåret i stykker: ‘good for appetite’ siger han og smiler! Her står man i et totalt øde bjergområde og bliver forkælet! Vi spiser frugten, mest af pligt.

Vi begynder at kikke efter de andre. På et tidspunkt kan vi se en hvid hue, og i kikkerten kan vi se det er Kim. Vi går ud i den ende af lejren, hvor de vil komme, og tager imod. De er død trætte. Men de har alle 5 nået toppen! De er ikke fulde af jubel, de er alt for trætte. Mest glad er Klas, han har også kæmpet mest.

Kun lidt hvile får de, så skal vi pakke sammen og videre ned. 4 timer nedad igennem lyng der i mandshøjde. Det er faktisk en smuk dag, men de fleste er for trætte til at lægge mærke til det. Vi når ned til den sidste camp, her er tåget, klamt og koldt. Vi møder nogle indfødte der sælger cola og øl!!!! Hvilken jubel over en cola.

Vi er så trætte, og kl. 19, ligger alle i posen.

24. juli.

6. vandredag.

Det har regnet i nat og alt er vådt og beskidt. Men det er lige meget, nu skal vi bare ned og i bad.

Om natten har der været tyveri i nogle af teltene, man er næsten sikker på at der er folk fra landsbyerne længere nede der har været oppe i lejren i ly af natten, men alligevel skal alle bærernes bagage ses efter. Desværre kommer jeg til at overvære sådan en inspektion, det var temmelig nedværdigende for de bærere der havde slæbt for os en hel uge.

Så bryder vi op for sidste gang på bjerget. 3½ time nedad i mudder. Meget mudder!! Det er lidt svært i starten, indtil man tænker: ‘nå hva´ fanden!’ og så bare vælter der nedad. Så er det faktisk ret sjovt! Annette og jeg tumler af sted, uden pauser, og snakker og hygger os, nu har vi endelig igen luft til at snakke.

Så er vi nede ved parkgaten, Thyge sidder og venter, han har haft vældig fart på og har ventet en halv time. Vi vasker støvler i en bæk. 12-15 m. længere nede ad bækken står bærerne og vasker sig og vasker hår! De gør i det hele taget noget ud af at tage sig godt ud til afskeden.

Længere nede holder bussen og bærerne stiller op på rad og række, og får deres betaling. Og så klapper de!!! Var det ikke os der skulle klappe??? Vi giver en øl til alle, og de er lige så glade som os for at være nede. Vi giver hånd til alle, det er de åbenbart ikke vant til, men de har været så fantastiske, uanset forholdene har de klaret alt perfekt! TAK FOR DET!

Nu skal vi bare tilbage til Springland og i bad! I 6 dage har vi kun vasket hænder og børstet tænder. Vi har svedt, det har støvet, vi har haft solcreme på og vi har gået i mudder hele den sidste dag. Så, jo, vi trænger! Der skal en del shampo til.

På springland bliver der delt diplomer ud til heltene der nåede toppen. Lige på det tidspunkt, syntes jeg at det var rigtig træls, det ikke var mig, ellers betyder det ikke så meget.

Aftensmad og så pakke til i morgen. Safarien starter fra morgenen af, så det er med at være klar. Vi har fået vasket tøj og støvler på hotellet.

Skønt at ligge i en rigtig seng og kunne få luft.

25. juli.

1. safaridag

I dag er det køre dag. Vi skal fra Moshi til Ungorogoro krateret og det tager hele dagen. Køre, køre, køre. Men det fremmedartede landskab, masaierne og, ikke mindst, de hullede veje skal nok holde én vågen. På et tidspunkt får vi problemer med bilen og må stoppe for at hælde vand på. Det gentager sig 10 min. efter, og et par masai drenge dukker op. De er teenagere og, især den ene, taler ret godt engelsk. Jeg roser ham og han siger: ‘I learnt english by mistake’. Alle holder masken, men tilbage i bilen var vi ved at gå til af grin.

Har jeg nævnt at vi kører på grusveje og at det støver helt vildt?! Vi når til Kudu camp, rejser telte og hænger vasketøj op!

Vi sætter os og får en øl mens vi venter på vores ‘suppley-car’. Den dukker bare ikke op. Det udvikler sig til et sandt fantasi mad orgie. Der bliver talt om hotdogs, smørrebrød, bøf med løg, appelsinsuppe osv. osv. osv. Endelig kommer bilen og kokken går i gang, det er vel overflødig at fortælle at bilen var brudt sammen?

26. juli.

Vores første rigtige safaridag!

Vi starter tidligt, som vi faktisk har gjort hver dag i Afrika, og kører mod Ungorugoru- krateret, der betales ved parkgate og vi starter opstigningen, højeste punkt på karterkanten er 2200 m. over havet, 600 m. nede ligger bunden, krateret er 20 km. i diameter.

Opstigningen er stejl, frodig og flot. Vi stopper for at se ud over krateret, men der en del skyer, så vi bestemmer os til at stoppe her igen på tilbagevejen, om et par dage.

I krateret er der altid vand tilgængelig for dyrene, derfor lever der så mange arter her. Området er flot og vi ser mange dyr. Gnu, zebra, næsehorn, elefanter, løve, hyæner, sjakal, bøfler, flodheste og div. gazeller. Og mange fugle.

Desværre er der lidt ‘løveparken’ over det, fordi der kommer ret mange biler derned hver dag.

Da vi spiste frokost, på et af de eneste steder vi måtte stå ud af bilerne, måtte vi passe meget på glenterne. De hang i luften over os og dykkede ned for at stjæle vores mad, og de er jo ikke helt små.

Vi kører lidt rundt efter frokost, og sætter så kursen mod Serangeti. Efter ca. 1 time bryder vores bil sammen. Chaufføren prøver at reparere, det er en større omgang, og han har kun ganske lidt værktøj. Efter ca. 2 timer giver han op og vi bliver sat i nogle andre biler, vores egen gruppe er langt foran.

Da vi kommer til parkgaten, er det lige før vi ikke kan blive lukket ind fordi det er så sent, og man må ikke køre i parken efter mørkets frembrud. Men Erik, Big Musungo (=Store hvide mand), taler sin sag godt og vi bliver lukket ind. Da vi kommer til campen er det derfor bælgmørkt, og dog, det er nemlig fuldmåne og vi får sat telte op og spist og hygget os gevaldigt. Erik har sendt en bil efter øl, cola og Konjaki, som et plaster på såret, mange er nemlig blevet sure over at vi blev så forsinkede.

Vi har sat teltene i en lille, snæver rundkreds, og vi får strenge ordre på ikke at gå for langt væk, hvis vi skal op om natten og tisse. Lyse meget med lommelygten, så man skræmmer dyrene og så bare lige om bag ved teltet!

Og dyrene er meget tæt på, lejrpladsen er ikke hegnet ind på nogen måde. Man ligger bare der midt på savanen! Det er så fedt.

Om natten er der alle mulige lyde. Hyæner, sjakaler og lyde som man ikke aner om er insekter, gnavere eller fugle!

Det er en meget spændende nat!!

27. juli.

Vores bil der bryd sammen i går er ikke kommet frem om morgenen, og vi må derfor prøve at være i de andre biler. Det går også fint. Thyge og jeg kommer i en bil med den anden turleder fra Topas, Claus. Claus er biologi studerende, så det er lidt af en side gevinst.

Formiddagen byder på utrolige natur oplevelser!

Vi ser kogazeller, som er ret sjældne at se. Masser af andre gazeller, elefanter, giraffer, løver helt tæt på, geparder med unger, flodheste, krokodiller og slanger.

På et tidspunkt får vi øje på en pyton, jeg synes den er kæmpe stor! Den var ca. 3 m. lang, og tyk fordi den lige havde spist. Vi så den kravle hen ad jorden og op i et træ. En pyton kan blive op til 7 m. Den snor sig ikke den ‘maver’ sig frem, en hel masse muskler trækker sig sammen og løsnes og slangen glider frem. Grunden til den kravler op i træet er simpel overlevelse, ikke fordi så stor en slange har naturlige fjender, kun heden. Da den lige har spist, altså slugt sit bytte, må den op i træet hvor der er køligere end nede på jorden, ellers rådner byttet i den, inden den når at fordøje det!!! Oppe i træet ligger den måske i 14 dage! Det var meget fascinerende med den pyton, men også ret grumt, når man nu ikke kan fordrage slanger. Vi så også en sort mamba, meget farlig, ca. 1½ m.

Hjem til frokost og en time på ryggen.

Flodheste er de dyr der er skyld i flest dødsulykker i Afrika. De er ret farlige på land. Og de kan løbe ret hurtigt, især hvis de er bange. De går som regel ikke på land, før det er blevet mørkt. Denne eftermiddag ser vi en flok flodheste der ligger på land. Da de mærker os går de alle i vandet igen. Vi ser faktisk også en der løber over vejen, heldigvis, bag os.

Vi kører lige forbi træet hvor vi så pytonen i formiddag, og ser vores ‘ven’ ligge i en klump, helt ude i de tynde grene.

Vi kører tilbage mod campen, i den smukkeste solnedgang over savanen.

Lækker mad, hygge og godnat.

Denne nat hører vi elefanter der trompeterer, løver der brøler og hyænerne der snuser rundt om teltene.

28. juli.

I dag er vi rigtig tidligt oppe og på morgen safari. Solopgangen er meget smuk, og meget hurtig! Som et rullegardin står solen op!

Heldet er virkelig med os, vi overværer tre geparder der jager en flok Thomson-

Gazeller, det er meget spændende at følge hvordan de langsomt bygger jagten op.

Vi møder en større elefantflok, og en gammel hanløve der har blod i manken!! Velbekomme!

Vi spiser morgenmad i campen og kører derefter gennem Ungorugoru, hvor vi nu kan se en meget stor del af krateret, meget flot! Og videre til Tviga camp (tviga = giraf).

Det er som sagt meget støvet og man er ved at være ret mør af at køre på de hullede veje.

Men lejren er OK, og vi har endnu en stjerneklar aften med te, rom og bongo trommer.

29. juli.

Dette er en dødssyg køredag. Vi skramler af sted mod Nairobi. Men hvis man bare er åben kan godt se mange ting fra bussen. Afrikansk kultur er så forskellig fra vores og derfor er der hele tiden noget nyt at få øje på.

Alle steder hvor der er en vandløb er der også nogle kvinder der vasker tøj.

Sko er statussymbol, selv i det værste støv eller mudder kan man se fine ny pudsede sko!

På vejen ser jeg lidt på afgrøderne, her dyrkes: Majs, bananer, kaffe, solsikker, tobak, sweet potatos, johannesbrød, ris, ananas, tomater osv. osv. osv. Solsikkerne er ligeså store som hjemme, der er bare 10-15 hoveder på hver stilk!

Et sted gør vi et stop ved en masai landsby. Der er lidt ‘den gamle by’ over det, men masaierne bor her rent faktisk. Vi får lov at kigge ind i deres hytter og kan fotografere alt det vi vil, men det er lidt kunstigt.

Safari betyder at rejse på swahili, og vi har rejst! Ca. 1200 km har vi kørt på vores safari, og næsten det hele på grusveje! Vi er møre!

Da vi kommer til hotellet i Nairobi er der ikke plads til os! Meget snak frem og tilbage. For første gang ser vi Erik blive meget vred, det hjælper og vi får et andet hotel ( meget bedre og dyrere!). Der er så heller ikke plads til os, men det løser sig.

20 min. til at vaske støvet af os og så skal vi ud og spise afskeds middag.

Og sikke et måltid! Efter 14 dage med ris og kylling, nogle dage 2 gange om dagen, er det virkelig velkomment med et festmåltid, uden kylling! Vi får serveret Zebra, struds, elan og krokodille, og div. andet kød. Tjenerne kommer rundt med store spyd med kødet på, og så skærer de en luns af på din tallerken. Det var så hyggeligt, en rigtig god aften hvor alle spiste for meget!!!

Så var det hjem og pakke, skulle tidligt af sted i morgen!

30. juli.

Afskedsdag!

I sidste øjeblik kører vi af sted til lufthavnen, og er der næsten til tiden. Flyet til Zanzibar afgår lidt før flyet til Danmark. Det er lidt svært at sige farvel til Charles, Flemming, Kim og Kirsten. Det har været en meget vellykket tur. Erik skal også hjem, så ham må vi også tage afsked med. Stor ros til ham for hans dejlige måde at klare alle store og små forhindringer på. Et dejligt menneske som man ikke lige glemmer.

Vores rute går over Mombasa, og mellem Mombasa og Zanzibar, flyver vi forbi toppen af Kilimanjaro, vi tager billeder af toppen som den stikker op gennem skyerne, helt utroligt at nogen af os stod der oppe for en uge siden!

Zanzibar! Nu er vi rigtig i Afrika, her er varmt og fugtigt. Vores hotel ligger inde i Stonetown, som er den gamle bydel i Zanzibar by. Stonetown er spændende, Eftermiddagen bliver brugt til at kigge, lytte og lugte. Der er rigeligt til alle sanser. Nu er vi nået til den del af ferien hvor vi skal slappe af, en af målene i dag er at vi skal finde et sted at spise aftensmad, hvor de har kulørte drinks!

En stor del af befolkningen her er muslimer og det præger bybilledet. Her er også en del indere.

Et andet hold fra Topas ankommer med skib, vi aftaler en krydderi tur i morgen, med Morten, der er deres rejseleder.

Så går vi på ‘Blue’ og får vores kulørte drinks og god mad til små penge.

31. juli.

Krydderidag!

Hvad end vi havde forventet, hver for sig, bliver vi alle glædelig overraskede, denne dag er helt speciel!

Det offentlige transport middel her er en lille lastbil, med bænke på ladet. Sådan kommer vi ude til ruinen af sultanens palads. Her fortæller Mr. Metoo historie og historier.

En afrikansk ‘gøgler’, holdt til herude, han havde en slange, og selvfølgelig skulle Thyge holde den!

Mr. Metoo tog tilbage til byen, og vi fortsatte ud til en mellemting mellem en have og et landbrug. Vores afrikanske guide viste os rundt og fortalte, og lod os smage og lugte. Nelliker, kardemomme, kanel, vanille, peber, muskatnød og en masse interessante frugter som vi aldrig havde set eller smagt, men også mere velkendte. Bananer, der findes 17 forskellige sorter på Zanzibar, ananas, kaffe, kakao, breadfruit og jayfruit. Der var smagsprøver på kakaobønner og kaffebønner. De ligger begge i en hvid masse inden i deres skal. Kakaobønnen var bitter > bliver til sød chokolade. Kaffebønnen var sød > bliver til bitter kaffe!

Banan og ananas er étårige, bærer kun frugt én gang og dør så. Sideskud plantes på ny osv. Vanille er så dyrt fordi det skal hånd bestøves. Kakaobønner og jayfruit vokser lige ud af stammen på træet. Kardemomme er ligesom en perlekæde der vokser ud fra roden af en busk.

Frokost, bestående af en meget lækker, krydret ret, ikke stærk. Ris og kasava lavet som spinat. Hertil te. Vi sad på måtter på gulvet og spiste. Vi købte lidt krydderier og kørte videre til stranden. Det regnede, desværre, men Thyge og Klas var alligevel ude og bade.

Tilbage i byen, veksle penge, shoppe, kigge og få en øl i ‘The African House’, her på terrassen kan man nyde solnedgangen over havet.

Middag samme sted som i går, samme bord, samme tjener!

Thyge og jeg deler en ‘alt godt fra havet platte’. Det er bare så godt!!!!

1. aug.

Nu skal det så være rigtig badeferie. Vi kører op på nordkysten, hvor vi skal bo de næste dage. Vi bor i nogle fede bungalows, som er meget hyggelige, men ret primitive. Det regner lidt på vejen derop, men det klarer op da vi er fremme. Eftermiddag på stranden. Thyge bliver ret solskoldet, selvom solen slet ikke er igennem.

Da vi skal have vores ‘after beach øl’, sidder vi nærmest på en terrasse ud over vandet. Klas får pludselig øje på nogle hvaler langt ude. Frem med kikkerten, jo den er god nok, store halefinner er oppe og vende. Og vi kan se deres ‘blæse skyer’, fedt!!

Aftensmad.

Whisky.

Godnat.

2. aug.

Jeg vågner ved snakken og latter fra køkkenet, som findes i bungalowen ved siden af vores. Jeg kommer til at tænke på at vi har hørt utrolig meget latter på vores tur i Afrika. Mænd, kvinder og børn smiler og griner meget. Et glad folkefærd der pjatter og driller hinanden, det er da så livsbekræftende!

Vi går en tur ud op ad stranden, mod fyret. Her er der meget stor forskel på ebbe og flod. Vi samler muslinger i alle farver og kigger på krabber.

Tilbage går vi gennem en landsby. Desværre kan man ikke rigtig tage billeder, da så mange er muslimer, der er ellers motiver nok.

Thyge lider lidt med sin solskoldning. Eftermiddag på stranden med en bog.

Aftensmaden får vi i en lille biks, 4 forskellige slags fisk for ca. 45 kr. Og det er super godt.

Sikke en stjernehimmel!

3. aug.

Annette og Klas skal dykke i dag. De har rigtig fint vejr til det. Vi andre går en tur den anden vej ad stranden. Det er det rene Bountyland, og der er næsten ingen mennesker. Vi kigger igen længe på krabberne som har så travlt.

Jeg skriver et par postkort, men opgiver, det er alt for sent, og vi kommer ikke til en postkasse før i morgen aften. Thyge og jeg går igen en tur, denne gang kan vi komme meget længere, fordi det er lavvande. Stranden bliver bare ved og ved, og der ingen mennesker, kun en enkelt fisker og en enlig turist hist og her. Det er altså tæt på paradis.

Annette og Klas har haft en dejlig tur.

4. aug.

I dag skal vi tilbage til Stontown, Det er regn og sol i hastige skift. Men mest tung regn!

Tilbage i byen driver vi bare lidt rundt.

Aftensmaden skal indtages på nightmarkt, her kan man købe alt, for ingen penge. Desværre har min mave det ikke godt så jeg må blive hjemme. De andre har en fin aften hvor de spiser sig mætte for mellem 7 og 25 kr.!

5. aug.

Nu begynder vores hjemtur så småt, i dag skal vi til Nairobi. En deltager fra Mortens hold bliver kørt ned af en lastbil, og de første meldinger er ikke så gode.

Vi skal mellem lande i Mombasa hvor vi skal have alt bagagen ud og fortolde og ind igen!!!! Sikke et cirkus, og så kan vi gå ombord igen.

Vi når til hotellet ved 18.30 tiden, drikker lidt øl inden middagen.

6. aug.

Nu sidder vi så i flyet hjemad. I tankerne prøver jeg at opsummere, men det er næsten umuligt. Der er så mange intryk, både øjne, ører og næse har noget med hjem.

Bjerget, dyrene og stranden. Det bliver spændende at se billederne, vi har vist taget 8-9 film. Jeg er ligesom lidt en anden nu, noget er blevet flyttet! Man har virkelig været træt, glad, beskidt, rørt og imponeret!!

Mon ikke vi skal til Afrika igen?

Connie Johansen